Set i et strategisk perspektiv synes Sven Tarp, at det er på tide at afsløre PCF´s og andre EU-venlige partiers forsøg på at lokke progressive partier og bevægelser ind i EU ad bagvejen.

af Sven Tarp
Finn Hermann mener (Dagbladet Arbejderen den 26. november), at der er 'forenklet', når jeg i en artikel den 21. november kalder Frankrigs Kommunistiske Parti, PCF, for et 'fuldblods socialdemokratisk og EU-venligt parti'.
Selvfølgelig er det forenklet. Min artikel drejede sig ikke om PCF, men om de konsekvente kommunister i FNARC, som forsøger at videreføre partiets traditioner. Men jeg står ikke desto mindre ved mine ord. Lad os derfor se på argumenterne og Finn Hermanns 'nuancerede' indsigelser.

PCF's udartning
PCF's forvandling fra et kommunistisk til et socialdemokratisk parti skete ikke over én nat, men var resultatet af en lang historisk udvikling. Højdepunkter i denne udvikling var:
* PCF opgav perspektivet for en socialistisk revolution og princippet om proletariatets diktatur (ikke kun som en formulering, men også som indhold).
* Det opgav principperne om demokratisk centralisme og partiet som arbejderklassens fortrop.
* Det opgav bedriftscellerne som partiets grundlæggende organisationsform.
* Det opgav princippet om arbejderklassen som klassekampens ledende kraft og kastede sig i stedet over de folkelige bevægelser og senest 'anti-globaliserings' bevægelsen.
* Det forvandlede sig fra et EU-kritisk til et EU-konstruktivt parti. Selv om det stemte imod Maastricht-traktaten, sad det derefter i en regering, som gennemførte traktatens krav om privatiseringer og sociale nedskæringer.
* Det sad i regering, da den franske imperialisme deltog i angrebet mod Jugoslavien.
Alle disse - og andre - handlinger har gjort, at PCF i dag er blevet decimeret og dets indflydelse drastisk formindsket. Det uundgåelige resultat heraf er, at den franske arbejderklasse har mistet sit fortropsparti og derfor har svært ved at gøre sig gældende i en situation, hvor den kriseramte kapital sætter et generalangreb ind mod den arbejdende befolknings rettigheder.
Dette er en uvurderlig strategisk håndrækning fra PCF's nuværende ledelse til det franske borgerskab.

Venstredrejning i ord
Finn Hermann skriver, at PCF har været gennem et 'selvkritisk proces'. Dertil er der at sige, at partiet selvsagt er bekymret over sin faldende indflydelse. Men de konklusioner, som partiledelsen har draget, er ikke just betryggende. Menuen står stort set på mere af samme skuffe.
Frankrig er som andre lande i Europa kendetegnet af et opsving i klassekampen. Millioner har i den sidste tid strejket eller demonstreret imod nedskæringer, krig, racisme og 'globalisering'. I sådanne situationer er der tradition for, at socialdemokratiske partier skærper tonen for at fiske i rørte vande og tage brodden af bevægelsen.
Da Europas Sociale Forum for et par uger siden åbnede i Paris, gav førstesekretæren for Frankrigs Socialistiske Parti, Francoise Hollande, en smagsprøve på dette. I en tale for 60.000 mennesker smiskede han for modstanderne af den kapitalistiske globalisering:
'Vi må være alternativet, denne bevægelses væbnede fløj og politiske redskab'.
Når det traditionelle socialdemokrati (PS) svinger sig op til sådanne højder, kan venstresocialdemokratiet (PCF) selvsagt ikke stå tilbage. Det er nødt til at skærpe sin profil.
Det må man ikke lade sig snyde af.

