Dette oplæg af Søren Becher fra DKP/ML, blev bragt på et møde mellem DKP/MLs og KPiDs landsledelser søndag den 23. november 2003 i København. Dette møde var det første af i alt 3 aftalte temamøder. Hovedemnet på det første temamøde var spørgsmålet om ’analysemetode klasseanalyse’.

Af Søren Becher, DKP/MLs landsledelse
Hent som word-dokument

En klasseanalyse er en forudsætning for at det kommunistiske parti kan udarbejde en strategi i kampen mod kapitalismen. Klasseanalysens opgave er sagt i korthed, at kaste lys over de klasser og de objektive interesser, der findes i vores samfund ligesom den må afdække de modsætninger som findes mellem dem.

Vores strategi, eller vores strategiske plan, bestemmer bl.a. klassekampens og revolutionens hovedkraft, den bestemmer de allierede klasser og lag og den bestemmer arbejderklassens hovedfjende og den tager bestik af og udnytter modsætningerne i fjendens lejr.
En klassebestemt strategi er i det hele taget grundlaget for udviklingen af en konkret politik og taktik i kampen for at forandre samfundet.

Med andre ord: Udarbejdelse og vedligeholdelse af en operativ klasseanalyse er uomgængelig. Den udarbejdes ikke én gang for alle; den udgør ikke en oplistning af stive dogmer; den er ikke en trosbekendelse eller en simpel platform for politisk polemik eller nedrakning af politiske modstandere – sådan som vi har oplevet det ind i mellem i debatterne mellem politiske partier på venstrefløjen.

Klasseanalysen er derimod en seriøs bestræbelse på at blive klogere på vores samfund sådan som det virkelig er. Den er objektiv kortlægning.

KLASSEBEGREBET.
Det starter naturligvis med at nå overens om en dækkende definition af klasserne. Klassebegrebet er et nøglespørgsmål. Det er ikke opgaven her at gå dybere i de teoretiske og partiske overvejelser der ligger til grund for vores analyse. De belyses i anden sammenhæng. Dog vil jeg ikke undlade indledningsvist at citere Lenins berømte definition af klassebegrebet. Han siger:

- Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser det er menneskegrupper af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur- (Lenin: Et storstilet initiativ)

Naturligvis kan alle fænomener ikke forklares med en definition. Men Lenins klassedefinition giver den nødvendige bredde i tilgangen til forståelsen af klassebegrebet. Stirrer man sig blind på enkelte træk eller særlige fænomener går man galt i byen. Opgaven er at tage højde for alle de træk og fænomener, der giver et dækkende grundlag for en økonomisk og politiske klasseanalyse, - for en operativ klasseanalyse.

HVOR LANGT ER VI NÅET ?
Igennem hele partiets historie har vi arbejdet med klasseanalysen. Naturligvis med større eller mindre held – betinget af politiske svingninger og tendenser i klassekampen. På partiets 8. kongres i april 2000 giver vi et grundrids af hovedklasserne i Danmark og af småborgerskabets og mellemlagets aktuelle status. Men vi var klar over på dette tidspunkt, at vi på væsentlige spørgsmål trængte til yderligere analyse ikke mindst af forandringerne i klassestrukturen betinget af globaliseringen og den nyliberale offensiv på verdensplan. For at komme i gang og for at prioritere i emnerne besluttede vores landsledelse, at sætte fokus på en analyse af først og fremmest de strukturelle forandringer i arbejderklassen. Resultatet skulle fremlægges på vores 9. kongres i foråret 2002.
De oplæg der dannede baggrund for vores diskussioner i den forbindelse er offentliggjort i pjecen ”Klasserne i Danmark”,(Forlaget Arbejderen, maj 2003) og i Sven Tarps pjece ”Arbejderklassen der ikke blev væk”, (Forlaget Arbejderen, september 2003) en pjece der redegør for klasseanalysens teori, metode og formål. Vores kongres tog materialet til efterretning. Vores synspunkter er, som sagt, offentligt tilgængelige.
Efterfølgende blev det besluttet i landsledelsen, at udbygge dette materiale med en analysere af det danske borgerskab, dets grupper og lag, dets internationale forbindelser, den udenlandske kapitals indflydelse i Danmark osv. I den sammenhæng fandt vi det også vigtigt at afdække aktuelle forandringer i statsmagtens struktur under hensyn til udviklingen af den Europæiske Union.
Vi besluttede endvidere at sætte fokus på småborgerskabets sammensætning for herigennem få et bedre greb om dets politiske fysiognomi og rolle i den danske politiske udvikling.
Det er målet, at vi på vores kommende kongres skal diskutere en række oplæg omkring disse spørgsmål.
Vi har altså stadig et stykke arbejde foran os.

Vi er overbevist om, at netop analysen af forandringerne i den danske klassestruktur har kommunisternes fælles interesse og må ses som en fælles opgave.

VISSE SÆRTRÆK OG FORANDRINGER I ARBEJDERKLASSEN.
I den danske klassestruktur spiller den offentlige sektor en markant rolle. Den offentlige sektor er i vidt omfang forbundet med opretholdelsen af et fungerende velfærdssamfund. Der er i dag ansat ca. 950.000 mennesker. Det er 90.000 flere end i 19980. Den offentlige sektor er vokset år for år. På den anden side er der næppe tvivl om, at den nyliberale offensiv og unionsudviklingen i EU for alvor har sat den offentlige sektor under et hårdt ideologisk og politisk pres. Truslerne om privatisering og udliciteringer er reelle. Den offentlige sektor skal ’markedsgøres’ og kerneområder udbydes som private forsikringer kombineret med frivillig socialt arbejde på gadeplan.

Den offentlige sektor består at forskellige grupper og lag.
Arbejderklassen udgør hovedparten af de offentligt ansatte og flertallet er ansat indenfor det man kan kalde den offentlige sektors kerneområder dvs. indenfor uddannelse, sundhed og sociale institutioner. Mere end 500.000 beskæftiget på fuld tid indenfor disse områder.
Store grupper af arbejdere i den offentlige sektor er under et voksende politisk og arbejdsmæssigt pres. En kendsgerning, der sætter sit præg på klassekampen i dag og et forhold der oplagt styrker muligheden for at udvikle en enhed i kampen mod den borgerlige politik og for velfærdssamfundets overlevelse og udvikling.
Det er endvidere vores opfattelse, at store grupper af offentligt ansatte med mellemlange uddannelser i stigende omfang stilles på linje med arbejderklasens faglærte arbejdere når det gælder løn og arbejdsvilkår. Også dette styrker muligheden for at udvikle enheden på tværs af arbejdsskel og faggrænser.

Den offentlige sektor rummer også et stort og stærkt differentieret mellemlag. Her taler vi om en gruppe af offentligt ansatte med egentligt ledende funktioner på et mellem og et højt niveau. Sammenlignet med fx den private industri er der forholdsmæssigt flere med ledende opgaver i den offentlige sektor.

Vi gør os ingen illusioner om hvilken klasse departementscheferne, biskopperne, højesteretsdommerne osv. er forbundet med. Denne øverste del af mellemlaget, ansat på centrale poster i statsapparatet, er pot og pande med borgerskabet. Generalerne, officererne, de professionelle soldater, politiofficererne og politiet som helhed – tilhører den del af mellemlaget der udgør borgerskabets og statens undertrykkelsesapparat og med hvem det ikke vil være muligt at skabe nogen alliance i kampen mod den herskende klasse.

Derimod vil er der oplagte muligheder for at skabe enhed med de øvrige dele af mellemlaget i kampen mod nedbrydningen af den offentlige sektor, mod privatisering og udlicitering.

Den offentlige sektor er ikke en homogen størrelse. Den er delt i forskellige klasseinteresser, i forskellige grupper og lag.
De såkaldt ” uproduktive ” arbejdere i den offentlige sektor er i hovedsagen beskæftiget med reproduktion af arbejdskraften. Erkendelsen af dette arbejdes betydning er veludviklet dybt ind i arbejderklassen.
Arbejdet med at skabe enhed i den offentlige sektor er derfor i mere end én forstand et nøglespørgsmål i klassens kamp for velfærd på et solidarisk grundlag.
Det derfor er derfor af stor betydning, at vi fortsat udvikler klasseanalysen af den offentlige sektor.

