Mange flere vil ryge på fleksjob de kommende år, men kun få arbejdspladser rummer de lidt skæve ansatte

af Dorte Ørsted, Amager
Det føles som at stå i en osteklokke. Du hører, men forstår ofte ikke hvad der bliver sagt.
Jeg hører, men forstår ikke alt hvad der bliver sagt. Når hørelsen svigter, svigter også den daglige kontakt til omverdenen. Men meget ofte forstår andre mennesker ikke helt hvad det er der foregår, fordi du jo ser ganske 'normal' ud.
Hvor ofte har jeg ikke hørt kommentarer såsom. Skru op for høreapperatet, er du døv eller hva! Hun lader bare som om hun ikke kan høre, eller hun hører kun det hun vil høre. Ingen tvivl om at folk er bekendt med at jeg har et hørehandicap, men ironien er jo ikke til at tage fejl af. Kan hun ikke høre eller lader hun som om!
Når hørelsen svigter træder du ind i en anden verden. Efter i mange år at have haft et høretab på det ene øre, er det sin sag at opleve høretabet på begge ører. Svært er det, når det at høre afhænger af dagsformen og den kroniske lidelse jeg efter mange år har fået dianogstiseret. Jeg er er en såkaldt fistel og menierepatient.
Jeg skal ikke trætte med for mange forklaringer, men kun konstatere at jeg i løbet af tre måneder stod i en situation hvor jeg ikke længere kunne fastholdes i mit arbejde som pædagog og på en nat, sådan føltes det i hvert fald, skulle tage stilling til hvilken vej mit liv så skulle gå.

Tømte tanker, kaos i følelserne og røvtur på røvtur mundede da ud i, at jeg fik sporet mig ind på hvad jeg havde at byde det 'rummelige' arbejdsmarked. En god ven til mig spurgte om jeg kunne forestille mig at sidde i en a-kasse. Jeg så allerede min røv klistret fast i en kontorstol, indtil jeg fik vendt hvad det var han mente.
At være sagsbehandler i en a-kasse ville jo betyde, at jeg stadig ville bevare tilknytningen til fagbevægelsen, som i stadig højere grad er blevet en del af mit liv.
Men at arbejde i en a-kasse blev ikke den succeshistorie jeg havde håbet på. Ikke fordi der var noget i vejen med a-kassen. Men fordi der var noget galt med at forholde sig til rummeligheden på arbejdsmarkedet.
Det gik hen ad vejen op for mig, at a-kasserne er et truet folkefærd som så mange andre. Et stadigt større arbejdspres. Fyringer af ansatte medfører også en mindre grad af tolerance, uagtet at det ikke er tilsigtet. De fleste a-kasse medarbejdere ønsker jo både et fællesskab og en solidaritet med hinandens arbejdsforhold. Og jeg har da også kun mødt velvilje, samt et ønske om også at rumme mig, på de vilkår jeg nu engang var ansat. Det var bare ikke nok.

Lovgivningen giver som den ser ud i dag, mulighed for at komme i en virksomhedsrevalidering hvor arbejdsgiveren betaler det, der svarer til en elevløn. Kommunen dækker så det resterende beløb svarende til mindestelønnen indenfor pågældende overenskomst. For mit vedkommende blev det til en arbejdsprøvning og efterfølgende en periode på revalideringsydelse. Det klandrer jeg ikke a-kassen for. Men oplevelsen at arbejdsgiverne vil gerne have os, men at vi må bare ikke koste for meget, er jo til at tage og føle på.
Det kan give et fingerpraj om, hvordan fagforeninger og forbund prioriterer det rummelige arbejdsmarked. Spørgsmålet er, hvor på dagsordenen punktet florerer, hvordan det prioriteres og om medlemmerne i baglandet er inddraget i denne proces. Og med medlemmer mener jeg alle, uanset hvilken stillingskatagori man tilhører. Arbejdspladserne er en forudsætning for at det virker, men det kræver så også, at man tør tage debatten.
At forstå og forholde sig til det rummelige arbejdsmarked forudsætter, at man som arbejdsplads har diskuteret konsekvenser ved at have en ansat i fleksjob. Det forudsætter, at man er parat til arbejde sammen med en medarbejder på lige og dog anderledes vilkår. Vilkår der medfører, at der skal tages hensyn til medarbejderens handicap. At de arbejdsfunktioner der nu engang er tilrettelagt for den ansatte også respekteres. At sidestille en ansat i et fleksjob med en der måske 'frarøver' job på ordinære vilkår er at tage vedkommende med bukserne om røven og dybt ufortjent.
Det kræver et stort overskud at rumme en i et fleksjob. Det kræver overskud og evne til at kigge ind bag om mennesket og ikke mindst vilje til at turde gøre en forskel. Det kræver at kunne rumme det rummelige. Det kan kun lade sig gøre, hvis rammer og forudsætninger er udfyldt ordentligt. Det må være en fagforenings- og forbundsopgave at være primus motor i denne proces. De må om nogen være med til at udstikke og definere rammerne for hvordan målsætningen om det rummelige arbejdsmarkeds føres bedst ud i livet. For de ansatte ude på arbejdspladserne er i forvejen så pressede, at de måske ikke er i stand til at tage hånd om en medarbejder, der skal oplæres til andet erhverv. Mange orker ganske enkelt ikke at deltage i denne proces.

Der er hårdt brug for at diskutere disse problemstillinger i langt højere grad end det gøres i dag. I og med at der i dag kun findes én ydelse på pensionsområdet svarende til maksimale dagpenge vil dette gå hårdt ud over kommunernes økonomi. I stedet for at tilkende en borger den pension han/hun er berettiget, ja så tror jeg vi kommer til at se et sandt flow af folk, der bliver kastet ud i perspektivløse fleksjobsordninger, på linie med de hovedløse aktiveringstilbud vi har set igennem de senere år.
Vilkår og rammer for de fleksansatte kan blive kørt ud på et sidespor, når kommunerne presser virksomhederne til at tage et vist antal personere på anderledes vilkår.
Jeg ønsker ikke at blive en kategorina 'ubrugt arbejdskraft'. Jeg har til gengæld et stort ønske om at være en del af arbejdsmarkedet, omend det ikke bliver på samme vilkår som mange andre. Spørgsmålet er, om der er vilje og plads til os lidt skæve eksistenser.