En omvendt Tour-kongres
Frankrigs Kommunistiske Parti blev stiftet på en kongres i Tour i 1920, da flertallet i det gamle socialistiske parti besluttede at konstituere sig som kommunistisk parti, mens mindretallet fortsatte som socialdemokratisk parti under betegnelsen PS.
Nu er enderne igen ved at mødes. Ifølge de konsekvente kommunister i FNARC er det i dag PCF-ledelsens mål at lave 'en omvendt Tour-kongres, hvor PCF og PS forener sig under sidstnævntes dominans'.
For at dette kan lykkes, må PCF's ledelse have noget at komme med. Sidste nyt på stammen er det 'Europæiske Venstreparti', som blev markedsført på PCF's 32. kongres i foråret under benævnelsen 'den progressive europæiske kraft'.
Målet med dette parti er at samle en række europæiske venstrepartier og folkelige bevægelser - ifølge L'Humanite også det 'nordiske venstre' - i et fælles parti, knytte dem til EU gennem økonomisk afhængighed og et net af bestemmelser og herigennem forberede deres overgang til åbne socialdemokratiske positioner. Lokkemidlet er i første omgang en mere radikal tone, der kan tækkes stemningen i disse partier og bevægelser.
I en udtalelse skriver FNARC herom:
'Vi må seriøst spørge, om denne kraft - hvis vigtigste ideologiske grundlag ser ud til at være anti-liberalismen og parolen om, at et andet Europa er muligt - ikke vil tjene som 'passerelle' mellem visse 'nykommunister' og socialdemokratiet? Vi må ikke glemme, at det var gennem Europa og tilnærmelsen til Socialistisk Internationale, at Occhettos, Veltronis og D'Alemas italienske kommunistparti forberedte sin selvopløsning i Italien.'

Et møde i Paris
Et af Finn Hermanns argumenter for at 'nuancere mine forenklinger' er, at han som observatør for Enhedslisten den 9. november overværede et møde i Paris. Her havde PCF forud for Europas Sociale Forum indbudt en række europæiske 'partier, der har svært ved at være i stue sammen'.
Nu kan enhver indkalde til møde. Det gør ikke i sig selv én til mere eller mindre kommunist. Man må derfor vurdere, hvad formålet egentligt var.
Det umiddelbare resultat af mødet var en fælleserklæring mellem 19 europæiske venstrepartier. Denne erklæring indeholder en kraftig fordømmelse af den nyliberale, udemokratiske og krigeriske politik, som EU følger. Den vender sig også mod den kommende EU-forfatning og kræver folkeafstemninger i alle medlemslande.
Så langt så godt.

Parolen om 'et andet Europa'
Men når det kommer til at give anvisninger om, hvad folkene dernæst skal gøre, fortaber erklæringen sig i almindeligheder om et 'andet Europa'. På dette punkt er den tydeligvis udtryk for et kompromis mellem partier, som går ind for EU, og partier, der er imod.
Efter min mening var det ikke forkert at underskrive denne erklæring, sådan som blandt andet Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) gjorde. I den konkrete situation var den udtryk for aktionsenhed i kampen mod EU-forfatningen.
Men for at leve op til sin pligt som kommunist må man gå videre og give klare anvisninger, der kan lede frem til et brud med monopolkapitalens Europa. Det perspektiv må man have for øje. Og det havde blandt andet repræsentanten fra KKE:
'Vi føler det nødvendigt at fremhæve vores kommunistiske identitet, bekræfte det kommunistiske partis rolle og fastholde muligheden af et brud med EU? Vi mener ikke, at processen i forbindelse med det såkaldte Europæiske Venstreparti og processen omkring 'forfatnings'-traktaten tjener dette formål.'
I erklæringen var det ikke muligt at fastholde dette perspektiv for et brud med EU. Det skyldes ikke mindst, at værten (PCF) selv er EU-tilhænger - blot på en anden måde end den gængse. Partiet er ikke imod EU som sådan, men kun den måde, som dette udvikler sig på for tiden.
I virkeligheden skulle mødet gøde jorden for det 'Europæiske Venstreparti', som er en renlivet socialdemokratisk manøvre for at få de kommunistiske partier og folkelige bevægelser ind i EU-imperialismens fold.

Om afhuggede hænder
Jeg ved ikke, hvorfor Finn Hermann i slutningen af sit indlæg har så travlt med at sige, at vi ikke helt må 'hugge hånden af PCF', og at vi skal betragte PCF og lignende partier 'som objektive allierede (sic!) i vores kamp for at nedbryde storkapitalens og bureaukratiets EU-superstat'.
Selvfølgelig skal man benytte sig af chancen til at få en midlertidig allieret i kampen mod hovedfjenden. Det er elementær marxisme og kaldes normalt aktionsenhedens metode.
I det perspektiv kan vi naturligvis samarbejde konkret med PCF for at få et nej til EU-forfatningen - ligesom som vi gør med så mange andre kræfter, der ikke er kommunistiske.
Men i strategisk perspektiv synes jeg snarere, at det var på tide at afsløre PCF's og andre EU-venlige partiers forsøg på at lokke progressive partier og bevægelser ind i EU ad bagvejen. Det er det, man traditionelt kalder lakajtjeneste for 'storkapitalens og bureaukratiets EU-superstat'.