I den internationale arbejderbevægelse rejser vores kamp for en stor og veludviklet offentlig sektor en betydelig politisk interesse. Vi er forpligtet til at formidle vores erfaringer.

PRIVAT SEKTOR I KRAFTIG VÆKST.
Udviklingen på nationalt og internationalt plan har medført at den sektor der dækker ”finansvirksomhed og service” er vokset markant igennem sidste 20 år. Denne udvikling afspejler ikke mindst kapitalismens omsiggribende spekulations og parasit virksomhed. En virksomhed som er forbundet med internationaliseringen af økonomien, globaliseringen og unionsudviklingen. Endvidere er der tale om en kraftig udvikling af produktivkræfterne med den voksende anvendelse af IT i produktion og administration.
En opgørelse over ansatte indenfor denne sektor viser, at der i 1981 var ansat 176.000 mennesker. I 2000 var tallet steget til 344.000. Der er altså tale om en fordobling på blot 20 år !
Det er velkendt, at store dele af denne sektor har et anstrengt forhold til fagbevægelsen. Mange stemmer borgerligt og deres verdenssyn og mentalitet bygger på individualismen. Dele af dette lag udgør da også den sociale basis for åbent borgerlig politik og den socialdemokratiske samarbejdspolitik har fået en konkurrent i arbejderbevægelsen.
Endvidere er og har kommunisternes aktivitet i denne sektor været yderst beskeden.

ARBEJDERKLASSENS KERNE.
Arbejderklassen er en klasse i vækst. Den består af forskellige grupper og lag, der igen spiller en forskellig mere eller mindre aktiv rolle i klassekampen. Det at gøre sig nogle overvejelser om arbejderklassens kerne har stor og direkte betydning for vores strategi. Arbejderklassens kerne er nemlig den del af arbejderklassen, der er afgørende for gennemførelsen af den revolutionære kamp, for at arbejderklassens store flertal løftes ind i den politiske kamp om magten og som giver styrken i de folkelige alliancer.
Det kommunistiske parti må naturligvis finde sit rodfæste i arbejderklassens kerne for at kunne erobre sin ledende rolle i klassekampen.
Efter vores opfattelse udgøres arbejderklassens kerne i dag af industriarbejderne, transportarbejderne, bygge og anlægsarbejderne og dele af arbejderne indenfor den offentlige sektor. Trods branchernes forskellighed og trods stor forskel på arbejdspladsernes størrelse, kamperfaring, organisationsgrad osv. er det alligevel indenfor netop disse hovedbrancher vi finder arbejderklasens kerne, - dens hovedkraft.

Arbejderklasens aktive eller militante dele kan skifte fra periode til periode, fra ebbe til flod i klassekampen, er mere omskiftelig. Til tider er det slagteriarbejderne der spiller en førende rolle i kampen, det kan skifte til chaufførerne indenfor transport, til stilladsarbejderne eller til hjemmehjælperne indenfor det offentlige. Der kan være tale om faglige strejkekampe eller politiske kampe af stor principiel betydning. Partiet kan naturligvis ikke skifte opfattelse af arbejderklassens kerne afhængig de enkelte strejkekampe og faglige aktiviteter.
Vores analyse af arbejderklasens kerne må udtrykke vores opfattelse af arbejderklassens hovedkraft, den kraft uden hvilken revolutionen ikke kan gennemføres i vores land.

