Dette oplæg af Enid Riemenschneider fra KPiD, blev bragt på et møde mellem DKP/MLs og KPiDs landsledelser søndag den 23. november 2003 i København. Dette møde var det første af i alt 3 aftalte temamøder. Hovedemnet på det første temamøde var spørgsmålet om ’analysemetode klasseanalyse’.

af Enid Riemenschneider, KPiDs landsledelse
Hent som Worddokument

Det er vanskeligt at tale om, hvordan vi bruger vores analysemetode, uden samtidig at se på metoden selv. Så i dette indlæg fletter metoden og anvendelsen sig i nogen grad sammen.

Vores instrument er den dialektiske og historiske materialisme.
Vi kommunister lægger vægt på materialismen. Vi taler jo netop ikke om den materialistiske dialektik.
Dialektikken – læren om, hvad der afstedkommer udvikling – er uhyre vigtig, men den er underordnet materialismen.
Det er slående, hvordan Marx, Engels og Lenin ofrede mængder af tid og kræfter på igennem hele deres liv og virksomhed at tilbagevise - og modbevise – teoribygninger og forklaringsmodeller, der forsyndede sig imod materialismen. Det gjaldt ikke mindst, når der var tale om politiske venner. Ikke fordi de var trættekære eller spidsfindige, men fordi de som oftest så, at selv små afvigelser fra materialismen både førte direkte over i idealismen og førte til politiske fejltagelser.

Vi kan sige, at idealismen og materialismen er antagonistiske modsætninger – her er kun kamp, ingen enhed. Kravet om materialisme i analysen er således ubetinget.

Materialismen i erkendelsesmæssig forstand udtrykkes meget kort sådan: Det er ikke i menneskets bevidsthed, den virkelige verden skabes, men den virkelige verden betinger vores bevidsthed. I samfundsmæssig og historisk forstand udtrykker Marx det sådan: ”Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.”

Når vi kommunister betragter – og analyserer - den virkelige samfundsmæssige verden, går vi ud fra samfundets basis – d.v.s. produktionsforholdene, altså de forhold der er mellem menneskene under produktionen i det kapitalistiske samfund. Hvem ejer produktionsmidler, hvem sælger sin arbejdskraft, – og vi ser på dialektikken i basis, det vil først og fremmest sige klassekampen.
Vi ser også på produktivkræfternes udvikling og på dialektikken mellem produktivkraftudviklingen og produktionsforholdene, som jo danner rammerne om udviklingen.
På denne måde kan vi analysere, hvorledes kapitalismen udvikler sig.

Vi tager i betragtning, at mennesket er den vigtigste produktivkraft.
Det kan på dette sted indføjes, at det er af basis - og af dialektikken mellem basis og produktivkræfterne - vi udvikler klasseanalysen.

Det var betragtningen af basis, der ledte Marx frem til den materialistiske historieopfattelse, og det var også den, der ledte ham frem til at fastslå arbejderklassens historiske rolle under kapitalismen.

I dag udvikler alt i verden sig under modsigelsen mellem den samfundsmæssiggjorte produktion og den private tilegnelse - den antagonistiske – uløselige modsigelse mellem arbejderklassen og kapitalen.

Men vi må også interessere os for, hvad marxismen kalder overbygningen. Det vil sige måden, hvorpå samfundet iøvrigt er indrettet. Hvordan staten er indrettet, hvilke institutioner samfundet rummer, og ikke mindst ideologien i samfundet. Alt forstået i vid forstand. (Borgerligt demokrati eller diktatur? Retsregler? Kultur og religion o.s.v.)

Staten er jo i bund og grund den herskende klasses magtapparat, og den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi. Men vi husker på, at der også findes en dialektik mellem basis og overbygning.
Dog - marxismen – f. eks. Engels – betoner her kraftigt, at ”i sidste ende er de økonomiske forhold afgørende.” Igen produktionsforholdene, igen materialismen!

Altså, forholdene i basis – herunder også dialektikken mellem produktionsforholdene og produktivkraftudviklingen - er afgørende for dialektikken mellem basis og overbygning. Det gør også hele overbygningen til en slagmark for klassekampen.

Herudfra tilrettelægger vi vores strategi og taktik, som f. eks. parlamentariske strategier eller strategier i de daglige politiske og økonomiske (de faglige) kampe.
Og det bringer os lige over til det sidste element i den marxistiske analyse, som jeg vil nævne.

