De græske kommunister sætter i denne tale et stort spørgsmålstegn ved tanken om at danne et europæisk venstefløjsparti

af Grækenlands Kommunist Parti
De græske kommunister sætter i denne tale et stort spørgsmålstegn ved tanken om at danne et europæisk venstefløjsparti
Vi takker vore værter for den mulighed, de har givet os til at mødes her i Paris i forbindelse med starten på det Europæiske Sociale Forum 2004.
Det er en vigtig opfølgning af de tilsvarende diskussioner om EU, vi har haft ved tidligere lejligheder, senest ved mødet den 5. september i Almada i Portugal, der førte til særdeles positive konklusioner.
Vort parti lægger stor vægt på initiativer, der opfordrer til koordinering og fælles aktioner blandt kommunister og arbejderpartier, især op til større internationale begivenheder: Vi mener på denne måde at kunne bliver mere effektive i vore bestræbelser på at opnå større styrke og skabe den bredest mulige enhed og således udfordre monopolkapitalismen og imperialismen.
Idag spores tegn på folkelig mistillid og modstanden mod EU og NATO er mere synlig. Den folkelige modstand styrkes. Men samtidig bliver presset og manipulationen af de sociale bevægelser mere kvælende og stærkere. Det er blevet tydeligere i processen omkring Europas Sociale Forum i år.
Den kommunistiske og antiimperialistiske bevægelse bidrager væsentligt til disse kampe. Kampene er kun mulige fordi der eksisterede kræfter, som ikke bøjer sig for den 'realpolitik' med nyliberal koncensus, som fremmes af både konservative og socialdemokrater; fordi der eksisterer kræfter som ikke underlægger sig korruptionen fra 'den sociale dialog' og klassesamarbejdslinien.
Er det mon tilfældigt, at denne nye radikalisme, denne bevægelse og kamp netop vokser frem samtidig med nedturen for centrum-venstre regerignerne - og som et resultat af deres magtesløshed?
Den økonomiske krises forværring og den forlængede recession nærer den imperialistiske aggressivitet.
De største imperialistiske poler forenes i kampen mod befolkningerne, som tilfældet var i Cancœn, men til ingen verdens nytte: De inter-imperialistiske modsætninger - bragt til overfladen under krigen mod Irak - undergår en ny skærpende fase både på tværs af Atlanten såvel som internt i EU.
Det kommer til udtryk både omkring Forfatningstraktaten og i spørgsmålet om EU-hæren og den fælles udenrigs- og sikkerhespolitik.
EU's medlemslande oplever en omfattende asocial offensiv med en systematisk afmontering af rettigheder, opnået gennem årtiers hårde kampe.
Samtidig opstår en ny situation i Europa, der er karakteriseret ved omfattende modstand mod den omtalte offensiv. Faglige og folkelige kampe har fundet sted praktisk taget i alle lande: generalstrejker, demonstrationer, konfrontationer og politisk relevante nationale mobiliseringer. Udviklingen går i retning af tiltagende akutte, sociale konflikter. Ny kampformer og koordineringer er dukket op, og endnu vigtigere, disse konflikter præsenterer en betydelig liste af krav, der i modstrid med den fremherskende politik.

Mobiliseringen imod Irak fik sat temaet om militarisering samt USA's og NATO's baser i Europa i et helt nyt lys: Krav om for eksempel NATO's opløsning, nationers udtræden af organisationen og nedlæggelse af baserne fik nyt indhold. Med arbejdernes mobiliseringer spredtes offensiven, med mål der var i overenstemmelse med befolkningernes aktuelle krav: imod privatiseringer af social bistand og imod planerne om forlængelse af arbejdslivet, og for en offentlig og gratis socialpolitik, reelle forhøjelser af lønninger og pensioner (i Grækenland modtager 53 procent af pensionisterne under 400 euro om måneden); nedsættesle af pensionsalderen, krav om oprettelse af fuldtids-stillinger i modsætning til midlertidige, fleksible job og deltidsbeskæftigelse.
Nogle af kampene for retten til uddannelse og sundhed har tydeligt fremhævet kravene om gratis og et 100 procent offentligt sundheds- og uddannelsesvæsen, med fjernelse af den private sektor fra disse områder.
Nogle af aktionerne inden for industrien har - omend i beskedent omfang - betydet fremsættelse af krav, der i realiteten sætter spørgsmålstegn ved ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Solidaritets-aktioner til forsvar for arbejdere og folk, som stod tiltalt for deres aktivitet og kamp udfordrer i stadig højere grad lovens rammer - spørgsmål af stor vigtighed i en situation, hvor kommunister og deres partier søges gjort illegale.
Nogle sociale bevægelser kritiserer den reaktionære tendens i 'Forfatningstraktaten', kræver den bliver trukket tilbage og begynder at mobilisere til kamp for dens fjernelse. På baggrund af disse krav, er vi vidner til at EU, dens institutioner og deres 'forretningsgange' i befolkningernes øjne begynder at miste legitimitet. Den svenske befolknings rungende 'NEJ' til euro og ØMU illustrerer på glimrende vis denne proces.
De seneste meningsmålinger fra EURO-Barometer afspejler endnu engang den afgrund, der skiller de europæiske befolkninger fra EU's politiske ledelse.
Bestræbelserne på at finde alternativer i overensstemmelse med arbejdernes interesser og med tydelig afstandstagen til socialdemokraterne, har nu opnået et sundere udgangspunkt.
Det er en vigtig og nødvendig kommunistisk opgave at belyse vejen til socialismen, at synliggøre det socialistiske perspektiv i vort daglige virke og i vort politiske projekt.
Når alt kommer til alt belyses spørgsmålet om perspektiv ikke blot af os: det understreges i sig selv af udviklingen, der gør modsætningerne mellem arbejde og kapital til det centrale. Det kommer til udtryk i alle klassekampens aspekter.
Det udtrykkes ved den tiltagende imperialistiske agressivitet, i truslerne mod Cuba, Nordkorea og Laos. Det bliver tydeligt i kampen om forholdene på arbejdsmarkedet, især vedrørende forholdene om de faldende profitrater. Vi oplever den vilde antikommunisme, der følger i kølvandet på begrænsningerne af de demokratiske rettigheder. Det skal ses i lyset af de reaktionære forandringer af de politiske systemer. Det sætter sit reaktionære fingeraftryk på 'EU forfatningen' og med den tiltagende militarisering. Det tydeliggøres ved ændringerne af de borgerlige partier, og det præger ligeledes diskussionerne om etablering af nye partier, både på nationalt som på europæisk niveau.
Under disse omstændigheder mener vi det er nødvendigt at fokusere på den kommunistiske identitet, at sikre det kommunistiske partis rolle, fortsat at holde muligheden for et brud med EU åben. Det hænger sammen med muligheden for en ændring af styrkeforholdet i de enkelte lande. Den internationale indflydelse, som selv den mindste ændring i magtforholdet vil få på det nationale plan, blev tydeligt under det nyligt overståede WTO-møde i Cancœn.

Vi er af den mening, at udviklingen mod et såkaldt 'Europæisk Venstrefløjs Parti', som blandt andet er udløst af EU's 'forsørgelse' af de europæiske politiske partier og af 'Forfatningstraktaten', ikke er til nogen hjælp. I virkeligheden vil det give bagslag for de talrige bevægelser, der kritiserer den europæiske union og dens politik.
Et af de spørgsmål vores parti ønsker at rejse i denne forbindelse, er at processen blandt andet kræver forhåndsaftaler, der begrænser de radikale, antikapitalistiske kræfters uafhængighed og aktiviteter.
'De europæiske partier' er ikke de potientielle medlemmers frivillige valg eller egen opfindelse: det er en EU-beslutning, der binder samtlige medlemslande. (P.17): 'Denne vedtagelse er i sin helhed direkte forpligtende for samtlige medlemsstater'.
Disse partier vil blive grundlagt på basis af Maastricht- og Nice-taktaterne, med henblik på at fremme EU's funktion, som også baseserer sig på partierne:
(P.2): 'Artikel 191 anerkender den vigtige rolle, som de europæiske politiske partier kan spille i forhold til udviklingen af den politiske debat på europæisk plan, og herved udvide demokratiet og forbedre den måde, som Unionens institutioner fungerer på'.
Kommissionen dikterer de generelle spilleregler for partiernes virke:
(P.2) : 'Kommissionen anser det for essentielt at at udstikke mimimumstandarder for sådanne partiers demokratiske opførsel'.
Disse partier skal legitimere EU's formål:
(P.2): 'for at kunne blive godkendt af Europaparlamentet skal et parti garantere at statutterne og aktiviteterne for et sådant europæisk parti respekterer Unionens grundlæggende formål med hensyn til frihed, demokrati, menneskerettigheder, fundamentale frihedsrettigheder og lovlighed.'
(P.4): 'Det er nødvendigt at etablere et regelsæt for europæiske politiske partier og at sikre, at de respekterer demokratiets fundamentale rettigheder og principper og de nationale lovgivninger i overenstemmelse med Traktaten og Charteret om EU's grundlæggende rettigheder, og at disse partier har etableret de nødvendige ledende organer'.
Deres eksistens er ikke afhængig af medlemmernes beslutninger, men af en vedtagelse i Europarlamentet i overensstemmelse med de ovennævnte mål: Retten til at opløse et parti efter en 'parlamentsvedtagelse' er en interessant nyskabelse i det borgerlige demokrati...
(P.5, artikel 2.3): 'europæiske politiske partier' betyder politiske partier eller alliancer af politiske partier med statutter, registrerede af Europarlamentet'.
(P.6, artikel 4.1): 'Hvis et flertal i Europarlamentet mener at vilkårene ikke længere bliver opfyldt, skal det europæiske poltiske parti fjernes fra registret'.
De vil end ikke have ret til selv at ændre reglerne:
(P.6, artikel 3.3): 'enhver ændring af de engang registrerede vedtægter skal gøres til genstand for en forespørgsel tilsendt Europarlamentet'.
De økonomiske resurcer skal underlægges ekstern kontrol:
'Der skal ligeledes udøves kontrol på grundlag af en årlig 'certificering' udført af et eksternt og uafhængigt organ. Denne certificering skal tilsendes Europarlamentet og Revisionen senest 6 måneder efter et finansårs afslutning'
Disse partier har ikke ret til anvende ressourcerne i overenstemmelse med deres egne beslutninger:
(P.7, artikel 6): 'De europæiske politiske partiers finansiering fra de europæiske fællesskabers budgetter eller fra andre kilder, må ikke anvendes til direkte eller indirekte finansiering af nationale politiske partier'.
(artikel 7): 'ressourcer der er modtaget fra de europæsike fælleskabers generelle budgetter i overensstemmelse med regulativerne må kun anvendes til afholdelse af udgifter direkte forbundet med de mål, der er udstukket i regulativerne'.
Med andre ord vil disse partier blive fuldstændigt afhængige af EU's organer.
Ikke desto mindre tror vi især i forbindelse med intensiveringen af de sociale konflikter og klassekampen, at den rolle som de antikapitalistiske, radikale og kommunistiske kræfter og partier udgør - som et uerstatteligt instrument for arbejderklassen og de folkelige fora i deres kamp for et fredeligt Europa, for social fremgang, for solidaitet og socialisme - bliver bekræftet som aldrig tidligere.

Vort parti tror på den specifikke tilstedeværelse af kommunsitiske partier og arbejderpartier: Partier der fastholder det socialistiske perspektiv vil få positiv indflydelse på de de demokratiske, antiimperialistiske, antimonopolære kræfters ageren. Det vil bistå de folkelige kræfter i at frigøre sig fra den fremherskende idelogis indlydelse og modvirke at de opsluges.
Det græske kommunistparti søger ligeledes at udvide samarbejdet mellem kommunister og radikale venstrefløjspartier og etablere fronter, der kan modsvare den politk, der dominerer i EU.
I disse år, især i de seneste, er vi stødt på millioner af arbejdere og unge på de samme kamppladser: mod krig, ved strejker og konflikter, til forsvar for arbejdernes rettigheder, til forsvar for sociale sikkerhed, med krav om gratis folkelig uddannelse og sundhed.
Vi har stået på de unges og de studerendes side, været med bønderne, ved folkeafstemningerne har vi stemt imod Maastricht, Amsterdam, Nice, euro og ØMU. Vi vil også deltage ved de forestående valg til Europarlamentetfor at promovere vor identitet, vores projekt, og sætte streg under vores visioner.

Denne tale blev holdt ved et møde organiseret af PCF, Frankrigs Kommunistiske Parti den 9. november 2003 i Paris.