Stor enighed blandt landene om alle de grundlæggende elementer i EU-forfatningen. Magtkampe dominerer sidste fase.

af Karen Sunds
Om en uge indleder Den Europæiske Union sit måske mest afgørende topmøde nogensinde.
Den første egentlige forfatning for EU-staten skal gøres færdig. Og indtil videre tyder alt på, at EU-forfatningen faktisk bliver færdig til den 13 december, som Frankrig, Tyskland, og det italienske formandskab med Berlusconi i spidsen har ønsket det.
Ganske vist er det meget svært at følge det politiske rænkespil her i den allersidste fase. Kortene holdes uhyre tæt til kroppen nu, og den tykke tåge af rygter og trusler fra lande, der vil have deres specifikke krav igennem, har sænket sig.
På tirsdag får vi muligvis et lille indblik i, hvordan slagsmålet udvikler sig. Her afholdes nemlig det sidste formelle møde i regeringskonferencen, inden alle landene mødes i næste weekend til det store slag.

Rammer for forbundsstaten
Alligevel er der ikke tvivl om det overordnede billede af den forfatning, som kommer ud af røgen og dampen. Kendetegnende er det nemlig, at landene stort set ikke er uenige om selve det politiske indhold i den nye forfatning: at formålet er at sætte unionsintegrationen op i et helt nyt gear, og etablere rammerne for en egentlig forbundsstat.
Det italienske formandskab har i deres seneste udspil til forfatning, som blev fremlagt op til det uformelle møde i Napoli i sidste weekend, valgt at fastholde stort set alle de mest vidtgående elementer i forfatningen. Det tyder på, at de forventer at kunne få det gennemført i store træk.

Gennembrud for EU-militær
Mest bemærkelsesværdigt er det, at der faktisk kommer et gennembru
d på det militære område. Efter at alverdens kommentatorer erklærede en fælles EU-hær for stendød i kølvandet på EU-landenes uenigheder i Irak-krigen, kan vi i dag konstatere:
* at EU faktisk får sit eget militære hovedkvarter, - selv om den er beskeden i starten,
* at EU-forfatningen faktisk åbner for, at de militære frontløberlande kan iværksætte den militære opbygning,
* at det oven i købet ser ud til, at der også kommer en slags musketer-ed med i EU-forfatningen, altså en indbyrdes forpligtelse til at forsvare hinanden ved angreb.
Hvem havde troet det for et halvt år siden?

Passerelle-artiklen
Ligeledes er der også enighed om at gennemføre den såkaldte passerelle-artikel, der muliggør, at EU's politiske elite selv kan gennemføre nye ændringer af EU-forfatningen uden at skulle gennemføre en egentlig ratifikationsproces.
Ganske vist forhandles der om den konkrete udformning af teksten. Men i sit indhold er 'passerellen ' med i den endelige forfatning.

Kamp om stemmevægt
På alle de helt grundlæggende skridt hen imod EU-staten, er landene 99 procent enige. Det er en beklagelig kendsgerning.
De virkelige stridigheder er koncentreret om magtkampene, først og fremmest mellem forskellige lande. Således er der ikke tvivl om, at kampen om stemmevægtene, det vil sige hvor mange stemmer de enkelte lande skal have i Ministerrådet, først vil blive afgjort i en sen nattetime i Bruxelles i weekenden.
Storbritannien har luftet tanken om, helt at udsætte kampen om stemmevægtene til 2007-2008. Den nye stemmefordeling skal under alle omstændigheder først træde i kraft fra 2009.
Det har vakt begejstring i Spanien og Polen, der ønsker at bibeholde de nuværende stemmevægte, som ligger i Nice-traktaten. Det er dog ikke sandsynligt, at Tyskland og Frankrig vil acceptere en udsættelse. De ønsker tværtimod at få cementeret de store landes magt i den nye forbundsstat, allerede nu, inden kontrollen løber fra dem.
Her kommer den virkelig hårde strid til at udspille sig. Men befolkningernes skepsis og modvilje mod, at der overhovedet skal være mere union: dn er slet ikke repræsenteret ved forhandlingsbordet i Bruxelles.