De konsekvente kommunister i og omkring Frankrigs Kommunistiske Parti forbereder nyt parti på et revolutionært grundlag - de ser kampen for at komme ud af EU en vigtig etape på vejen mod et socialistisk Frankrig.

af Sven Tarp
Da der kort efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 var folkeafstemning om samme spørgsmål i Frankrig, var Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) en af drivkræfterne bag den kampagne, som med procenterne 49-51 næsten gjorde kunststykket efter i det ene af EU's to kernelande.
I dag er Frankrigs Kommunistiske Parti faldet til patten og blevet et EU-venligt parti - ligesom vort hjemlige SF. Det er sket sideløbende med en proces, der har gjort det til et fuldblods socialdemokratisk parti med dets navn som indtil videre eneste undtagelse.

De ægte kommunister er stadig aktive
Men de konsekvente franske kommunister er ikke blevet knust. I tusindvis er de i færd med at vågne og reorganisere sig inden og uden for PCF. En af de mærkesager, som de bygger sig op omkring, er den konsekvente kamp mod EU. Deres mål er at få Frankrig ud af EU. Men de standser ikke her: De sætter EU-kampen ind i en strategi, hvis endemål er socialismen.
Et stort antal af - men stadig ikke alle - de konsekvente kommunister er i dag tilknyttet det Nationale Forbund af Foreninger til Kommunistisk Genfødsel (FNARC).
FNARC har for nylig udsendt et programudkast, som sammen med andre grundlæggende dokumenter skal diskuteres frem til organisationens første konvent, som efter planen finder sted i januar.
Programudkastet er af mere end almindelig interesse. Ikke blot, fordi det genrejser den konsekvente EU-modstand i Frankrig. Men fremfor alt på grund af den måde, hvorpå dette gøres, og de perspektiver, som hermed oprulles.

Truslen mod menneskeheden
Programudkastet starter med at konstatere, at 'menneskeheden er i fare', fordi kapitalismen i sin nuværende fase, imperialismen, er blevet til 'en bagstræberisk kraft over hele linjen'.
'Fasciseringen af de internationale relationer under USA's taktstok' er et kendetegn ved nutidens verden, navnlig efter socialismens nederlag i Sovjet og de østeuropæiske lande.
Ifølge programudkastet er den nuværende ultraliberalisme 'ikke andet end kapitalismens naturlige form, når den ikke har behov for at gøre indrømmelser over for en revolutionær trussel'.
Det er derfor et sandt 'røgslør' at bilde nogen ind, at man kan erstatte ultraliberalismen med en 'reguleret kapitalismen', sådan som nogle af 'venstrefløjens' teoretikere forsøger.
Programudkastets forfattere drager deraf den konklusion, at det ikke er forkert at påstå, at historien står over for sin afslutning, men at dette må forstås på en ganske anden måde end den gængse nyliberale.
Det kan ske på to måder: Enten ved 'proletariatets definitive sejr over borgerskabet' og den efterfølgende udvikling frem mod det klasseløse kommunistiske samfund. Eller ved menneskehedens fælles undergang i et atomart ragnarok.
Men for forfatterne 'er historiens nuværende retning kursen mod afgrunden. Det er derfor, at kommunisterne - i deres bestræbelser på at omstyrte kapitalens diktatur gennem den proletariske revolution - ikke forfølger deres egne eller en specifik samfundsklasses interesser: De arbejder for at redde menneskeheden fra dens undergang'.

Kapitalens modangreb
FNARC fremfører, at kapitalens modangreb mod arbejdernes tilkæmpede rettigheder ikke begyndte efter de socialistiske landes nederlag i 1989-91, men længe før, og at dette nederlag tværtimod var et af resultaterne af dette modangreb.
I Frankrig satte modangrebet ind allerede efter revolten i 1968, da det franske borgerskab forstod, at det havde skabt sin egen banemand, proletariatet. Det gik derfor systematisk i gang med at nedbryde arbejderklassens kernetropper ved at indskrænke og lukke mange af landets store virksomheder.
Borgerskabet var på denne måde ikke blegt for at reducere produktionen i Frankrig med det ene mål at holde sig selv ved magten.

