Allerede i dag presses USA´s indflydelse i den asiatiske region af Kina

af Karen Sunds
Der er opbrud i de økonomiske styrkeforhold på globalt plan. USA er økonomisk set en såret bjørn, hvor kapitalismens indre modsætninger bliver stadig mere synlige. Også EU og Japan hænger i dyndet. Samtidig er en række nye lande på vej ind på scenen som økonomiske stormagter. Mest iøjnefaldende er Kina, men også Indien.
Det er således ikke uden grund, at det internationalt anerkendte analysebureau, Goldman Sachs har gennemført en analyse af, hvordan de økonomiske styrkeforhold forventes at udvikle sig frem til 2050.
Resultatet er opsigtsvækkende. Ifølge Goldman Sachs vil Kina i 2040 overhale USA og blive verdens største økonomi. Rapporten forudsiger, at de såkaldte BRIC's økonomier vil blive stadig mere dominerende på verdensplan. BRIC er en betegnelse for landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina.
Årsagen til, at disse lande vil kunne præstere en meget høj vækst er, at de stadigvæk har et svagt udviklet kapitalapparat. Når investeringerne i arbejdskraft er forholdsvis høje, i forhold til investeringerne i maskiner, er der mulighed for en høj profitkvote.

USA tvunget til kompromis
Disse lande vil derfor tiltrække store mængder kapital. Især Indien vil kunne præstere en meget høj vækst, også i perioden efter 2050, mener analysebureauet.
Goldman Sachs er begejstret over udsigterne. Det giver forhåbninger om, at BRIC-landene kan være med til at holde verdensøkonomien oppe, i en situation, hvor de gamle imperialistiske magter i stigende grad er ramt af krise og modsætninger, lyder vurderingen.
Begejstringen er næppe lige så stor i Washington hos Bush-administrationen. Men også her begynder kendsgerningerne at komme ubehagelig tæt på.
Et konkret eksempel er den nylig indgåede aftale om det såkaldte ALCA: Et indre marked, der skal række fra Alaska i nord til Ildlandet i syd. USA har ønsket, at landene i Latinamerika skulle forpligte sig til at åbne deres markeder fuldstændig. Bush har ligeledes truet med at udelukke Brasilien, som er USA's hovedmodstander i forhandlingerne, fra aftalen.
Men i stedet måtte USA indgå et kompromis med Brasilien. Og resultatet blev i stedet en såkaldt ALCA-light-aftale, hvor landene kan undlade af deltage i de dele af traktaten, som de finder for kontroversielle. Styrkeforholdet dikterede altså et mudret kompromis, hvor USA får sin ALCA-aftale, men i en amputeret form. Den amerikanske industri er da også højlydt utilfreds.

Kina vinder frem
Et andet eksempel er situationen i Asien. Kina og USA kæmper i øjeblikket hårdt om indflydelsen i den asiatiske regions vækstmarkeder. For nylig talte den kinesiske præsident, Hu Jintao i det australske parlament. Det er første gang nogensinde, at en asiatisk leder får lov til det. Det skete dagen efter, at den amerikanske præsident Bush havde holdt tale fra den selv samme talerstol.
- Kina vil blive vækstøkonomien i verden, og Kina ligger i vores region. Hvad der er vigtigere er, at vi har meget af det, Kina ønsker at importere specielt på energi- og mineralområderne, udtalte Peter Costello, Australiens finansminister, om baggrunden for den kinesiske leders besøg. Der arbejdes i øjeblikket på en egentlig handelsaftale mellem Kina og Australien.
Også Thailand har for første gang valgt at lade den kinesiske og den amerikanske præsident blive behandlet på lige fod ved statslige besøg.
USA er stadigvæk Asiens vigtigste samhandelspartner. Men hvis bestræbelserne på at etablere et omfattende asiatisk frihandelsområde lykkes, kan USA hurtigt blive udkonkurreret af Kina. Kina forhandler i øjeblikket med ti asiatiske lande om et sådant frihandelsområde.
Også i forhold til Japan, spiller Kina en stadig større rolle som samhandelspartner. Sidste år blev Japans import fra Kina for første gang større end importen fra USA, og også den japanske eksport til Kina er steget dramatisk. Ligeledes er Kina i dag den vigtigste samhandelspartner for Sydkorea, der tidligere handelsmæssigt og økonomisk har været nært knyttet til USA.
- Det er exceptionelt, at en præsident bruger så meget tid, gør så mange stop og giver Sydøstasien så meget opmærksomhed, siger Derek Mitchel, fra Washington Center for Strategiske og Internationale studier, i en kommentar til Bush's ti dage lange tur til Asien i oktober.
Kina er en strategisk spiller i Asien, som på kort tid er blevet uhyre bevidst om sin egen styrke. Allerede i dag gør de USA rangen stridig i den asiatiske region. Allerede i dag kan USA ikke føre åben krig med det store land. De er presset til samarbejde.