Hvis man først opgiver indholdet i ´proletariatets diktatur´, er man ude på en socialdemokratisk glidebane, anfører Sven Tarp

af Sven Tarp
Den hidtidige debat med Finn Hermann har vist, at vi er enige på en række vigtige punkter. Det gælder aktionsenhedens metode i kampen for at afvise EU-forfatningen på nationalt og europæisk plan. Og det gælder tilsyneladende også den demokratiske centralisme som det kommunistiske partis organisationsprincip.
Men debatten har også vist, at vi på en række andre punkter enten taler forbi hinanden eller er uenige.
Finn Hermanns indlæg den 6. december rejser flere spørgsmål, end jeg kan besvare i en enkelt artikel. Jeg vil derfor fokusere på to helt centrale spørgsmål for det kommunistiske parti.
Finn Hermann er ikke tilfreds med mine argumenter for, at Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) ikke længere er kommunistisk. Han skriver således, at man ikke nødvendigvis 'forlader afgørende kommunistiske principper, [... ] fordi man i vores nuværende virkelighed opgiver proletariatets diktatur eller bedriftsceller'.
Heri er jeg totalt uenig.

Proletariatets diktatur
'Proletariatets diktatur' er ikke noget, man som kommunist bare opgiver i den ene eller anden 'virkelighed'. Det er et vigtigt marxistisk princip, der angiver, hvordan kommunisterne forestiller sig det klassemæssige indhold af det fremtidige socialistiske samfund.
'Proletariatets diktatur' siger derimod intet om den form, som den socialistiske stat antager, og som vi alle kæmper for bliver så demokratisk som overhovedet muligt.
Det er velkendt, at udtrykket 'proletariatets diktatur' vækker negative associationer hos mange og ikke er nogen anvendelig agitationsparole. Man kan derfor også forstå, hvis nogle kommunistiske partier vælger at omformulere begrebet i et mere forståeligt sprog og i stedet taler om 'arbejderklassens erobring af den politiske magt' eller lignende.
Derfor talte jeg i mit indlæg (29. november) om dette princip 'ikke kun som en formulering, men også som indhold'. Det drejer sig om indholdet - og ikke om de ord, som man konkret bruger til at udtrykke det med.
I sin bog 'Internationalisme' beskriver Ib Nørlund kommunisternes brud med socialdemokratiet efter Første Verdenskrig. Han viser her, hvordan 'den principielle betydning af proletariatets diktatur' var et helt centralt spørgsmål i forbindelse med dette brud (s. 32ff).
Hvis man først opgiver indholdet i dette begreb, er man derfor ude på en socialdemokratisk glidebane. Og det er, hvad PCF har gjort.
Jeg vil ikke undlade at nævne, at såvel DKP's 1976-program (s. 64) som DKP/ML's program (s. 8) nævner proletariatets diktatur. Og det samme gør i øvrigt også - 'i vores nuværende virkelighed' - Grækenlands Kommunistiske Parti i sit program:
'Uanset hvilken form den socialistiske stat antager, vil den ud fra sit klasseindhold være arbejderklassens revolutionære magt, proletariatets diktatur. ' (1)

Bedriftsceller
Blandt danske kommunister taler vi ikke længere om 'celler', men om partiafdelinger eller grundorganisationer. Men i Frankrig bruger man stadig ordet i forbindelse med partiets organisering på arbejdspladserne.
Nedlæggelsen af PCF's afdelinger på virksomhederne var et traume for såvel de franske kommunister som den franske arbejderklasse. Jeg vil her citere fra en artikel, som jeg i 2000 skrev sammen med Søren Becher efter et besøg i Frankrig:
'I 1989 havde PCF 27.000 grundorganisationer, hvoraf 9000 var fabriksceller. På den 29. kongres i 1997 var antallet af fabriksceller faldet til 900. Under en femtedel af grundorganisationerne havde da en blot minimal aktivitet. (2)
På otte år forsvandt således 90 procent af PCF's organisationer på fabrikkerne. Og på den 30. kongres i år 2000 blev både grundorganisationer og fabriksceller endeligt afskaffet. Under de konkrete franske forhold betød dette, at partiet hermed mistede sine organiserede bånd til arbejderklassen. Og at arbejderklassen mistede sit fortropsparti.
På denne måde brød PCF med endnu et centralt kommunistisk princip, nemlig at det kommunistiske parti fremfor alt er en organisation i, af og for arbejderklassen. Og dette princip kræver, at arbejderne er organiseret der, hvor de arbejder. Det var et af de principper, som Kommunistisk Internationale under Lenins ledelse formulerede på sin 2. kongres i 1920.
Finn Hermann spørger: 'Hvornår har et dansk kommunistisk parti sidst organiseret sig i bedriftsceller?'
Så vidt jeg er orienteret, havde DKP frem til 1980'erne organisationer på de virksomheder, hvor der arbejdede kommunister. Og på områder, hvor arbejderne har skiftende arbejdssteder, havde man lokale organisationer inden for samme fag, for eksempel blandt murerne.
Det går jeg bestemt også ud fra, at vi vil tilstræbe i det kommende enhedsparti.

Arbejderklassens ledende rolle
Både partiets organisering på arbejdspladserne og det klassemæssige indhold i det socialistiske samfund har noget at gøre med den rolle, som man tillægger arbejderklassen i kampen for socialismen og den senere socialistiske opbygning.
Skal arbejderklassen være den ledende kraft eller ej? Det er spørgsmålet. PCF har givet sit svar, og det er ikke faldet ud til arbejderklassens fordel.

Brug af ordet socialdemokratisk
Da jeg i mit indlæg nævnte en række punkter, hvor PCF har brudt med kommunismen, var disse punkter ikke min opfindelse. Jeg har overtaget dem fra de konsekvente kommunister i FNARC.
Jeg kunne have tilføjet, at PCF også har vraget marxismen og princippet om proletarisk internationalisme. Og at partileder Robert Hue tilmed har givet sin støtte til 'Kommunismens sorte bog' og dermed til kriminaliseringen af kommunisternes historie.
Det er alle disse spørgsmål, som til sammen får mig - og kommunisterne i FNARC - til at drage den konklusion, at PCF er blevet et socialdemokratisk parti.
Ordet 'socialdemokratisk' er således ikke noget 'skældsord', jeg bruger i flæng, sådan som Finn Hermann så venligt antyder.
Det er derimod en videnskabelig betegnelse for et parti, der for længst har opgivet alt det, som efter bruddet med socialdemokratiet i 1920 gjorde det til et af de mest ansete partier i den internationale kommunistiske bevægelse.
Hvis man derimod vil gøre definitionen af et socialdemokratisk parti afhængig af dets holdning til den nuværende nyliberalisme i Europa, åbner man en dør til principløsheden.
Man må ikke glemme, at det ikke er nyliberalisme, men reformisme, som traditionelt har kendetegnet de socialdemokratiske partier.

Noter:
1) Programme of the KKE, www.kke.gr/cpg/doc/programma/programma_8.html.
2) Citatet er fra artiklen 'Kampen om Frankrigs Kommunistiske Parti', Dagbladet Arbejderen 11/6-2000. Heri findes også svar på andre af de spørgsmål, som Finn Hermann stiller. Artiklen kan ses på www.dkp-ml.dk/ART/1497.htm.