Spørgsmålet er: Når vi ved, at mennesket er i stand til at erkende den virkelige verden og de virkelige sammenhænge, hvorfor er der så ikke flere, der når denne erkendelse? og ikke mindst - handler derefter?

Vi er oppe imod årtusinders falske genspejlinger. Set i historiens lys er det ikke så mange år siden, man kunne holde de undertrykte på plads ved at indrette en himmel, der spejlede helvedet på jorden. Vore dages kapitalisme har mere raffinerede metoder. Men apparatet er lige så overvældende, som kirken var det engang – og stadig er det visse steder.

Disse falske genspejlinger indgår i overbygningen, i den herskende ideologi. Og sagen er, som Marx siger det, at overbygningen ændrer sig langsommere end basis. Det gælder både under en bestemt samfundsformations udvikling og i forbindelse med omvæltninger.
Først efterfølgende, som en afspejling af ændringerne i basis, kommer der skred i overbygningen.
Det kulturelle efterslæb er enormt. Man kan sige, at falske ideologier er akkumulerede i menneskenes bevidsthed, nye blander sig med rester af gamle. Derfor har det borgerlige propagandainstrument et enormt klaviatur at spille på.

En vigtig tangent er individualismen og frygten. Du alene er ansvarlig over for din gud. Du er din egen lykkes smed. Menneskets ubodelige ensomhed. De fremmede er dine fjender. Det er slagord, der holder på plads.
*****

Og så til nogle eksempler på, hvordan vi i vores politiske, økonomiske og ideologiske kamp bruger analysemetoden.

Jeg vil for det første nævne aktionsenhedens metode.
Den er udviklet ud fra den indsigt, jeg har gjort rede for. Den kan være virksom i en økonomisk kamp og i den politiske kamp – som f.eks. i freds- og solidaritetsbevægelser og i kampen mod EU.
Når jeg siger ”kan være” beror det på 2 forhold: Dels at det kræver stor dygtighed at føre metoden igennem. Dels at ”virksom” på længere sigt har som forudsætning, at der opnås resultater i kampen.
Men vi tænker ikke altid over, at aktionsenhedens metode i høj grad er virksom i den ideologiske kamp.
For det første kan den sætte store menneskegrupper i aktivitet om en bestemt sag. Og oplevelsen af et kollektiv i aktivitet og kamp modvirker den herskende individualisering.
For det andet er det vor virksomhed, vor aktive handlen, der gennem erfaringer giver os den dybeste indsigt.
Vi kan sige, at måden hvorpå viden og erfaringer opnås i aktionsenhed afstedkommer et kvalitativt spring i vores erkendelse af verden.
Jeg gentager, at resultatet er sikrest, når aktiviteten eller kampen giver resultater.

For det andet vil jeg nævne den marxistiske kritik af vor tids idealisme.
Her tænker jeg både på anti-globaliseringsbevægelsernes ideologi og strategier og på den vrimmel af forfattere, der forpester luften med deres mere eller mindre orginale forklaringer på verdens tilstand og forudsigelser om dens fremtid.
Man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at meget af det er bestillingsarbejder, men muligvis er der da nogle af dem, der selv tror på det, de skriver.
Fælles for alle disse strømninger er nok, at de ser på og dømmer ud fra kapitalismens fremtrædelsesformer og ikke ud fra dens væsen.

For eksempel får det anti-globaliseringsbevægelsernes ideologer til at mene, at arbejderklassen ikke mere eksisterer, og at faglig kamp – den økonomiske kamp – er betydningsløs. Deres analyser, der ellers ofte indeholder stor faktuel viden, kører derfor helt af sporet.
Vi får nærmest en vagabond-strategi: Drag omkring og demonstrer din modstand i verdens gader. Resultatet kan blive blind aktivisme – og kan give farlige skuffelser ikke mindst blandt aktivisterne.

Og hvad de moderne falske profeter angår – Sven Tarp berigede os på Rød Sommerlejr med sin gennemhegling af ”Imperiet” - men der er også andre profeter på færde. Jeg vil citere fra en anmeldelse i Arbejderen af en af Manuel Castells bøger, Netværkssamfundet og dets opståen. Ikke for at rive bladet det i næsen, skønt det smertede mig, at anmeldelsen var positiv, men fordi der kan være flere af jer, der læste anmeldelsen og derfor kan genkende det, der kommer nu. Lad mig sige straks, jeg har ikke læst bogen – men citaterne i anmeldelsen fra den er faktisk mere end nok til at fælde dom.

Problemet er først og fremmest, at dette – som andre lignende værker – giver sig ud for at være videnskabeligt.
Vi kan ikke anerkende værker om samfundet, der ikke anvender den marxistiske metode, som videnskabelige værker. De er i bedste fald underholdning, i værste fald skadelige.

Hør her: ”...Men denne type kapitalisme er grundlæggende anderledes end sine historiekse forgængere...Den har to afgørende træk: den er global og den er i vid udstrækning bygget op omkring kapitalstrømmenes netværk...”
Fejl nr. 1: Vor tids kapitalisme er ikke grundlæggende anderledes. Vor tids kapitalisme er kapitalisme udviklet til imperialisme.
Fejl nr. 2: Hvad nyt er der i, at kapitalen agerer globalt? Har kapitalen ikke i mere end 100 år været globetrotter, sagde Marx og Engels det ikke allerede i Manifestet – ”jager ud over verden i sin jagt på profit”.
”..kapitalstrømmenes netværk” forstår jeg ikke – mon det er spekulanternes matadorspil, han tænker på?

Ja, se på dette med at opfinde nye betegnelser for samfundsudviklingen – netværkssamfundet, informationssamfundet, det postindustrielle samfund o.s.v. – det må ikke hedde det, det er, kapitalisme, imperialisme.
Castell taler ganske vist om, at vi for tiden lever i et kapitalistisk samfund, og han har den rigtige betragtning, at den herskende orden på verdensmarkedet er indført ad politisk vej. Det han har fat i, er sammenfletningen af statsmagt og kapital. Det må det bare ikke hedde.
Man tror dog, at han adskiller sig fra de globaliseringsideologer, der anser den nuværende såkaldte globalisering for at være en blind, lovmæssig udvikling af kapitalismen.

Men nej, så kommer det: ”..at den globale økonomi er politisk indført, indebærer ikke, at dens grundlag også kan nedbrydes politisk. I hvert fald ikke ret let. Dette skyldes, at den globale økonomi nu er blevet et netværk af gensidigt forbundne segmenter af nationaløkonomier, der tilsammen spiller en afgørende rolle i hvert enkelt lands økonomi – og for mange mennesker. Når et sådant netværk er på plads, vil ethvert knudepunkt, der løsriver sig, simpelthen blive omgået, og ressourcerne (kapital, informationa, teknologi, varer, tjenester, kvalificeret arbejdskraft) vil fortsætte med at flyde i resten af netværket. Enhver enkeltstående afkobling af den globale økonomi indbærer frygtindgydende omkostninger: Økonomien nedbrydes på kort sigt, og adgangen til vækstens kilder afbrydes. Inden for produktivismens/konsumerismens værdisystem er der således ingen individuelle alternativer for lande, virksomheder eller folk...”

Det, der prædikes her, er netop opfattelsen af, at kapitalismens udvikling alene er bestemt af dens egne økonomiske love, og ikke – som vi siger – at mennesket skaber sin egen historie.
Og skal man tro anmeldelsen, bliver det sådan ved bogen igennem. Sid endelig stille, forhold dig i ro, der er alligevel ikke noget, du kan gøre. Netværkerne skal nok koste dig rundt på klodens arbejdspladser – vær fleksibel eller dø.
Det virker, som om manden har fortabt sig i sine selvopfundne netværk og i pengestrømme og fuldstændig bortser fra, hvor den stadige værdiskabelse finder sted, og hvilken magt det repræsenterer, hvis værdiskaberne skulle gå til kamp.

Anerkendelsen af, at klassekampen finder sted og driver historien frem, er en lakmusprøve på videnskabelighed eller ikke-videnskabelighed hos disse forfattere.

Det fører mig til mit tredje og sidste eksempel på anvendelsen af vores analysemetode – kommunisternes indstilling til og opfattelse af den nationale kamp.
I en tid, hvor mange mener, at nationalstaten er et overstået stadium, forsvarer kommunisterne den nationale suverænitet.
Strategien er ikke ny: I manifestet - fra 1849 - står der: 'I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet om end ikke efter sit indhold, så efter sin form en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi………Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse, konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige.'

Lisbet Brabæk siger i sin nylige artikel i Ret&Vrang:
”Klassekampen er en form for krig. I en krig vil man, hvis man har mulighed for det, vælge at udkæmpe slagene på en kampplads og i et terræn, hvor ens egne styrker har de største muligheder for at udnytte terrængenstandene - 'topografien' - til egen fordel.

Igennem ca. 200 år har arbejderklassen og de folkelige kræfter sejgt og vedholdende arbejdet på at fjerne 'terrængenstande', som kunne yde fjenden beskyttelse.”
Der nævnes derpå en række danske eksempler på ”terrængenstande”:
Udvidelsen af valgretten til almindelig valgret og valgbarhed, gradvise fjernelser af forskellige former for privilegeret valgret, fjernelse af etkammersystemet. Indførelse af parlamentarismen, dvs. afskaffelsen af kongens ret til at vælge ministre uanset folketingsflertallet. Sikring af offentlighed og mundtlighed i retsplejen. Nævningesystemet. Ministeransvarlighedsloven. Offentlighedsprincippet i forvaltningen. Indførelse i Grundloven af bestemmelse om folkeafstemninger.

Det vil sige, at arbejderklassens kamp har siden manifestets dage fået et indhold, der betinger og betinges af de nationale forhold. Vi taler her om klassekampen på overbygningens slagmark, og om at nationalstaten er arbejderklassens hjemmebane.

Ydermere fører den progressive del af arbejderklassen sin kamp for folkestyret - for at forbedre det eller for at afvende anslag imod det – som et led i kampen for socialismen.
Men nu bevæger jeg mig ind på den anti-monopolistiske strategi, som vi skal behandle på vores næste møde – så det aspekt lader jeg ligge.

Men det spørgsmål, der stilles, er, om udviklingen og eksistensen af de transnationale monopoler nødvendiggør en opgivelse af den nationale klassekamp til fordel for en international kamp.
Det er sandt nok, at monopolerne er blevet for store til alene at kunne støtte sig på de stater, hvor de har deres basis. Anderledes forholder det sig med folket.

Lad os se på den økonomiske kamp, altså den faglige kamp.
Mange mener, at EU’s udvikling bør foranledige, at den faglige kamp nu skal føres på europæisk plan.
Vi vil støde på i hvert fald 2 hovedhindringer:

For det første: Enhver, der har opholdt sig i længere tid i et fremmed land, ved, at sprogbarrieren i højere grad udgøres af mangelfuld indsigt i samfundets indretning og kulturen end af manglende gloser og grammatiske besværligheder.
Overbygningen er forskellig fra land til land, og det er en hindring for en samlet kamp.

For det andet: I den økonomiske og ideologiske kamp kan vi ikke give afkald på den direkte konfrontation på arbejdspladserne mellem de to klassekræfter med de resultater for højnelse af kampen, som det kan afstedkomme, jfr. afsnittet om aktionsenhedens metode.

Desuden har vi set, at det er muligt at slå et internationalt monopol på de aktionerendes egen nationale hjemmebane.

Det betyder ikke, at arbejdskampe mod internationale monopoler ikke kan eller skal koordineres, for eksempel inden for EU.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt vi ved at fokusere på den nationale kamp forsynder os imod den internationale kamp – eller forsømmer den?
Er der en modsigelse mellem den nationale og den internationale klassekamp?
Ja, det er der da rigtignok. Der er en dialektisk, ikke-antagonistisk modsigelse.

Den ene kan ikke eksistere uden den anden, og vi skal sikre, at de understøtter hinanden.

I arbejderklassens kamp betyder international solidaritet ikke kun, at vi støtter nationale befrielsesbevægelser, at vi demonstrerer, at vi samler penge ind, at vi gik ind i de internationale brigader i den spanske borgerkrig o.s.v.

Men det største bidrag, vi yder til den internationale solidaritet og til kampen mod imperialismen, det er vores egen kamp i vores eget land, for vores egen befrielse.

Det kan vi også selv mærke igennem den store taknemmelighed vi føler over for de folk og nationer, det har slået sig fri, og som ved deres eksempel bidrager til vores kamp.