Sven Tarp er ikke helt retfærdig, når han siger, at Frankrigs Kommunistiske Parti er faldet til patten, erklærer Finn Hermann

af Finn Hermann, DKP
Svend Tarps artikel om den franske kommunistiske organisation FNARC (Dagbladet Arbejderen den 21. november) kalder på et par kommentarer.
Jeg kan ikke gennemskue, om det er Svend Tarps personlige opfattelse eller de franske kammeraters, der kommer til udtryk i følgende passus: 'I dag er Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) faldet til patten og blevet et EU-venligt parti - ligesom SF. Det er sket sideløbende med en proces, der har gjort det til et fuldblods socialdemokratisk parti med dets navn som indtil videre eneste undtagelse'.
Karakteristikken er i alle tilfælde ikke helt retfærdig, selvom det er rigtigt, at PCF ikke kræver udmeldelse af EU, sådan som de danske kommunistiske partier DKP, DKP/ML og KPiD eller for den sags skyld det græske kommunistiske parti KKE. Det er der næsten ingen kommunistiske partier udenfor Skandinavien, der gør, så vidt jeg kan vurdere. Men det betyder ikke, at de er EU-tilhængere på linie med borgerlige og socialdemokratiske partier. De afviser den neo-liberale dagsorden.
Efter at have deltaget i et møde indkaldt af de franske kommunister (se nedenfor) og i møder i EACL (det antikapitalistiske europæiske venstre, trotskistiske og andre grupperinger) tør jeg godt påstå, at de fleste af disse partier har mere tilfælles i spørgsmålet om EU, end de hver især har med eksempelvis de danske kommunistiske partier. Med forskelligt ordvalg accepterer de alle EU som rammen om en politisk proces, de vil blot en anden europæisk dagsorden, hvor det er folkenes og ikke kapitalens interesser, der skal være rådende.

Til et møde i de franske kommunisters hovedkvarter den 9. november, som jeg fik lov til at overvære i nogle timer som observatør for Enhedslisten, havde PCF inviteret følgende: PDS fra Tyskland, Østrigs kommunistiske Parti, Belgiens kommunistiske parti, AKEL fra Kypern, SF fra Danmark, Det forenede Venstre (Izquierda Unida) fra Spanien, Det forenede og alternative venstre fra Katalonien, Socialist campaign group of Labour fra Storbritanien, KKE, Synaspismos, også fra Grækenland, Rifondazione Communista fra Italien, Partiet for de italienske kommunister (PCdI), Venstrepartiet fra Luxembourg, Socialistisk Parti (SP) fra Holland, Portugals Kommunistiske Parti (PCP), Bøhmen-Mæhrens Kommunistiske Parti fra Tjekkiet, Slovakiets kommunistiske parti, Det svejsiske arbejderparti og ØDP fra Tyrkiet. SF havde meldt afbud.
Kredsen af indbudte partier viser, at PCF satser bredt i bestræbelserne på at formulere en anden europæisk dagsorden, og oven i købet har inviteret partier, der har svært ved at være i stue sammen.

Jeg skal blot gengive nogle få af de bemærkninger, der på mødet faldt om EU-forfatningsprocessen: Fabienne Bourre fra PCF fremhævede i sin indledning til mødet, (der var indkaldt med henblik på støtte til European Social Forum i Paris-Saint-Denis), at det i modsætning til den nuværende EU-konstruktion gælder om at udvikle folkenes aktive deltagelse. Albano Nunes, en af veteranerne i PCP medgav, at forfatningskampen foregår indenfor rammerne af Unionen, men understregede samtidig sit nej til den institutionalisering af den neoliberale politik, som den nuværende forfatningsproces er udtryk for.
Pedro Marset fra Izquierda Unida accepterede også Unionen som et faktum, men sagde at forfatningsprocessen går imod arbejdernes interesser. Harry van Bommel fra det hollandske SP gjorde opmærksom på, at SP er det eneste hollandske parti der siger klart nej til forfatningen.
Gennaro Migliore fra Rifondazione Communista modsatte sig den kommende forfatning, fordi den vil skabe en struktur til fordel for neoliberalismen i Europa; han ønskede en anden forfatningsproces i Europa til forsvar for arbejdernes rettigheder. Han fortalte i øvrigt i anden sammenhæng, at Rifondazione Communista har indbudt de franske kommunister, det spanske forenede venstre, Synaspismos, de østrigske kommunister, og PDS til forhandlinger om dannelse af et Europæisk venstreparti til parlamentsvalget.

Heroverfor står, at samtlige socialdemokratier i Europa går helt og fuldt ind for den europæiske forfatning med dens neo-liberale dagsorden (nogle af dem hævder, at den er det mindste onde). Derfor er den ovenfor citerede påstand i Svend Tarps artikel lige lovlig forenklet, selvom det er rigtigt, at det franske kommunistparti har siddet i regering med socialdemokraterne, hvilket i øvrigt har medvirket til en selvkritisk proces i partiet.
Det er sundt, at franske kommunister, der er trætte af den opportunisme og uklarhed, der i en årrække har domineret partiets linie, rejser sig til modstand herimod (efter min mening helst indenfor partiets rammer). Men det bør ikke få os andre til helt at hugge hånden af PCF. Og jeg tror, at danske kommunister skal opfatte de her nævnte partier som objektive allierede i vores kamp for at nedbryde storkapitalens og bureaukratiets EU-superstat.