Regeringen tager fejl, hvis den tror den får fred, fordi den har trukket dagpengeindgrebet tilbage. Der er mange andre asociale elementer i finanslov 2004.
fra Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne og LO-Storkøbenhavn
Et af dem er nedskæringerne på de unges uddannelsesmuligheder. Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne og LO-Storkøbenhavn bakker derfor helhjertet op om de uddannelsessøgendes aktionsdag den 11. december, hvor der gennemføres demonstrationer i København, Odense og Århus.
Vi opfordrer alle fagforeninger til at sørge for, at deres faner er til stede ved en af de tre demonstrationer.
Med regeringens nederlag i dagpengesagen er vi trådt ind i en ny fase. Den borgerlige regering er kørt fast.
Nu handler det om at bane vejen for en ny politik, og for en regering der vil satse på solidariske velfærdsordninger, på beskæftigelse og uddannelse, og på den fornødne omfordeling af samfundets goder til gavn for den brede befolkning og de særligt udsatte grupper.
Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne og LO-Storkøbenhavn er på sit møde i dag blevet enige om at sætte dette spørgsmål øverst på dagsordenen.
Vi indkalder derfor til en landsdækkende tillidsmandskonference, der afholdes lørdag den 28. august 2004. Det sker under overskriften Faglige krav til en ny politik.
Frem til konferencens afholdelse vil de faglige organisationer udarbejde et udkast til disse krav.
Der er enighed om at inddrage de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet SF og Enhedslisten i forberedelserne af konferencen. Formålet er - under respekt for de tre partiers forskelligheder - at nå frem til nogle forpligtende fælles svar på samfundets udfordringer.
Udformningen af et samlende alternativ til den borgerlige nyliberalistiske politik er ikke kun en sag for fagbevægelsen og de tre arbejderpartier. Repræsentanter for andre folkelige organisationer - lejerbevægelsen, de uddannelsessøgende med mere - vil derfor også blive inviteret til at deltage i konferencen.
Vedtaget af repræsentanter for Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne og LO-Storkøbenhavn på fælles møde den 8. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278