Danmark kandiderer til en plads i FN´s Sikkerhedsråd for perioden 2005-2006. Med de udmeldinger der ligger fra den danske regering - og fra politikere, herunder socialdemokrater, vil Danmark blot blive stik-i-rend-dreng for Bush og hans aggressive og farlige udenrigspolitik. Det kan hverken FN, verdens lande - og slet ikke Danmark være tjent med.

af H. C. Andersen
Danmark er blevet indstillet til en af de ikke-permanente pladser i FN's Sikkerhedsråd i to-årsperioden 2005-06. Bag indstillingen står USA, de vesteuropæiske lande, Australien og New Zealand. Fra USA's side kan det vel nærmest betragtes som en slags tak for veludført arbejde ved USA's side i de seneste krige.
Sagen bliver afgjort ved en afstemning i generalforsamlingen i foråret 2004.
Sikkerhedsrådet består af 15 medlemmer, hvor fem permanente medlemmer har vetoret: USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina. De ti øvrige medlemmer vælges for to år ad gangen og går på skift mellem FN's øvrige medlemslande. Disse ti medlemmer har ikke veto-ret.

Irak
Trods manglende veto-ret er en plads i Sikkerhedsrådet af stor betydning.
Det så vi ikke mindst, da USA forsøgte at få et flertal i Sikkerhedsrådet til at legalisere krigen mod Irak.
USA vidste godt, at der var lande, der formentlig ville nedlægge veto herimod og forsøgte derfor at få et simpelt flertal af lande i Sikkerhedsrådet til at støtte en legalisering af krigen. For på trods af eventuelle veto'er ville man så kunne argumentere med, at der trods alt var et flertal i Sikkerhedsrådet der bakkede op bag USA's krig. Som bekendt lykkedes det ikke for USA, trods trusler mod de enkelte lande der sad i Sikkerhedsrådet. Truslerne omfattede blandt andet stop for amerikansk økonomisk bistand.
Man kan indvende, at krigen mod Irak jo alligevel kom - flertal i Sikkerhedsrådet eller ej. Men det har stor betydning, at USA ikke fik en FN-blåstempling af krigen; krigen føres dermed i strid med FN-pagten og folkeretten hvilket er med til at isolere USA på den internationale scene.

Initiativ
Danmark søger nu en af de eftertragtede pladser i FN's Sikkerhedsråd for perioden 2005-2006.
Et dansk initiativ har kontaktet FN's hovedkvarter samt udenlandske ambassader her i landet og opfordret til, at Danmark ikke får plads i Sikkerhedsrådet.
Som begrundelse peger initiativet blandt andet på, at Danmark har skåret voldsomt ned på bistanden til de fattige lande og at Danmark deltager i den ulovlige krig mod Irak.
Det er et godt og vigtigt initiativ, der ikke mindst kan være med til at gøre de mindre og fattige lande opmærksomme på ændringerne i den danske politik der nu betyder, at man følger Bush-regeringen i eet og alt.

Bistand
Det er rigtigt, at Danmark i mange år har haft et positivt ry blandt mange af FN's medlemmer, ikke mindst blandt de mindre og fattige lande.
Baggrunden har dels været, at Danmark har ligget blandt de forreste af verdens lande i forhold til at yde bistand til de fattige lande (målt som procent af bruttonationalproduktet).
Siden starten af 1990'erne er bistandspolitikken dog mere og mere blevet formuleret som del af den aktive internationalisme, det vil sige som del af Danmarks samlede udenrigs-, forsvars, sikkerheds- og bistandspolitik.
Det har betydet, at Danmark har stillet skærpede økonomiske og politiske krav til modtagerne af bistanden, herunder krav med udgangspunkt i de ny-liberalistiske krav til økonomi og politik, som stilles af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken; krav om åbning af markeder, nedskæringer på det offentlige område, 'god regeringsførelse' (læs: indførelse af borgerligt demokrati), øget privatisering og så videre.
Fogh-regeringen har fortsat Nyrup-regeringens linje og har endda skærpet den og skåret drastisk i bistanden til de fattigste lande.

FN
Danmark har også tidligere været kendt for aktivt at arbejde på FN's grundlag og for en styrkelse af hele FN-systemet. Danmark har været fortaler for småstaternes rolle, for deres selvstændighed og deres ret til aktivt at varetage deres interesser på den internationale scene. Småstaterne kan sammen spille en væsentlig rolle i det internationale system, også selvom det måtte være i modsætning til supermagter.
Fodnotepolitikken i NATO i 1980'erne er et eksempel herpå. Oppositionen i Folketinget pålagde den borgerlige Schlüter-regering en lang række forbehold (de såkaldte fodnoter) i NATO, i et forsøg på at skabe afspænding mellem stormagterne, på et tidspunkt, hvor USA øgede oprustning og konfrontationspolitik i Europa og globalt.
Også i forhold til FN og i vurderinger af småstaternes rolle er dansk politik nu afgørende ændret.
Det startede allerede under Nyrup-regeringen med dansk opbakning til krigen mod Jugoslavien og mod Afghanistan - og det er blevet skærpet med Fogh-regeringens ukritiske opbakning bag Bush-regeringens aggressive udenrigspolitik, herunder dansk deltagelse i krigen mod Irak.
Den danske regering, og nogle politikere, har endvidere givet nogle ganske klare udmeldinger på den rolle, som Danmark skal spille i FN og dermed i Sikkerhedsrådet, hvis Danmark bliver valgt. Og det er ikke opløftende meldinger.

Nyt grundlag
I regeringens grundlag for udenrigs- og sikkerhedspolitikken siges blandt andet at uenigheden i FN's Sikkerhedsråd forud for Irak-krigen understreger behovet for en reform af FN's Sikkerhedsråd.
For eksempel skal Sikkerhedsrådets resolutioner som hovedregel ledsages af målrettede sanktioner, der kan bringes i spil, når krav formuleret af verdenssamfundet ikke efterleves. Om nødvendigt gennem en troværdig trussel om magtanvendelse. (En verden i forandring. Regeringens bud på nye prioriteter i Danmarks udenrigspolitik).
Det er ildevarslende toner ikke mindst på baggrund af Danmarks aktuelle krigsdeltagelse, hvor Sikkerhedsrådets resolutioner blev tolket på linje med Bush-regeringens fortolkning: Ret til at gå i krig for egne interesser, når nu Sikkerhedsrådet ikke magter sin opgave - en fortolkning helt klart i uoverensstemmelse med international ret.
Det bliver ikke mindre ildevarslende når regeringsrapporten understreger, at Danmarks kandidatur til Sikkerhedsrådet for perioden 2005-2006 skal ses i disse perspektiver.

A- og B-medlemmer...
Synspunkterne går igen i udtalelser af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til net-tidsskriftet Ræson. Han slår her til lyd for, at der er behov for en gennemgribende reform af FN og at det er Europa (EU) og USA der '.. tager hinanden i hånden for at gennemføre den reform'.
Nyrup vil tilsyneladende også have indført A- og B-medlemmer i FN eller måske mener han, at der er lande, der slet ikke bør være medlem af FN, når han siger: 'Tag menneskerettighedskommissionen - der kan vi se folk fra Libyen sidde og være med til at bestemme hvad konklusionen skal være - det er jo i sig selv meningsløst'.
Disse synspunkter ligger meget godt i forlængelse af Socialdemokratiets ny-orientering af dets udenrigspolitik, hvor det ganske klart siges, at de vestlige, borgerlige værdier, herunder markedsøkonomien, er universelle og nødvendigvis må indføres i resten af verden, for at sikre demokrati og udvikling.
Nyrup deler fuldt ud synspunkter med Venstres borgmester i København Søren Pind, der i samme tidsskrift giver udtryk for forargelse over, at Cubas leder Fidel Castro blev modtaget og behandlet på FN's sociale topmøde i København på lige fod med verdens øvrige ledere.
Og om FN-systemet som helhed og USAs voksende angreb på og tilsidesættelse af FN, siger Pind:
'Og altså, for mig at se, med den stigende kritik, der - synes jeg berettiget - er af FN som en såkaldt demokratisk institution, hvor verdens værste forbryderregimers stemmer tæller lige så meget som anstændige demokratiers, og den stigende konflikt man så i amerikansk politik rettet mod FN - også før 11. september, der tror jeg kun det var et spørgsmål om tid før Amerika reelt optrådte på vegne af de demokratiske nationer - altså dem med viljen til demokrati også andre steder end hos os selv. Det var et spørgsmål om tid før Amerika et eller andet sted nåede frem til hvad man vel, hvis man skal banalisere det, kan kalde en form for moralsk udenrigspolitik. Altså en udbredelse af demokratiets evangelium verden over'.
Man må konstatere: Nyrup og Pind - samme sind!

Nej Tak
Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er siden 1990 ændret fra en relativ kritisk holdning i NATO til oprustningspolitikken og med vægt på FN og dets organisationer i internationale spørgsmål, til i stort set alle spørgsmål at være et ekko af den amerikanske administration. Med Fogh-regeringen er Nyrup-regeringens aktive internationalisme ført videre til aktiv imperialisme.
Bush-regeringen lader hånt om alle internationale aftaler og underminerer FN og Sikkerhedsrådet, så længe disse institutioner ikke lydigt fuldt ud følger Bushs strategi. Hvis ikke Bush-regeringen kan presse disse institutioner til at føre en politik, der er i USA-imperialismens snævre interesser, handler USA enerådigt udenom disse institutioner.
Indtil nu har der ikke lydt væsentlig kritik heraf fra den danske regering. Tværtimod.
Med den danske regerings og et folketingsflertals synspunkter er der al mulig grund til, at FN's Generalforsamling siger nej tak til Danmarks ansøgning om en plads i Sikkerhedsrådet. Danmarks synspunkter er fuld ud dækket ind i forvejen - af USA og Storbritannien!

Artiklen har tidligere været bragt i avisen Kommunist.

'Jeg tror at det, der skal til, er at vi finder hinanden, USA og Europa igen, i en ny forståelse af at det 21. århundrede nok kommer til i højere grad at bære på sig, at respekten for menneskerettigheder - i alle aspekter, der ligger deri - mere og mere kommer til at gå forud for den klassiske folkerets-respekt af grænser.'
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiet.

'Det der bliver det svære, som så står tilbage, det er jo et eller andet sted at få araberne til at erkende, at det altså ikke er Amerikas skyld, at de er fattige: at det er de oppressive regimer de har. Det er: den manglende indstilling til kapitalismens muligheder.'
Københavns bygge- og teknikborgmester, Søren Pind, Venstre.

Citaterne stammer fra bogen: Clement Behrendt Kjersgaard (Red.): USA/Europa-fjender i fællesskab? Ræson og Forlaget Halfdan, 2003.
Interviewene kan læses i ders helhed på: www.raeson.dk

@b:Danmark er ophørt med at føre en selvstændig udenrigspolitik og har i stedet valgt at følge USA i et og alt. Foto: John Rasmussen