Lars Ulrik Thomsen kritiserer mig i et indlæg den 9. december for at have brugt ordet ´fase´ i forbindelse med det anti-monopolistiske demokrati. Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke forstår et kuk af denne kritik
af Sven Tarp, DKP/ML
I den kommunistiske enhedsproces er det vigtigt, at vi aflægger os fordomme om hinanden. Derfor må vi gøre et ærligt forsøg på at forstå, hvad der gemmer sig bag hinandens begreber og formuleringer. Det er, hvad jeg har bestræbt mig på i min artikelserie om strategi.
Jeg forholder mig til DKP's program fra 1976. Her får vi først en analyse af statsmonopolismens indtog og betydning i Danmark. Dernæst opstilles perspektivet for en anti-monopolistisk alliance. Målet for denne alliance er i første omgang at tilkæmpe sig det anti-monopolistiske demokrati.
Om dette anti-monopolistiske demokrati hedder det ordret i programmet, at det er 'et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt', men 'endnu ikke socialisme'.
Dette betyder efter min bedste formodning, at det anti-monopolistiske demokrati må have en tidsmæssig udstrækning. Det starter, når de anti-monopolistiske kræfter har tilkæmpet sig bestemte forudsætninger. Og det varer ved frem til overgangen til socialismen, som det netop skal forberede betingelserne for.
En sådan tidsmæssig udstrækning kalder man normalt en periode, etape, fase og lignende. Og det er alt, hvad jeg har skrevet i min artikel.
Det er Lars Ulrik utilfreds med. Og hans begrundelse er, at det anti-monopolistiske demokrati ikke må betragtes som et 'skema'.
Det hænger ligesom ikke sammen. Det er ikke mig, men Lars Ulrik, der bruger ordet 'skema'.
Jeg har på intet tidspunkt ikke forholdt mig detaljeret til, hvilke reformer der kan tænkes gennemført under det anti-monopolistiske demokrati, og hvilken karakter de præcist kan have (demokratiske, anti-monopolistiske eller socialistiske). Det var ikke formålet med min artikelserie. Jeg har alene forholdt mig til de generelle formuleringer, som findes i 1976-programmet.
Men hvis Lars Ulrik ikke mener, at det anti-monopolistiske demokrati har en tidsmæssig udstrækning, så er jeg for alvor mystificeret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278