Dette oplæg af Lisbet Brabæk fra KPiD, blev bragt på et møde mellem DKP/MLs og KPiDs landsledelser søndag den 23. november 2003 i København. Dette møde var det første af i alt 3 aftalte temamøder. Hovedemnet på det første temamøde var spørgsmålet om ’analysemetode klasseanalyse’.

af Lisbet Brabæk , KPiD's landsledelse
Hent som word-dokument

Objektiv klassetilhørsforhold bestemmes ud fra, hvilke (ejendoms)forhold en større menneskegruppe har til produktionsmidlerne i samfundet.

Man har et objektivt klassetilhørsforhold uafhængigt af, om man har erkendt det.

Hovedklasserne i et samfund bestemmes ud fra, om man ejer eller ikke ejer de væsentligste produktionsmidler i den givne samfundsformation.

Objektive klassetilhørsforhold bestemmer de objektive klasseinteresser.

Det er kommunisternes opgave at erkende de objektive klasseinteresser, for kun ved at mobilisere ud fra disse objektive interesser,
kan der skabes ændringer i samfundet.

Arbejderklassen kommer til bevidsthed om sine interesser i kampen for disse interesser.

Arbejderklassen opdager og fastholder sin bevidsthed om egne interesser og egen styrke afhængigt af resultaterne i klassekampen.
Desværre er oplysninger og undervisning om samfundsforhold ikke nok, hvis der skal være overensstemmelse imellem de objektive klasseforhold og den subjektive klassebevidsthed.

Aktivitet og kamp og resultater i kampen for egne interesser er en nødvendighed for arbejderklassens kollektive bevidsthed.

I Danmark ejer et meget lille mindretal – kapitalisterne - de væsentligste produktionsmidler og lever af profit, der er skabt af arbejdernes merarbejde.

Indenfor dette lille mindretal udgør storkapitalen en endnu mindre menneskegruppe.

En ganske lille menneskegruppe –monopolejerne- udgør i Danmark og internationalt den største økonomiske magt, nemlig monopolkapitalen.

Monopolkapitalens økonomiske interesser betinger den nutidige imperialisme, geografisk, politisk, militært osv.

I Danmark er størstedelen af den økonomiske magt samlet hos disse få monopoler.
Det drejer sig om produktionen, hvor produktionsenhederne er forholdsvis spredt, mens ejendomsforholdene er stærkt koncentreret.
Herudover er finans- og handelskapitalen ejet af de samme få monopoler.

Småborgerskabet er dem, der selv ejer produktionsmidlerne og selv arbejder, med ganske få eller ingen ansatte ud over familien.
De udgør den største gruppe af det, de borgerlige statistikere kalder ”Selvstændige”(6% af de 15 – 66 årige).
Deres antal er halveret i perioden 1970 - 2000.

Arbejderklassen består af alle dem, der ikke ejer produktionsmidler og derfor lever af at sælge sin arbejdskraft.
Deres antal i Danmark er vokset med ca. ½ million de seneste 30 år.
De udgør i dag ca. 90% af den arbejdsføre befolkning (mellem 15 og 66 år)

Om man tilhører arbejderklassen bestemmes ikke ud fra, hvilken arbejdsfunktion man har. Det bestemmes heller ikke ud fra indkomstens størrelse. Det bestemmes ud fra kilden til ens indkomst: lever man af profit, eller lever man af at sælge sin arbejdskraft.

Selvom man udfører:
overordnede, ledende, kontrollerende eller organiserende
funktioner for staten eller kapitalen,
så er det ikke dét, der bestemmer éns objektive klassetilhørsforhold.

Specielt karakteristisk for Danmark er, at store dele af arbejdskraftens genskabelse ikke foregår i familien.
Den er samfundsmæssiggjort, i høj grad som et resultat af arbejderklassens kamp for sine kollektive rettigheder.

Marx opgjorde summen af den samfundsmæssige nødvendige arbejdstid til at sikre arbejdskraftens værdi i 5 elementer:
1. Arbejderens fysiske overlevelse.
2. Genskabelse af fysisk arbejdsevne
3. Omfanget af arbejderens nødvendige behov – historisk og kulturelt bestemt.
4. Sikring af næste generations arbejdskraft
5. Uddannelse og opdragelse af arbejdskraftens nødvendige kvalifikationer.

Denne genskabelse af arbejdskraften skete på Marx’ tid fortrinsvis i familien.

I dagens Danmark foregår en mindre del i familien, mens alle områder af arbejdskraftens genskabelse i stor udstrækning foregår i offentligt regi.

