29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reglerne gælder kun de små

Reglerne gælder kun de små

Tirsdag, 09. december, 2003, 00:00:00

Hvor var det klogt, at et flertal stemte imod dansk deltagelse i den Økonomisk Monetære Union (ØMU´en) og den fælles valuta i september 2000!

af Søren Søndergaard, MF, Enhedslisten og kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Denne tanke trænger sig på, når jeg i disse dage læser, hvordan Tyskland og Frankrig får frit spil til at bryde de regler for ØMU'en, de selv har været med til at nedfælde i den såkaldte Stabilitetspagt.
Ikke fordi de regler er værd at samle på. Faktisk var en af Enhedslistens væsentligste begrundelser for at anbefale et nej til ØMU'en, at Stabilitetspagten 'grundlovssikrede' en tåbelig liberalistisk politik.
Stabilitetspagtens regler forbyder regeringerne i de enkelte lande at føre en offensiv økonomisk politik med offentlige investeringer og bedre offentlig service. Sådan en politik, der skaber arbejdspladser og forbedrer velfærden, vil nemlig ofte i en periode betyde underskud på statsbudgettet. Og ifølge Stabilitetspagten må det underskud aldrig være større end tre procent.

At fraskrive sig den mulighed til hver en tid - også når man har arbejdsløshedsproblemer - er dybt skadelig for alle andre end de rigeste og de store virksomheder. Derfor kan jeg kun lykønske tyske og franske arbejdere med, at deres regeringer ikke vil overholde reglerne.
Men midt i denne glæde skal vi huske, at så let slap et lille land som Portugal ikke. De blev tvunget til at overholde reglerne, og for at overholde reglerne måtte de påtvinge deres borgere en skrap nedskæringspolitik, som gik ud over de dårligst stillede. Og de nye østeuropæiske medlemslande kan forvente at blive behandlet med samme grovfil.

Derfor er der to ting, vi kan lære af disse begivenheder. For det første at hverken ØMU'en eller resten af EU lever op til glansbillederne af det dejlige fællesskab, hvor man på demokratisk og solidarisk vis løser fælles, grænseoverskridende problemer. Tværtimod i EU skal de små lande følge reglerne og de store lande kan gøre, hvad de vil.
For det andet skal vi huske os selv og ikke mindst de EU-begejstrede politikere på, at næste gang EU vil påtvinge Danmark beslutninger, som vil skade almindelige mennesker eller miljøet, så skal vi sige: Nej tak, vi følger Tysklands og Frankrigs ØMU-eksempel og sætter sociale, solidariske og miljømæssige hensyn over EU-reglerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp