17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Brud på god markedsføring

Brud på god markedsføring

Lørdag, 13. december, 2003, 00:00:00

I denne weekend sidder statsministeren og udenrigsministeren nede i Bruxelles, og lægger måske sidste hånd på fremtidens EU-grundlov.

af Niels Eriksen, EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen mod EU og medlem af forretningsudvalget. Gymnasielærer.
Der er ikke tvivl om, at hvis det skulle lykkes EU's regeringschefer at blive enige her i weekenden, så vil den danske statsminister og udenrigsminister komme halsende hjem til Danmark med EU-grundloven i munden som to af de mere fremmelige hunde fra hundeskolen (de bliver jo godt afrettet i Bruxelles) - og efter at have taget EU-grundloven ud af munden - samstemmende hævde, at den nye EU-grundlov på alle måder imødekommer Danmarks krav.
Det store spørgsmål er, hvor megen lid til den forudsigelige melding vi skal have?

Integration uden afstemning
Lad os se på et tidligere budskab som udenrigsminister Per Stig Møller kom hjem med fra EU for et par uger siden. Her hævdede Per Stig Møller med sejrsrøst, at regeringen/ham selv havde sikret, at der ikke vil komme flere folkeafstemninger om nye EU-traktater, hvis blot den kommende EU-grundlov bliver vedtaget.
Nu anser jeg på ingen måde udenrigsministeren for at være dum, og han har givet også læst de fleste af EU-grundlovsudkastene - herunder også de seneste - så han ved udmærket, at man i den kommende EU-grundlov har indbygget en række fleksible ordninger.
Ordninger der blandt andet vil betyde, at Ministerrådet med enstemmighed kan aktivere en artikel i EU-grundloven, der vil betyde, at EU får sin egen anklagemyndighed, som skal kunne virke i de enkelte EU-lande, og kunne kræve fuldt samarbejde af de relevante nationale myndigheder. Ligeledes vil EU-anklagemyndigheden have ret til at føre sager ved de nationale domstole og kræve at disse domstole dømmer efter EU's føderale straffelov.
EU-grundlovsudkastet er fuld af mange andre fleksible ordninger, udformet på forskellig vis. Alle ordningerne har dog det tilfældes, at de udvider EU-integrationen - og deres aktivering vil ikke kræve egentlige EU-traktatændringer og dermed nye folkeafstemninger.

Løfter som er trusler
Når jeg tænker de to uger tilbage, så opfatter jeg udenrigsministerens sejrsmelding mere som et reklamebudskab, der burde meldes til forbrugerombudsmanden for brud på god markedsføring. Det var jo ikke et løfte udenrigsministeren kom hjem med.
Det var en trussel om, at i fremtiden vil de fire EU-begejstrede partier, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale - og nu også SF, der har tonet rent flag, og det er jo altid sympatisk - få mulighed for ad bagdøren, sammen med vennerne i Bruxelles, at beslutte, at vi skal have eksempelvis en EU-anklagemyndighed til at virke på dansk jord.
Så, som sagt, kan vi måske forvente, at vi på søndag eller mandag vil få tudet ørene fulde af EU-løfter, der egentlig er trusler. Trusler mod den danske selvstændighed og velfærd. Men nu er der jo ofte balance i tingene - og der er næppe heller tvivl om, at vi også vil høre trusler. Trusler om, at vi vil blive smidt ud af EU, hvis vi stemmer nej til EU-grundloven. Men det er jo i virkeligheden ikke nogen trussel - det er et løfte om at vi kan genvinde vores nationale selvbestemmelse!
Hvorfor kan EU-tilhængerne ikke lære at sige tingene lige ud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp