Strategien er den langsigtede plan, der kan vejlede kommunisterne i deres arbejde i hele perioden frem mod det strategiske mål: overgangen til socialismen. På vejen hertil kan kommunisterne opstille forskellige delmål.

af Sven Tarp
Det overordnede mål, som det kommunistiske parti dannes for at nå, er at føre menneskeheden frem mod det klasseløse kommunistiske samfund. Kampen for at nå dette mål deler sig i et udviklet kapitalistisk land som Danmark i to hovedetaper.

Klassekampens hovedetaper
Den første hovedetape er den nuværende fase, hvor kampen drejer sig om at styrte det kapitalistiske system og opbygge et socialistisk samfund baseret på arbejder- og folkemagt. Den anden hovedetape er den efterfølgende kamp for at revolutionere og perfektionere de nye samfundsforhold og gradvist nærme sig det kommunistiske samfund.
Disse to hovedetaper er to sider af samme sag. Det er derfor indlysende, at den strategi, som kommunisterne udvikler i den nuværende etape, ikke kan være i modsætning til den strategi, som vil blive fulgt i den fremtidige socialistiske etape. Det samme gælder den taktik og de kampmetoder, som tages i anvendelse for at gøre op med det kapitalistiske system.

Strategiens hovedindhold
Strategien må ikke forveksles med det strategiske mål. Strategien er den overordnede plan for at nå det strategiske mål. Det strategiske mål er som sådan en del af strategien, men denne omfatter på den anden side langt mere end blot det strategiske mål.
Den strategi, som vi arbejder med i dag, er med andre ord den langsigtede plan, der kan vejlede kommunisterne i deres arbejde i hele den nuværende etape frem mod det umiddelbare strategiske mål, det vil sige den socialistiske revolution. Den besvarer spørgsmålet om, hvordan vi kommer fra den nuværende situation til det opstillede mål.
Strategien bygger på en analyse af de objektive samfundsforhold: kapitalismens udvikling og krise, samfundets erhvervs- og klassestruktur, de objektive interessemodsætninger mellem klasserne, det internationale styrkeforhold og så videre. På grundlag af denne analyse udpeger strategien:
a) Det strategiske mål og eventuelle delmål.
b) Revolutionens hoveddrivkraft og strategiske allierede.
c) Hovedfjenden, som hovedslaget må sættes ind imod.
d) De lag, som det vil være muligt at neutralisere eller alliere sig med i kortere perioder.
e) Mulige reserver for revolutionen, for eksempel den internationale arbejderklasse og de socialistiske lande samt modsætninger i fjendens lejr.
f) Mulige reserver for kontrarevolutionen, for eksempel de imperialistiske lande og deres militæralliancer.

Strategiens vigtigste opgaver
Strategiens hovedopgaver er på dette grundlag:
g) At bevidstgøre, organisere og uddanne revolutionens hovedkræfter.
h) Skabe og opbygge alliancen med de strategiske allierede.
i) Køre de allierede kræfter i stilling til det endelige opgør med kapitalismen.
j) Neutralisere kompromismagere.
k) Rette hovedslaget ind mod hovedfjenden.
For at løse disse hovedopgaver er det endvidere strategiens opgave gennem klassekampen:
l) At skabe de nødvendige organisatoriske redskaber, først og fremmest - men langt fra alene - det kommunistiske parti, faglige klasseorganisationer, en revolutionær ungdomsorganisation og en eller anden form for organisation, hvor den strategiske alliance kan udtrykke sig.
m) At opøve arbejderklassen og især dens fortrop i brugen af alle kampformer og evnen til at kombinere dem og skifte mellem dem.
Mens strategien forudsætter et dybtgående kendskab til de objektive forhold, er dens virkefelt således udelukkende begrænset til klassekampens subjektive side.
Strategien er endvidere bestemmende for udarbejdelsen af kommunisternes taktik, som vejleder deres arbejde i kortere, afgrænsede perioder og/eller inden for et af klassekampens felter. Mens strategien anviser hovedretningen frem mod det strategiske mål, angiver taktikken alle bugtninger og sving på vejen.

Justeringer af strategien
Mens det strategiske mål forbliver uændret i en lang historisk periode, må der til stadighed foretages justeringer i den øvrige del af strategien. Hvis det ikke sker, risikerer strategien i stigende grad at blive en klods om benene på kommunisterne i stedet for en hjælp og vejledning til handling.
Det er først og fremmest de stadige forandringer i den objektive situation, som gør, at strategien løbende må justeres. Det drejer sig især om:
n) Kapitalismens nationale og internationale udvikling.
o) Ændringer i erhvervs- og klassestrukturen og dermed i det objektive styrkeforhold mellem klasserne.
p) Forandringer i det internationale styrkeforhold og den internationale situation.
Den kendsgerning, at den danske bondestand er blevet decimeret gennem det sidste halve århundrede, har for eksempel store konsekvenser for alliancemulighederne i Danmark. Tilsvarende betød den russiske revolution i 1917 og dernæst dannelsen af en socialistisk lejr efter 1945, at revolutionens strategiske reserver overalt i verden blev kraftigt styrket.
Men behovet for justering af strategien bunder også i den erkendelsesproces, som er et resultat af kommunisternes praksis. Gennem den konkrete udmøntning af taktikken øger de deres viden om såvel den objektive situation som de kræfter, der er aktive i klassekampen.
Taktikken virker så at sige tilbage på strategien og beriger denne.