ARBEJDERARISTOKRATIET
Arbejderaristokratiets størrelse, sammensætning og indflydelse varierer fra land til land og fra kontinent til kontinent. Dets rolle har skiftet igennem historien og dets indflydelse været forbundet med klassekampens intensitet. Det kommer derfor an på en konkret analyse.
Arbejderaristokratiet eller mere præcist opportunismens sociale basis i arbejderbevægelsen er et objektivt fænomen og dermed en kilde til at forstå klassesamarbejdspolitikkens udbredelse og rodfæste.
Det har ingen interesse at opfatte eller at bruge begrebet arbejderaristokrati som et skældsord.
Engels og Lenin beskæftigede sig indgående med fænomenet på deres tid ligesom de kommunistiske partier efterfølgende har analyseret spørgsmålet i deres respektive lande. Splittelsen i arbejderklassen skyldes ikke mindst at, monopolborgerskabet med dets superprofitter fik mulighed for at give visse dele af arbejderklassen særlige privilegier i kraft af enten højere løn; særlige arbejdsvilkår i produktionen; særlig indflydelse i produktion og ledelse eller en kombination af det hele.
Den danske arbejderbevægelses historie har sine egne særpræg når det gælder udviklingen af opportunismens sociale basis. Igennem årtier har fagbevægelsens historie været præget af fx store forskelle mellem enkelte faglærte håndværkergrupper og store lag af ufaglærte arbejdere. Et forhold der i virkeligheden har sin rod tilbage til den gamle laugstradition fra før kapitalismens gennembrud, - et forhold som kapitalisterne har forstået at udnytte og bygge videre på.
Industriproduktionen i vores land har som bekendt bestået af mange små og mellemstore virksomheder. Småborgerlig indflydelse har parret sig med en privilegeret status til særlige arbejdergrupper. Samarbejdspolitikken har på baggrund af dette, og andre forhold, i lange perioder haft gode vækstbetingelser i vores land.
I de seneste årtier er der imidlertid indtrådt nogle forandringer i dette billede. Det gamle modsætningsforhold mellem fx visse af de faglærte arbejdergrupper og de ufaglærte arbejdere er i stadig højere grad ved at blive udlignet. I stedet oplever vi, at et nyt privilegeret arbejderlag vokser frem omkring gruppen af uddannede teknikere og ingeniører og indenfor den store finans- og servicesektor hvor visse grupper af ansatte nyder en ekstremt privilegeret stilling baseret på individuelle kontrakter. Privilegerede lag af denne type udgør en socialbasis for borgerlig politik i arbejderbevægelsen.
Det ’gamle aristokrati’, der i hovedsagen var og er organiseret i fagbevægelsen er presset og på retur betinget af strukturelle, uddannelsespolitiske og industrielle forandringer i arbejderklasen og samfundet.
Det er af stor betydning, at fagbevægelsen øger sin rolle og sin organisation indenfor alle sektorer. Og det er vigtigt at det kommunistiske parti til stadighed udbygger sit rodfæste i arbejderklassen. Kampen mod opportunismen i arbejderklassen afgøres alene af dets evne til at skabe enhed i den daglige politiske og faglige kamp.
Aktiviteten i arbejderklassen er vejen til at begrænse og bekæmpe opportunismen i arbejderbevægelsen.

MELLEMLAGENE.
En række grupper i vores samfund ligger så at sige i ’midten’ – eller placeret mellem samfundets hovedklasser. De tilhører hverken borgerskabet eller arbejderklasen. I store træk dækker det over folk der har enten undertrykkende eller egentlig ledende organisatoriske, administrative eller ideologiske funktioner in samfundet.
Ifølge vores opgørelse tæller mellemlaget i Danmark omkring 350.000 mennesker (en detaljeret kortlægning kan korrigere tallet til denne ene eller den anden side !). Altså en ikke ubetydelig faktor i samfundskampen.
En del tyder på, at mellemlaget i Danmark i de seneste år er blevet underkastet nogle kraftige forandringer som følge af den tekniske videnskabelige revolution og de organisationsformer, som denne medfører ikke mindst i den private produktion. Noget tyder på, at mellemlaget i den private produktion er blevet reduceret kraftigt på grundlag af disse forandringer. Vi oplever, at dele af mellemlaget er blevet integreret i arbejderklassen og andre dele er blevet knyttet tættere til borgerskabet.

Den offentlige sektor er karakteriseret ved at rumme et relativt stort mellemlag. Dette skyldes bl.a. at de statsmagtens undertrykkende funktioner udføres af folk der er ansat i det offentlige.
Noget tyder også på, at der relativt set er flere personer i den offentlige sektor der har egentlig ledende administrative og organisatoriske funktioner set i forhold til den private sektor under ét. Med nye lønsystemer, nye organisationsformer og andre smarte fiduser forsøger de ledende politikere at slanke laget af mellemledere i den offentlige sektor. Dette lag, der er sat under et hårdt pres, har derfor kun arbejderklassen at knytte sig til.