Dårlige undskyldninger
Forfatterne til programudkastet bemærker ironisk, at efter 'tredive glorværdige år' kom det, man kunne kalde 'tredive vanærende år'. Det franske borgerskab forsvarer i dag sin reaktionære politik med det nyliberale omkvæd: 'Man kan ikke gøre andet'.
De franske ledere dækker sig - ligesom de tyske, italienske og så videre - 'bag Maastrichts konvergenskrav og Bruxelles' direktiver'. De påkalder sig på denne måde 'globaliseringen', men 'undlader at præcisere, at den er kapitalistisk‚ for at tilsløre dens klasseindhold og præsentere den som et naturfænomen på linje med jordskælv og stormflod'.
De franske kommunister konstaterer herefter, at de nationale borgerskaber stadig har et vist manøvrerum, men at de samtidig, 'er bundet på hænder og fødder af stadig strammere internationale aftaler':
'Men dette fratager dem ikke for ansvaret for de katastrofer, som sker. I modsætning til proletariatet, der imod sin vilje er lænket af udbytning, arbejdsløshed og social eller fysisk utryghed, har de nationale borgerskaber lænket sig selv til frihandelsmaskinerne, som borthøvler folkenes sociale landvindinger'.
På dette grundlag drager programudkastet den vidtrækkende politiske konklusion, at selv om det i sin tid var kapitalismen, som skabte det borgerlige demokrati, har imperialismen i dag 'overhovedet ikke brug for demokratiet, uanset hvor begrænset dette er'.

Behovet for et kommunistisk kampprogram
Forfatterne konstaterer herefter, at det ikke er lykkedes at knuse den folkelige modstand mod den sociale afmontering, og at denne modstand nu er på vej ind i et opsving. Lige netop i denne situation gør socialdemokratiet sit sprog mere radikalt og søger at fiske i rørte vande.
Men eftersom socialdemokratiet i bund og grund har samme politik som de borgerlige partier, risikerer man på denne måde, at de, der sætter sig i bevægelse, 'bliver mismodige og for altid tabes for kampen'.
Problemet er, at Frankrigs Kommunistiske Parti ikke længere udarbejder programmer, fordi det angiveligt ikke ønsker at 'sætte sig på' massekampen og i stedet vil overlade det til 'folk' selv at bestemme. Og det undgåelige resultat heraf er, at 'kampene af mangel på et klart politisk perspektiv ofte løber af sporet, og at socialdemokraterne - eller endnu værre fascisterne - sætter sig på dem'.
For programudkastets forfattere er 'et veritabelt program for folkelig modstand og modoffensiv absolut nødvendigt for at give kampene det revolutionære perspektiv, som de mangler'.

Karakteren af et kommunistisk program i dag
Forfatterne forklarer i det følgende, hvordan et kommunistisk program må se ud i dag. De mener ikke, at det kan udledes fikst og færdigt af de teoretiske værker, men at det må tage sit udgangspunkt i de kampe, som i dag finder sted imod kapitalen.
Et sådant detaljeret program har de franske kommunister imidlertid ikke til hensigt at udarbejde i dag. Det kan først et gendannet kommunistisk parti gøre. Men de kommer ikke desto mindre med en lang række ideer, som teoretisk støtter sig til Marx, Engels og Lenins lære.
De konstaterer indledningsvis, at den socialistiske etape - frem mod kommunismen og statens uddøen - som de kæmper for, ikke kan opnås direkte i Frankrig anno 2003, eftersom situationen ikke er revolutionær og kampene generelt set defensive.
Selv om kampenes 'indhold er delvis anti-kapitalistisk, går de for øjeblikket ikke ud på at styrte kapitalismen, men at forhindre, at de sociale landvindinger nedbrydes og fremtidsperspektiverne fjernes'.
Det er derfor kommunisterne opgave at deltage i disse kampe. 'Men for at være 'et skridt foran' må de samtidig vise, at man ikke kan gøre sig forhåbninger om sejr inden for rammerne af Maastricht-traktaten, der påtvinger markedsøkonomien - det vil sige kapitalismen - som den yderste grænse for al menneskelig aktivitet. Og det samme gælder de globale overnationale instanser såsom WTO og IMF'.

