DKP/ML har gennem de seneste seks år udviklet sin strategiske tænkning og har i dag fået en klarere opfattelse af den periode, der går umiddelbart forud for den socialistiske revolution.

af Sven Tarp
Det er velkendt, at DKP/ML fra første færd var uhyre kritisk over for DKP's program og anti-monopolistiske strategi.
Kritikken gik frem for alt på vurderingen af imperialismens styrke, statsopfattelsen, den strategiske alliance med Socialdemokratiet, forholdet mellem massebevægelse og parlamentarisk kamp samt perspektiverne for fredelig overgang til socialismen.
I den selvkritiske bog 20 års kamp for socialismen fra 1999 fastslår DKP/ML, at partiet ikke havde nogen 'grund til at fortryde denne kritik'.
Men samtidig indrømmer det selvkritisk, at det 'i sin iver efter at 'afsløre' DKP overså(...) de positive elementer, som fandtes i den strategi, som udvikledes fra 1960'erne og fremefter'.
Denne strategi blev nu beskrevet som 'den mest omfattende og sammenhængende strategi, som den kommunistiske bevægelse i Danmark havde udviklet siden sin stiftelse i 1919'.

DKP/ML's vigtigste dokumenter
DKP/ML stillede sig derfor den opgave at arbejde videre med den anti-monopolistiske strategi i et revolutionært perspektiv. De foreløbige resultater af dette arbejde er - ud over bogen 20 års kamp for socialismen - frem for alt blevet nedfældet i tre grundlæggende dokumenter:
a) Program for et socialistisk Danmark (1997).
b) Kommunistisk samling - mod monopolkapitalismen (1997).
c) Kommunisternes program. For national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og socialisme (2000).
Disse dokumenter indgår sammen med de forskellige dokumenter fra DKP og KPiD på godt og ondt i de danske kommunisters fælles arv.

Overgangen til socialismen
DKP/ML har i løbet af de seneste års diskussioner afklaret en række spørgsmål, som der tidligere var en vis forvirring omkring.
Det gælder for eksempel selve overgangen til socialismen. Partiet har erkendt, at dette ikke er et strategisk, men et taktisk spørgsmål, hvis besvarelse afhænger af de konkrete betingelser på det tidspunkt, hvor revolutionen sættes på dagsordenen.
DKP/ML har samtidig erklæret, at partiet går ind for en så fredelig udvikling af revolutionen som overhovedet muligt, men at det på den anden side - og belært af de historiske erfaringer - ikke har nogen som hel st illusioner om borgerskabets hensigter og hæmninger.
Det strategiske princip er derfor efter partiets opfattelse, at arbejderklassens fortrop opøves i at beherske alle kampformer, hvormed mulighederne for et fredeligere forløb af den socialistiske overgang også øges.

En anti-monopolistisk fase
DKP/ML har også forholdt sig til spørgsmålet om muligheden af en særlig fase af klassekampen i perioden op til den socialistiske revolution.
Det er partiets opfattelse, at en rigtig kombination af parlamentarisk kamp og massekamp under bestemte betingelser kan bringe klassekampen frem til en fase, hvor der dannes et folkeligt, anti-monopolistisk flertal i Folketinget - og dermed en folkelig regering.
En sådan fase kan blive den konkrete form for 'overgang og tilnærmelse' til den socialistiske revolution i Danmark - noget, som både Lenin og Dimitrov lagde stor vægt på.
Et indlæg på DKP/ML's 9. kongres (2002) slog fast, at denne fase i og for sig kan kaldes hvad som helst, for eksempel et anti-monopolistisk demokrati, men at man efter partiets opfattelse skal være opmærksom på fire grundlæggende forhold:
1. En fase med en folkelig regering er for os alene en mulighed, som vi kalkulerer med. Det ville derimod være udtryk for skematisme i den strategiske tænkning, hvis vi betragtede den som en obligatorisk fase, som klassekampen nødvendigvis må gennemløbe forud for den socialistiske magtovertagelse.
2. Vi må skelne mellem regeringsmagt og statsmagt. Selv om det lykkes de folkelige kræfter at tilkæmpe sig regeringsmagten, vil borgerskabet stadig kontrollere de centrale dele af statsmagten (især voldsapparatet), som det vil forsøge at bruge til at sabotere og omstyrte denne regering.
3. Det virkeligt centrale i denne fase er således ikke i sig selv de reformer, som en folkelig regering måtte gennemføre. Det centrale og afgørende er, at man udnytter de gunstige betingelser, der opstår, til at samle og forberede de kræfter, som er nødvendige for at sikre den endelige erobring af statsmagten og overgangen til socialismen.
4. Det udslagsgivende i forbindelse med overgangen til socialismen kan derfor aldrig være selve regeringen, hvor vigtig den end måtte være, men opbygningen af en bred folkelig massebevægelse uden for Folketinget.