Geneve-aftalen lægger ikke grunden til to ligeværdige stater, som lever fredeligt side om side

af Sven-Erik Simonsen
Geneve-aftalen - den nylige uofficielle aftale om en fredelig løsning på konflikten mellem Israle og palæstinenserne - opfylder ikke FN-resolutionernes klare krav til Israel om at trække sig ud af alle besatte områder og tillade de palæstinensiske flygtninge at vende hjem.
Aftalen skaber heller ikke grundlaget for en løsning med to selvstændige og ligeværdige stater, som lever fredeligt side om side.
Det, som selvudnævnte politikere fra Israel og Palæstina er blevet enige om i Geneve, adskiller sig ikke principielt fra den aftale, som USA's tidligere præsiden Clinton forsøgte at få Yasser Arafat til at sige ja til i Camp David i efteråret 2000. Arafat sagde nej og rejste hjem. Kort efter provokerede Ariel Sharon palæstinenserne på Tempelbjerget og Den Anden Intifada startede.
Aftalen mødes da også med kritik fra den palæstinensiske venstrefløj:
Det gælder Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Den Demokratiske Front til palæstinas Befrielse (DFLP).
Jamil Majdalawi fra PFLP siger, at aftalen ikke udtrykker det palæstinensiske folks holdninger. Han peger især på at spørgsmålet om flygtningenes ret til at vende tilbage repræsenterer et centralt aspekt.
- At opgive denne ret er det samme som at dræbe hele den palæstinensiske sag, siger han til den arabiske tv-station Aljazeera.
En talsmand for DFLP siger, at aftalen gør stor skade på den nationale dialog blandt palæstinenserne ved at vende tilbage til tiderne med 'hemmelige forhandlinger' med Israel. Aftalen er et angreb på den nationale enhed, påpeger DFLP.

Aftalen giver palæstinesnerne 97,5 procent af de områder, som Israel besatte i 1967 - ikke de 100 procent, som de bindende resolutioner 242 og 338 fra FN Sikkehedsråd lover dem.
Aftalen giver ikke de palæstinensiske flygtninge ret til at gende hjem til de boliger og den jord, som den zionistiske stat fordrev dem fra efter 1947, sådan som den bindende resolution 194 fra FN's Sikkerhedsråd lover dem.
Aftalens artikel 5 understreger sort på hvidt, at de to selvstændige stater Israel og Palæstina ikke bliver ligeberettigede. Palæstinenserne få ikke lov at oprette en hær, som kan sikre landets suverænitet, mens der ikke lægges nogen som helst begrænsninger på Israels adgang til at udbygge militæret.
Pælæstinenserne får kun lov til at oprette en 'stærk sikkerhedsstyrke', som skal holde kontrol inde i den palæstinensiske stat.
Desuden lægger aftalen op til at indsætte en international styrke, som skal stå for sikkerheden i et ikke fastsat tidsrum. Med de erfaringer, som eksisterer for internationale styrker i Mellemøsten kan man frygte, at den ikke vil adskille sig stort fra besættelsesstyrken i Irak.

Aftalen er bliver støttet af oppositionen i Israel, og en meningsmåling blandt israelerne viser, at et flertal støtter aftalen.
Det er forståeligt, at de kræfter, som kæmper mod ministerpræsident Ariel Sharons militære overgreb mod palæstinenserne, byder aftalen velkommen. Den viser, at der er et alternativ til militær vold, som israelerne har erfaret kun forværrer deres sikkerhedssituation.
Det er positivt, at disse kræfter bruger Geneve-aftalen i den politiske kamp mod Sharon, men i sidste ende kan en løsning kun bygge på opfyldelse af FN's resolutioner og en aftale om to ligeværdige stater.