Flytningen af fem lærere fra Klostervængets Skole i København har skabt voldsom debat

af Per Bregengaard, uddannelses- og ungdomsborgmester (Enhedslisten)
Forflyttelsen af de fem lærere på Klostervængets Skole er på ingen måde en let sag. Klostervængets Skole har gennem adskillige år været præget af lederskift, dårligt klima mellem ledelse og nogle lærere og dårligt arbejdsklima blandt kollegerne. Blandt andet oplever nogle af lærerne sig som mobbet af en kollegagruppe, som jeg er ganske sikker på, ikke har det som (bevidst) strategi, men sådan behøver det heller ikke at være for, at man kan føle sig chikaneret, udelukket og så videre.
I et forsøg på at forbedre samarbejde og klima har der været sat konsulenter på ad to omgange, hvilket begge gange er mislykkedes. De sidste opgav at være proceskonsulenter, idet de anså det som nyttesløst og anbefalede, at en gruppe lærere måtte væk fra skolen, hvis der skulle ske forandringer. Konsulentrapporten har spillet en rolle i forflytttelsessagen, men beslutningen er taget på baggrund af en diskussion mellem forvaltning og skoleledelse om situationen og udviklingen gennem årene, som er problematisk for alle, uanset vinkel.
Jeg har som borgmester for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen intet med personalesager at gøre. Personalepolitik og personalesager er Økonomiudvalgets opgave med Kramer Mikkelsen som ansvarlig borgmester. Økonomiudvalget har delegeret beføjelsen i personalesager til de enkelte forvaltningers direktører, på nær når det drejer sig om direktører og direktionsmedlemmer. Dette vil jeg gerne slå fast.

For mig at se er skolen kørt fast og har været det gennem lang tid, og der skal handles i forhold til skolen, men jeg har svært ved at forholde mig til en udvej - uden at gå dybt ind i sagen og foretage min egen analyse. Dette vil nok være forudsætningen for at rejse sagen i Økonomiudvalget, hvor jeg i øvrigt tror, at der vil være meget ringe interesse for at trække forvaltningsbemyndigelsen tilbage.
I rapporten er der nogle kritiske kommentarer til ledelsen. Atter et lederskifte er en mulighed, men umiddelbart tror jeg ikke på, at det vil forandre. Jeg kunne som sagt privat/politisk danne mig min egen opfattelse ved selv at agere undersøger, men det er ikke mit job, og det vil være uhyre vanskeligt for mig.
Københavns Lærerforening er inde i sagen. Hvis forvaltningen har begået fejl i sagsbehandlingen, og hvis der eksempelvis kan rejses erstatningssag for tort, så er jeg overbevist om, at den vil blive forfulgt - og så har jeg en sag med forvaltningen, for en forvaltning skal udføre sit arbejde korrekt, og det har jeg et medansvar for, at den gør.
Forløbet på skolen har jeg fået forskellige versioner af, men ud fra dette vil jeg ikke påstå, at jeg kender det. Jeg har set, at skrivelsen vedrørende forflyttelsen indeholder en passus om, at der kan gøres bemærkninger inden 2. december. Det vil sige, at de fem har en høringsfrist på 14 dage. Og jeg har vanskeligt ved at se, at selve hjemsendelsesforløbet kunne være grebet anderledes an, når nu forvaltningen konkluderer, at forflyttelse er den eneste udvej.

Sagen er af faglige kredse kørt som en sag, der berører ytringsfrihed og forfølgelse af personer, som har været tillidsfolk og fagligt aktive. Det er godt at sætte fokus på dette, men indebærer ikke fra min side en automatreaktion, for her er sagen heller ikke enkel.
Ingen er vel enig i, at ytringsfriheden i en skolesammenhæng indebærer retten til at mobbe kolleger og destruere det kollegiale samarbejde (dermed absolut ikke sagt, at det er en kendsgerning). Man skal være kritisk og konfrontere ledelsen med problemerne, men det må ikke køre fast i en situation, som ødelægger samarbejdet og er destruktivt for skolens virke (dermed absolut ikke sagt, hvem der har hvor meget skyld). Det er en opgave for en forvaltning og en borgmester at sørge for, at en skole er velfungerende.

At forflytte fem lærere er ikke og skal ikke være hverdagskost, men skal heller ikke være noget, som under alle omstændigheder er udelukket. Vi befinder os nemlig i en slags 'Bermuda-trekant': Ytringsfriheden og tillidsmandssystemet er et uvurderligt gode, og det skal der værnes om. De ansatte skal ikke føle sig truede. Det er vigtigt for mig.
Samtidig har vi et fælles ansvar for, at skolerne er velfungerende, og er de ikke det, kan det ikke undgå at ramme undervisningen og berøre eleverne. Hvis der er problemer, skal de løses, også selv om løsningerne er vanskelige.
I dette forhold ligger der en fælles og særlig forpligtelse for tillidsfolk og fagforening, for ledelse, forvaltning og folkevalgte til at fremme et godt samarbejde. Går der skår i det - som i denne personalesag - må vi i forskellige sammenhænge bagefter mødes, diskutere forløb, situation og fremtid for at få klinket porcelænet.
Jeg har holdt et møde med de forflyttede, fordi de havde et ønske om det - og jeg har som princip at møde alle, som ønsker at mødes med mig. Vi har drøftet sagen, deres oplevelser og de overvejelser, jeg har skildret.