Tilbage står efter vores opfattelse en grundig undersøgelse af den polarisering der præger mellemlagene i dag. Afstanden mellem den del af mellemlaget der er pot og pande med borgerskabet og den del af mellemlaget i fx den offentlige sektor der er truet på brødet af privatisering.
Denne polarisering åbner for, at arbejderklasen skaber en alliance med de dele af mellemlaget, der er ’lukningstruet’.

SMÅBORGERSKABET.
Småborgerskabet i Danmark tæller, efter vores opgørelse, omkring 200.000 personer. Der er tale om selvstændige der har mellem 0 og 9 ansatte og hvor ejeren, mesteren eller direktøren selv arbejder med i produktionen.
Vi er opmærksomme på, at en stor del af småborgerskabet kun formelt set ejer deres egne produktionsmidler, fordi bankerne og monopolkapitalen er deres virkeligere ejere. Småborgerskabet er hårdt klemt af monopolkapitalen. Alene den kendsgerning, at det er blevet halveret siden 2. verdenskrig fortæller noget om småborgerskabets usikre vilkår som klasse mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. Og denne udvikling fortæller også noget om den intense trafik der foregår mellem hovedklasserne. Ruinerede småborgere i arbejderklassen eller arbejdere, der drømmer om at blive selvstændige, sætter deres præg på arbejderbevægelsen i borgerlig retning.
Småborgerskabet er en vaklende klasse og en vaklende allieret. Ikke desto mindre er småborgerskabet en strategisk allieret for arbejderklassen i kampen mod monopolkapitalen.
Vi mangler imidlertid en grundlæggende analyse af småborgerskabets situation, udvikling og lag. En analyse som skal give os en dybere forståelse af alliancen mellem arbejderne og de små selvstændige.

BORGERSKABET.
Engels har givet en enkel og klar definition af borgerskabet. Han siger,

- Ved bourgeoisi forstås de moderne kapitalisters klasse, som er ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler, og som udbytter arbejdere.
(Det kommunistiske manifest)

Det danske borgerskab tæller efter vores opgørelse ca. 55.000 mennesker eller det der svarer til ca. 2 % af arbejdsstyrken. Efter imperialismens fremkomst er også det danske borgerskab grundlæggende set blevet delt op i en monopolistisk og i en ikke monopolistisk del. Monopolborgerskabet er i et og alt borgerskabets førende del. Få hundrede familier styrer reelt landet i kraft af deres formuer og greb om de centrale dele af økonomien.
Det ikke monopolistiske borgerskab har i hovedsagen sit virkefelt på det såkaldte ’hjemmemarked’. Det betyder, at denne del af borgerskabet undertiden udvikler heftige modsætninger til monopolborgerskabet på fx det nationale spørgsmål. Det ’nationale borgerskab’ føler sig fx truet af unionsudviklingen.

På dette og andre spørgsmål gælder det naturligvis om at forstå og udnytte modsigelserne i borgerskabet. Om at finde sprækker og svagheder i ’fjendens lejr’.
I disse år gennemgår det danske borgerskab nogle vigtige forandringer. Ikke mindst globaliseringen og unionsudviklingen styrker monopolkapitalen, udvikler dets internationale aktivitet og åbner for udenlandske monopolers indflydelse i Danmark. Mægtige såkaldte transnationale selskaber sætter den politiske dagsorden på stort set alle områder af livet, ligesom statsapparatet både åbent og skjult sættes på et unionsspor.
En analyse af disse udviklinger presser sig alvorligt på. De er af afgørende betydning for vores strategi i det hele taget, for den politiske taktik og for vores opbygning af de folkelige alliancer.

SAMMENFATNING.
Arbejderklassen er den største klasse i vores samfund. Den tæller omkring 2.7 mio. mennesker eller det der svarer til 75 % af hele arbejdsstyrken. Og arbejderklassen er en klasse i vækst. Dele af småborgerskabet og mellemlagene tvinges over i arbejderklassens rækker. Det ikke monopolitiske borgerskab sættes under pres. Og monopolkapitalen vokser sig stærkere nationalt og internationalt. I ly af denne kraftige polarisering skærpes klassemodsætninger på alle områder.
Det er i disse voldsomme udviklinger vi kæmper for enhed i arbejderklassen og blandt kommunisterne.
Det er en pligt og en historisk nødvendighed.