Første skridt er Frankrig ud af EU
De franske kommunister genrejser derfor kampen mod EU og de nævnte internationale organismer:
'At være kommunist er at turde sige, at man må starte med at forlade Maastricht-Europa, som for tiden udgør det svage led i imperialismens kæde. Dette Europa under opbygning er ikke stabiliseret. Det rystes af dybe modsætninger om væsentlige økonomiske, monetære og diplomatiske spørgsmål. Man må udnytte denne periode af relativ svækkelse af den gryende europæiske imperialistiske pol. Senere vil det være langt vanskeligere at angribe den effektivt.'
Og videre:
'Ydermere er det en illusion at ville genvinde den nationale suverænitet ved at træde ud af EU, hvis man ikke samtidig forlader de overnationale strukturer, som er oprettet på verdensplan, og hvis aktuelle funktion er at tjene USA's interesser, eftersom Europa ikke er stærkt nok til at bestride USA's kontrol over WTO og IMF'.
Med dette mål opstiller programudkastet en temmelig detaljeret plan for, hvordan Frankrig lidt efter lidt kan bryde med EU og de nævnte strukturer. Den indeholder blandt andet en konkret plan for overgangen fra euro til franc, genetablering af den franske toldkontrol og af de nationale og centrale statsfunktioner.
Hovedmålet er at tage omgående skridt, der kan 'redde nationalstaten og de sociale landvindinger, som er gennemført inden for dens rammer'.
Rammen for alle disse skridt er 'en bred regeringsfront af alle - marxister eller ej - som oprigtigt brænder for den franske revolution og modstandkampens værdier og for socialt fremskridt, og som er bekymret over kapitalens åbne diktatur og det borgerlige demokratis fuldstændige skibbrud'.

En revolutionær situation i Europa
De franske kommunister har ikke til hensigt at trække Frankrig ud af EU med det formål at isolere landet. De har heller ingen illusioner om økonomisk selvtilstrækkelighed. De er udmærket klar over, at uden Frankrig vil den nuværende EU-opbygning være umulig:
'Når den europæiske bygning vakler, så åbner det perspektiv for et 'andet Europa', som de 'EU-konstruktive' forgøgler os, sig for alvor og nu i progressiv betydning. Det samme gælder mulighederne for at bringe kapitalismen i alvorlige vanskeligheder og, efter en tid, slå ind på kommunismens vej'.
De franske kommunister mener med andre ord, at kampen mod EU kan udmunde i en decideret revolutionær situation.
Forfatterne citerer herefter Karl Marx' berømte ord om, at 'kommunismen er ikke en model, som virkeligheden skal tilpasses efter, men den reelle bevægelse, som ophæver den eksisterende stat'.
Efter deres mening er den reelle bevægelse, som i dag kan ophæve den eksisterende stat, 'primært den beslutsomme kamp mod traktaterne om Europas kapitalistiske integration'.

Etaper og brud
De franske kommunister, der er samlet i FNARC, er bevidst om, at de kræfter, som skal gennemføre så radikale forandringer, endnu ikke er til stede i dag. De må først skabes gennem en proces, hvor kræfterne efterhånden ophobes.
Det er derfor nødvendigt at fastholde en bred alliance, samtidig med at man radikaliserer kampene i anti-kapitalistisk retning. Det sker ved at fjerne de værste uligheder, som er skabt af kapitalismen og slå ind på en vej mod socialt fremskridt, der 'kan forberede revolutionen, det vil sige det åbne brud med kapitalismen'.
I dette sigte skal arbejderklassen styrkes og borgerskabets muligheder for at gribe ind svækkes ved at ekspropriere kapitalen, da man må forvente, at 'kapitalisterne vil gøre sig de største bestræbelser på at sikre, at de mest reaktionære kræfter sejrer'.
De franske kommunister forestiller sig med andre ord en række faser:
1. Den nuværende, hvor de slås for en folkeafstemning om EU-forfatningen og et nej i denne afstemning.
2. En fase, hvor der dannes en bred regering til national frelse, der skal sikre Frankrigs udtræden af EU.
3. En umiddelbar efterfølgende fase, hvor der gennemføres en række umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste virkninger af kapitalismen.
4. En offensiv fase, hvor kampen radikaliseres, og hvor man begynder at gribe ind over for kapitalen, blandt andet ved ekspropriation.
Til hver af disse faser indeholder programudkastet en række detaljerede krav og mulige tiltag. Alt sammen skal det lede frem til den socialistiske revolution. Men forfatterne gør meget ud af at forklare, at mens forberedelsen af denne revolution må ske etapevis, så kan selve revolutionen ikke ske i etaper:
'Mens det forelagte program forudser en række etaper for at nå frem til dette brud, forbliver det tro mod den marxistiske teori om, at selve dette brud ikke kan ske i etaper. Der er et 'før' og et 'efter': Før er der den borgerlige stat og kapitalismen. Efter er der arbejderstaten og socialismen.'
De afviser hermed alle reformistiske illusioner om en gradvis indvoksen i socialismen. De konstaterer det paradoks, at i kapitalismens nuværende imperialistiske fase, der er kendetegnet af reaktion over hele linjen, er 'den eneste måde at bevare kapitalismens progressive aspekter at afskaffe kapitalismen'.

