Undertiden møder man spørgsmålet, hvorfor er vi her? Det er der givet mange vidtløftige forklaringer på i tidens løb

Men som Marx svarede, da han blev spurgt om hvad mon meningen er med livet, at være menneske.
For tiden kan man med god ret spørge, hvad er meningen med samfundet? Hvorfor har vi overhovedet et samfund? Et rimeligt svar kunne være fordi vi er mennesker.
I ugens løb har flere hændelser givet anledning til overvejelser over hvorfor det nu lige er. EU's stabilitetspagt får EU's konstruktion til at slå sprækker. Frankrig og Tyskland har en økonomi, der ikke kan overholde de krav, som blev søsat med Maastricht-traktaten i 1992, og som trådte i kraft i ØMU'ens anden fase.
Det er absurd når marxister altid bliver beskyldt for at ville gøre borgerne til redskaber for staten, som om staten i sig selv havde et højere formål, der satte det enkelte menneske til side.
Det er naturligvis noget vrøvl. Vi ser tværtimod samfundet som et middel til at skabe reel frihed for det enkelte menneske, så det kan være menneske. Dét, som jo er meningen med livet.
Og hvad er det så de erklærede liberalister og forkæmpere for individets rettigheder og pligter, - husk dem - gør?
Jo, de ser netop mennesket - redskabsborgere og råstofborgere - som redskab og råstof for en højere orden, eller mekanisme. Den højeste af de højere ordner er økonomien.

Stabilitetshammeren
Det er ud fra en bestemt politisk økonomi, når alle EU-lande bankes ind under de sammen økonomiske krav.
For eksempel, at landene ikke må have et underskud, der overstige tre procent af landenes bruttonationalprodukt. Hvis de overskrider falder fars hammer - det har Portugal og Irland prøvet, da de var ude i tovene.
Ideen er, at lille gæld og lav rente er noget der skal holdes fast i enhver situation. Alt uanset konsekvenser> er underlagt denne lov. Stabilitetspagtens skrappe budgetkrav har udløst - og været påskud for - dybe nedskæringer i alle EU-lande. Som forsmag på EU-borgerskabet har de fleste fået et gok i nøden af stabilitetshammeren.
Regeringerne omdefinerer hvad et samfund er. Hvis det tidligere hed sig, at samfundet måske ligefrem var til for borgerne, og at det var velegnet til at skabe sikkerhed og dynamik, så er bøtten vendt. Hvordan man lever bestemmes af den højeste økonomiske lovs behov.

Det fleksible menneske
En anden måde at bruge mennesker på er at kaste dem ud og ind af samfundet. Sådan er det moderne mennesker i mere end én forstand blevet et fleksibelt menneske.
Det ene øjeblik gælder det om at få kylet de ældre ud af arbejdsmarkedet og ud i pensionsparadiset. Det næste øjeblik gælder det om at få de ældre til at knokle længst muligt.
Om det er det ene eller andet afhænger af samfundets - den højeste økonomis - behov. Det kan være betalingsbalancen, konkurrenceevnen, renten og så videre.
Det er den tanke, der ligger i Fogh-regeringens planer for velfærdskommissionen. Og det er mere eller mindre det, der er lagt op til i rapporten fra Rockwooll Fonden, der blev offentliggjort forleden.
Vi kan bare vente os! Tidligere skolestart, pacede uddannelser, længere arbejdstid og arbejdsliv, fleksibelt arbejdsmarked og fleksjob.
Det ender med, at det sikreste sted at opholde sig bliver bag tremmerne. Det er i al fald her, der tilbydes de mest faste rammer. Regeringen har fremlagt et forslag til revidering af straffeloven. Der lægges op til en generel skærpelse, idet den gældende straframme foreslås forhøjet med fra to til seks år.
Hvad gør de af udviklingen? Produktiviteten stiger gennem rationalisering, opbygning af viden og stadig mere rationel cirkulation. Man skulle tro, at det kastede noget af sig, der kunne bruges til at lave mere samfund for - til mennesker så de kunne leve meningen med livet.