Vores moderne verden er i altfor høj grad en spejlverden, hvor vi omgiver os med det, der bekræfter os i, hvad vi i forvejen mener og vil. Et af de få steder, hvor vi får brudt ego-spejlet, er i den kollektive trafik, som benyttes af ret så forskellige mennesker

af Keld Stenum
Så der tvinges vi undertiden til at få indblik i medpassagerers verden, som er helt anderledes end vores egen. Det er en af grundene til, at kollektiv trafik er vigtig.
På en togrejse til det jyske fik jeg nylig sådan en lejlighed til at stifte bekendtskab med en menneske-verden helt forskellig fra den, jeg til daglig færdes i. To mænd, som vel var en ti år yngre end jeg selv, sad på sæderne på den anden side midtergangen og snakkede fortrolig snak over et par snebajere.
Det var hverken sømandssnak eller jord- og beton-snak, det fremgik tydeligt både af deres påklædning og deres talemåde. Iøvrigt træffer jeg sjældent håndværkerfolket i toget. Men de lød trods alt som modne og reflekterende mennesker, derfor kunne jeg ikke helt lade være med lejlighedsvis at høre efter.
Som jeg forstod på brudstykkerne af samtalen, skyldtes deres togrejse en eller anden julefrokost-sammenhæng, måske var de gamle studiekammerater, der havde en tradition omkring sådan noget. Hvad ved jeg? På et tidspunkt gav de sig imidlertid til at snakke om regeringens mislykkede dagpengeindgreb, og så må jeg indrømme, at jeg tillod mig at spidse ører.
Der var ingen tvivl om, at det var en meget klodset manøvre, regeringen der havde lavet, det var de tydeligvis enige om. Hvordan kan man være andet? Men det var manøvrens klodsethed, der forargede dem, ikke indholdet i indgrebet.
Det var vel ikke så slemt, det der med fem ugers karens-tid, når man tjente 28.000 i måneden eller mere, fortalte den ene, og så kom han med eksempler fra deres fælles bekendtskabskreds, der bekræftede, at det ikke var så slemt, og at der var social retfærdighed i det.
Jeg brændte efter at fyre et eller andet af om, at det heller slet ikke var det, det handlede om, men derimod om ødelæggelsen af fagforeningerne. Det er ingen på min arbejdsplads i tvivl om, selvom vi ikke helt tjener 28.000. Men det er jo ikke høfligt hverken at lytte eller gribe ind i andres samtaler, og jeg sad trods alt så langt fra dem, at det ville afsløre en ret så målrettet lytten, hvis jeg blandede mig. Så jeg valgte at tie.
Den anden begyndte så at fortælle om et seminar, han havde været leder af, hvor blandt andet Lars Løkke Rasmussen havde deltaget. (Tak spids, tænkte jeg, det er nok jet-settet, jeg er kommet til at sidde ved siden af). Det havde ikke været dagpengene, det seminar havde handlet om, men derimod efterlønnen.
Og han havde indledt seminaret med at sige, at der naturligvis ikke var nogen af dem, der sad med rundt om bordet på det seminar, der var i tvivl om, at efterlønnen ikke kunne holde rent samfundsøkonomisk. Så det ville han slet ikke bruge tid på der.
Men der var nok heller ikke nogen af dem, der var i tvivl om, at ligemeget hvilken politisk blok der pillede ved den, så ville vedkommende blok blive sat fra indflydelse i mindst fire år, fra det førstkommende valg at regne. Og det var dilemmaet, når der skulle føres ansvarlig politik.
Det var noget af det samme med dagpengene, mente han, og det var det, regeringen havde opdaget, da en massiv, forenet front af arbejdsgivere, arbejdstagere og politisk opposition havde protesteret. Ja, sådan var demokratiet jo, filosoferede den første, det var et stort problem, hvordan man fik vælgere til at vise samfundsansvarlighed.
Her var jeg igen lige ved at sige noget. Der er ikke noget, der provokerer mig som, når folk fra den anden side af magtens plankeværk siger om os, at vi ikke er samfundsansvarlige. Det kan godt være, vi ikke er det - selv om vi faktisk er så ivrige efter at være det, at det ifølge friske opinionsmålinger er lykkedes dem derinde fra Christiansborg at bilde et flertal af os ind, at vi viser vores ansvarlighed ved at gå ind for reformer af dagpenge og efterløn.
Men hvis vi ikke er, hvad de forstår ved samfundsansvarlige, så er grunden den, at vi godt ved, at det vi kalder demokrati ikke er andet end et cirkus. Ansvar for samfundet er en følelse, der vokser ud af at være med til at forme samfundet. Vi ved godt, at det er vi ikke med til. Og det er vi ikke med til, fordi vores såkaldte demokratiske indflydelse kun strejfer samfundsudviklingens allerøverste overflade.
Det er økonomien og ikke valgte politikere, der former fremtidens samfund. Og indenfor økonomien har vi privatkapitalistisk diktatur. Det ved enhver, som har prøvet at blive fyret fra en arbejdsplads. På salig Lenins tid fandtes i Rusland en politisk gruppering, der mente, at man kun kunne få arbejderne i tale ved at appellere til deres interesse i højere løn.
Lenin mente, at de dårligt oplyste og til dels også analfabetiske russiske arbejdere var mange gange så samfundsansvarlige som de folk, der mente sådan noget. Og det parti, som ønskede at bringe arbejderne til magten, skulle netop appellere til den ansvarlighed. Det tror jeg, han havde ret i.
Heller ikke denne gang fik jeg dog skabt pinlig opmærksomhed ved at blande mig. For toget var begyndt at sagtne farten, og de to mænd havde rejst sig for at stige af. Efter sig trak de kufferter af den slags, der har hjul under og et håndtag, som kan trækkes ud, så de kan rulles som en klapvogn.
Jeg kom til at tænke på, at jeg nylig havde købt sådan en kuffert til min datter. Ved den lejlighed havde jeg sagt, at jeg egentlig også godt kunne tænke mig at købe en til mig selv. Det ville min dårlige ryg have meget bedre af end min gamle slidte altid overlæssede rygsæk. Men det forbød datteren.
Ellers ville hun i hvert fald ikke gå ved siden af mig, når vi var ude at rejse, for sådan en kuffert var ikke maskulin. Da jeg indvendte, at jeg havde set masser af mænd med sådan en kuffert, svarede hun, at det kunne godt være, og det havde hun også, men det var mappemænd, og hun ville meget have sig frabedt, at jeg gav mig til at efterligne dem. Dengang lovede jeg ingenting.
Hun er meget bevidst om det sprog, der ligger i valg af beklædning og deslige. Jeg gør tværtimod en dyd ud af, at kun det praktiske tæller. Men som jeg sad der og kiggede efter de to mænd, kunne jeg godt se, hvad hun mente.