Socialismen i Frankrig
Programudkastet indeholder til slut en række forslag til, hvordan socialismen kan opbygges i Frankrig.
Forfatterne oplyser, at de dels tager deres udgangspunkt i socialismens teoretiske værker, dels i de positive og negative erfaringer fra de socialistiske lande, og at de tilpasser alle disse ting til situationen i Frankrig og mulighederne i nutidens verden.

De utålelige uretfærdigheder, som er frembragt af kapitalismen, er på ingen måde begyndt med Maastricht! At bilde sig ind, at den blotte tilbagevenden til en national ramme løser alle problemer, ville være en stor fejl.
Mange af uretfærdighederne skyldes den kapitalistiske produktionsmåde og borgerskabets magt på nationalt plan samt den imperialistiske globalisering, som selvsagt overskrider det europæiske plan.
Fra FNARC's programudkast.

De teoretiske tekster såvel som erfaringerne fra socialismens opbygning er nødvendige for at give os en ide om, hvad vi vil. De bureaukratiske socialistiske lande havde deres fejl, af hvilke nogle var meget alvorlige, og vi har meget at lære for ikke at gentage disse fejl.
Men vi må også lade os inspirere af de ubestridelige resultater, som de opnåede, på trods af at deres produktivkræfter i starten var tilbagestående, og at den internationale situation var ugunstig. Vi må lade os inspirere, samtidig med at vi tager hensyn til de franske særegenheder, så vi kan undgå enhver form for kunstig kopiering af det, som man gjorde andre steder.
Fra FNARC's programudkast.

At være kommunist er at turde sige, at man må starte med at forlade Maastricht-Europa, som for tiden udgør det svage led i imperialismens kæde. Dette Europa under opbygning er ikke stabiliseret. Det rystes af dybe modsætninger om væsentlige økonomiske, monetære og diplomatiske spørgsmål. Man må udnytte denne periode af relativ svækkelse af den gryende europæiske imperialistiske pol. Senere vil det være langt vanskeligere at angribe den effektivt.
Fra FNARC's programudkast.

Fakta om FNARC
FNARC er den franske forkortelse for det Nationale Forbund af Foreninger til Kommunistisk Genfødsel. Den består af nuværende og tidligere medlemmer af Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF), som alle vender sig mod partiets socialdemokratiske udartning.
FNARC blev dannet i 2002 og er resultatet af et langvarigt arbejde for at reorganisere PCF, som startede internt i partiet for mere end ti år siden.
FNARC's mål er dannelse af et nyt kommunistisk parti, der viderefører Frankrigs Kommunistiske Partis store traditioner.
FNARC har en kollektiv ledelse med repræsentanter fra alle Frankrigs regioner. Formandskabet består af en række landskendte kommunistiske skikkelser:
* Henri Alleg, forfatter og tidligere redaktør for PCF's avis 'l'Humanité'.
* Georges Hage, parlamentsmedlem for PCF.
* Jacques Coignarc, tidligere sekretær for PCF i C™tes du Nord.
* Léon Landini, tidligere modstandsmand og veteran i PCF.
* Pierre Pranchere, tidligere parlamentsmedlem og sekretær for PCF i Correze.
FNARC's talsmand er filosoffen Georges Gastaud, der er redaktør for månedsbladet 'Initiative Communiste'.
Flere oplysninger om FNARC (på fransk) kan findes på dens hjemmeside:
www.chez.com/initiativecommuniste/index.html