Det 3. element er først og fremmest et resultat af styrkeforholdet i klassekampen.
Kapitalen har behov for, at der forefindes en arbejdskraft med de nødvendige kvalifikationer i det nødvendige omfang.
Men niveauet, kvaliteten for arbejdskraftens genskabelse.
Det er den arbejderbevægelsen må kæmpe for at fastholde og hæve.

Den kollektive, offentlige genskabelse (reproduktion) af arbejdskraftens forskellige elementer sker dels ved udbetaling af forsørgelsesbeløb (f.eks. pensioner og SU), fordi det -i Danmark- ikke længere er den enkelte familie skal forsørge sine gamle forældre eller sine voksne børn.
Det offentlige forsørger på denne måde imellem ¼ og 1/5 af den samlede befolkning.

Den kollektive/samfundsmæssiggjorte genskabelse af arbejdskraften sker dels i form af arbejdsydelser inden for undervisning, social omsorg og sundhedsvæsen, betalt af det offentlige.
Godt ¼ af de beskæftigede arbejdere i Danmark arbejder med disse ydelser.

Denne gruppe er vokset de seneste 30 år i takt med samfundsmæssiggørelsen af arbejdskraftens genskabelse, specielt i forbindelse med kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet.

Dens rekruttering
–i dag fra arbejderforældre, tidligere fra (små)borgerskabet-
har,
sammen med presset på deres løn- og arbejdsforhold,
betydet en stigende bevidsthed hos dem om:
at sikringen af deres løn- og arbejdsforhold kun kan ske kollektivt.
På baggrund af den tradition, der er i Danmark for kollektiv sikring af sine løn- og arbejdsforhold,
kan man se dette afspejlet ved, at deres faglige organisationsprocent i samme periode har været voldsomt stigende.

Det kommunistiske parti kalder disse arbejds- eller pengeydelser for ”kollektive rettigheder”, mens socialdemokrater og borgerlige kalder dem ”velfærdsgoder”.
Disse forskellige betegnelser er ikke tilfældige.
Kommunisterne vil fremhæve og påpege, at disse kollektive rettigheder er et resultat af arbejderklassens, arbejderbevægelsens kamp.

Uanset, om denne sikring af arbejdskraftens genskabelse på længere sigt er til gavn for merværdiskabelsen og dermed skabelsen af kapitalens profit, så er de altid et resultat af arbejderklassens kamp –og dermed ARBEJDERKLASSENS OG FOLKETS TILKÆMPEDE RETTIGHEDER.

Arbejderklassen får ikke noget forærende, men må kæmpe for det.
At fastholde niveauet i disse opnåede rettigheder er også et resultat af styrkeforholdet imellem arbejderklassen og borgerskabet.

Marx opdelte altså arbejdskraftens værdi i disse 5 elementer.
Som et resultat af den danske arbejderklasses kamp og styrkeforholdet imellem klasserne i Danmark er en del af disse elementer samfundsmæssiggjort – dvs flyttet ud fra familiens personlige genskabelse af arbejdskraften til offentlige kollektive rettigheder.

Arbejdskraftens pris er lønnen.
Enhver kommunist ved, at lønnen ikke er noget vi modtager som en gave.
Både lønnen og dens størrelse altid er et resultat af klassekampen;
Vi ser derfor også i øjnene, at disse kollektive rettigheder er noget vi må kæmpe for at få og for at fastholde.

Alt dette sløres af begreber som lønmodtager, arbejdsgiver, velfærdsgoder, osv.

De mennesker, der arbejder indenfor disse områder tilhører arbejderklassen, for de lever af at sælge deres arbejdskraft.
Deres arbejdsindsats er nødvendig for den kapitalistiske produktion.
Men deres eksistens er afhængig af den øvrige del af arbejderklassens styrke i kampen for sine:
kollektive sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige rettigheder.

Kapitalisterne er afhængige af, at der er den nødvendige arbejdskraft med de nødvendige kvalifikationer til rådighed.
Ligesåvel som borgerskabet ikke kæmper for arbejdernes lønninger, så kæmper de heller ikke for arbejderklassens kollektive sociale, uddannelsesmæssige eller sundhedsmæssige rettigheder,
selvom det sikrer dem, at arbejdskraften er til rådighed i fornødent omfang og af fornøden kvalitet.

Arbejderklassen er i det danske, kapitalistiske samfund den store majoritet af befolkningen.
Men arbejderklassen i Danmark har en samfundsmæssig styrke, ud over sin mængde.

Det drejer sig om, at hele samfundet bygger på profit.
Det er kapitalisternes enkle og eneste interesse i produktion, handel og distribution af varer.
Kapitalisterne er fuldstændig ligeglade med, hvordan denne profit skabes
–om det er ved produktion, handel eller spekulation.

Den store gruppe indenfor arbejderklassen,
der er ansat indenfor profitskabende virksomhed har en (potentiel) styrke, fordi det er deres arbejdsindsats,
som hele samfundets produktion bygger på.

I Danmark arbejder ca. 1/3 af arbejderklassen inden for den kapitalistiske industri, byggeri, anlæg eller transportsektor.

Over ¼ af arbejderklassen arbejder indenfor den kapitalistiske handel og finansvirksomhed dvs er også profitskabende.

Kun 2% af arbejderklassen i Danmark arbejder indenfor det kapitalistiske landbrug, fiskeri eller råstofudvinding.

Ca. 2/3 af arbejderklassen i Danmark er profitskabende.
Ca. ¼ arbejder med den kollektive offentlige genskabelse af arbejdskraften og godt 1/10 af arbejderklassen arbejder med offentlig administration eller offentlig produktion.

Vi kan ikke umiddelbart udpege dele af arbejderklassen eller ansatte i bestemte virksomheder som arbejderklassens ”kernetropper”,
dvs de mest revolutionære,
dem, der altid går forrest i klassekampen.

Vi kan se på, hvem der objektivt har den største potentielle styrke:
Det er de profitskabende arbejdere.

Skal man se på, hvem der objektivt hurtigt kan få resultater i klassekampen,
Så skal man se efter,
hvem, der er så centralt placeret for produktionen,
at de er i stand til at lamme den.

Det afhænger ikke af arbejdspladsens størrelse,
eller af hvilken uddannelse disse mennesker har.
Det afhænger som sagt af deres placering i den samfundsmæssige produktion.

En ganske lille gruppe (ca.2%) af den arbejdsføre del af befolkningen udgøres af ”mellemformer” imellem arbejderklassen og kapitalistklassen.
Det er de såkaldte ”Topledere”, deres klassetilhørsforhold bestemmes ikke ud fra deres arbejdsfunktion som ledere.
Den bestemmes ud fra,
om kilden til deres indkomst er profit
eller om, de lever af at sælge deres arbejdskraft.

Disse mellemformer – topledere - er ikke de vigtigste modstandere for arbejderklassen i klassekampen, selvom de godt kan se sådan ud.

Arbejderklassens hovedmodstander i klassekampen er kapitalisterne og i dag specielt storkapitalisterne –de store monopolejere.

Pjalteproletariatet dvs. den gruppe, der fuldstændigt er marginaliseret i forhold til arbejdslivet udgør en lille gruppe på ca. samme antal som toplederne.

En gruppe indenfor arbejderklassen,
som Lenin betegnede som arbejderaristokratiet,
var dem, der blev bestukket med en del af monopolkapitalens profit
for ca. 100 år siden i England.
Lenin vurderede dengang, at disse arbejderaristokrater var baggrunden for den reformistiske strømning i arbejderklassen på det tidspunkt.

I dag er arbejderaristokratiet ikke et bestemt lag indenfor arbejderklassen.

At bestikke faglige ledere, andre enkeltpersoner eller enkelte grupper af arbejdere i en periode gør ikke disse mennesker til et bestemt lag af arbejderklassen.

At en bestemt gruppe arbejdere i en periode har en højere løn end gennemsnittet,
det gør dem heller ikke automatisk til arbejderaristokrater.
Nogen gange er deres høje løn et resultat af stor aktivitet og sammenhold –som f.eks. typograferne i 60’erne.

Andre gange hænger det sammen med en speciel mangel på netop den specielle kvalifikation, de har, som f.eks. EDB-folk i slutningen af 90’erne.
Fordi arbejdskraftens pris, lønnen –som enhver anden vares pris- er afhængig af udbud og efterspørgsel.

Vi mener ikke, man i dag kan forklare reformismens fortsatte eksistens i arbejderbevægelsen med henvisning til nye arbejderaristokrater.

Reformismens fortsatte indflydelse i arbejderklassen kommer af arbejderklassens manglende resultater i klassekampen,
som hænger sammen med den manglende aktivitet i klassekampen.

Kampen mod reformismen
- dvs arbejderklassens manglende bevidsthed om egen styrke –
vindes først og fremmest ved mobilisering af arbejderklassen til kamp for egne interesser
– og frem for alt ved resultater af denne kamp.