Om føje år vil man rive hårtotter op af hovedbunden og trampe hårdt i jorden af bar ærgrelse og fortvivlelse. Afgåede ministre og topembedsmænd vil måske blive røde af skam, fordi de både er til grin og er udråbt som dem der har begået en af nyere tids største bommerter.

Der tegner sig et billede af total fiasko. På den anden side, så vil Fogh-regeringen have opfyldt sin målsætning om at sætte sig spor i historien.

Farcen
21 marts 1961 modtog staten et skriftligt tilbud fra A.P. Møller om at efterforske den danske undergrund. Den 8. juli 1962 modtog A.P. Møller eneretten til udvinding af råstoffer fra den danske undergrund i 50 år. Bevillingen trådte i kraft fra den 8. juli 1962. For A.P. Møller kom den til at koste et gebyr på 40 kroner. Nordsøolien var hermed i hænderne på A.P. Møller.
Når skibsrederen fik aftalen blev det blandt andet begrundet i nationale hensyn. Men A. P. Møller havde fra starten indledt et samarbejde med udenlandske selskaber og dannet Dansk Undergrunds Consortium (DUC). Det består i dag udover Mærsk af Shell og Chevron-Texaco. Den danske andel faldt dermed i 1967 til 20 pct.
Alligevel har det bestemt ikke været nogen dårlig forretning. Uden oliepenge var A. P. Møller ikke blevet et så stort rederi eller så stor en operatør på olieområdet.
Men et særlig nationalt projekt kan man bestemt ikke sige at det har været. Den trælse fortælling om Nordsøolien fortsætter hvor den slap. Første gang som farce og anden gang som tragedie.

Tragedien
Fogh-regeringen har igennem nogen tid forhandlet vilkårene for forlængelsen af aftalen om Nordsøolien. Resultatet foreligger nu, og den aftale siger sparto!
DUC's gode aftale forlænges frem til 2042. Men det er ikke nok med det. For det første er det omtvistet om statens beskatning af kulbrinteudvindingen af olie og gas overhovedet vil give flere penge i statskassen. En del af den ekstraindtægt, som erhvervs- og økonomiminister Bendt Bentsen har talt om, er et resultat af nogle beregningsmæssige opskrivninger af oliereserverne.
Nok så alvorligt er det, at der indgår en særlig kompensationsaftale, der gør at Dansk Undergrunds Consortium (DUC) skal have erstatning, hvis Folketinget ad åre ændrer på vilkårene for beskatning. Regeringen har hermed bundet Folketinget de næste 40 år med et skattestop der vil noget!
På en høring i tirsdags udtrykte en stribe eksperter deres store forundring. Den norske olieekspert Diderik Lund fra Oslo Universitet konstaterede, at 'Oliesektoren har gennemgået kolossale forandringer de foregående 40 år, som man ikke kunne forudse i 1962. Hvorfor kan man så det nu?' Endnu skarpere blev det formuleret fra lektor i energiret Anita Rønne: 'Vi kender kun lignende aftaler fra meget ustabile lande. Eksempelvis Georgien og Kasakhstan.'
Socialdemokraterne har meldt, at partiet ikke vil stemme for aftalen - hvilket man godt kan forstå. Det ville ikke se kønt ud. Samtidig har partiet også meldt, at det ikke vil forsøge at få ændret aftalen, selv hvis der skulle opstå en politisk mulighed for det. Socialdemokraterne ønsker ikke at lægge sig ud med A.P. Møller og det øvrige DUC. Derfor kunne Socialdemokraterne også lige så godt stå ved sine reelle standpunkter og stemme for aftalen.

Målet
Mens pengene fosser ud af TDC-hullet i statskassen har regeringen sparet DUC for milliarder af kroner. Resultatet bliver, at der er et ordentligt hul i mange års finanslove der skal stoppes. I og med at regeringen står ved sit skattestop er der kun én måde at gøre det på: Nedskæringer over hele linien. Skoler, sygehuse, kollektiv trafik, kulturlivet, dagpenge og så videre vil blive ramt af benhårde 'velfærdsprioriteringer'.
Derfor er Fogh-regeringens 40-årsaftale med DUC reelt ikke en aftale med de multinationale operatører. Det er en aftale med den danske befolkning om, at livremmen skal spændes ind.
For Fogh-regeringen er skattestoppet først og fremmest et redskab til at gennemføre en minimalstat.