I løbet af de næste måneder afgøres det, hvilken vej Unions-toget vil bevæge sig - EU-modstanden må være klar med nye svar

af Karen Sunds, medlem DKP-ML's landsledelse
Det er aldrig sket før, at et EU-topmøde bryder sammen, og hele den samlede politiske elite i EU står uden nogen drejebog for det videre forløb.
Men det skete i denne weekend. Og på mange måder er sammenbruddet historisk. Herefter må alle politiske kræfter på EU-politikkens ja- og nej-side reorganisere deres planer.
Nej-siden gør det uden tvivl med glæde. For sammenbruddet er en god nyhed for unionsmodstanden, men ingen ved i øjeblikket, hvad der kommer til at ske nu. Det vil afsløre sig i løbet af de kommende få måneder.
Der er reelt to muligheder for, hvad der kan ske:
Den første mulighed er, at Tysklands og Frankrigs pressionspolitik lykkes. Sammenbruddet på topmødet er i høj grad dikteret af disse to stormagter, selvom alle ihærdigt søger at give Polen skylden. Gerhard Schröder og Jacques Chirac sender et krystalklart signal til de vrangvillige små og mellemstore lande:
Enten accepterer I den nye magtfordeling, eller vi danner selv en union af kernelande. Her kan I få lov til at blive tilknyttet som B-medlemmer.
Hvis Spanien og Polen bøjer sig for dette pres, kommer EU-forfatningen som oprindelig planlagt. Blot er hele tidsplanen et halvt til et helt år forsinket.

Den anden mulighed er, at pressionspolitikken mislykkes, men at modsætningerne og splittelsen tværtimod eskalerer yderligere. I så fald tyder alt på, at et EU splittet op i et A- og et B-hold er en realitet i løbet af kort tid.
Det er klart blevet formuleret allerede få timer efter sammenbruddet af både Jacques Chirac og Gerhard Schröder.
Den tyske kristlig-demokratiske EU-parlamentariker, Elmar Brok, går endnu videre:
- Så får vi et kerne-Europa. Det bliver udenfor traktaterne. Det kan blive på forsvarsområdet. Det kan også blive omkring den indre sikkerhed, en Schengen-plus, siger Brok ifølge netavisen euobserver.
De store lande er altså klar til om nødvendigt at bryde Nice-traktaten.
Især skabelsen af et EU opdelt i A- og B-lande, stiller den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen og hele Ja-siden i en meget vanskelig situation.
Allerede i dag står EU-tilhængernes løfter om at 'sikre Europas historiske heling' og 'binde de store magter ind' fuldstændig afklædt. De store lande har for alvor demonstreret, at de under ingen omstændigheder afgiver deres magt og kontrol.
Og et EU, opdelt i A- og B-lande er en vare, der bliver meget svær at sælge for Ja-siden. Den danske befolkning ønsker ikke at blive et kerneland i unionsintegrationen. Den vil ønsker heller ikke at blive et andenrangs-land, der er tvunget til at følge i kølvandet på unionstoget. Ja-siden står med en meget dårlig sag.

Dertil kommer, at sammenbruddet i Bruxelles giver ny indenrigspolitisk uro på den parlamentariske scene. Fogh Rasmussen havde satset på et stort nationalt kompromis omkring EU-forfatningen. Det skulle sikre ro, også på alle andre politikområder. Men nu er der frit slag for alle.
Socialdemokratiet og De Radikale kræver allerede, at der holdes folkeafstemning om undtagelserne.
Den melding virker dog uhyre uovervejet. Hvordan skulle man kunne få det danske folk til at stemme ja til at ophæve undtagelserne overfor en union, som ingen ved, hvor er på vej hen?
At stille den slags - for ja-siden - utaktiske forslag, er at levere nemme politiske point til Fogh Rasmussen, som statsmandsagtigt kan afvise dette forslag, og oven i købet score troværdighedspoint på det.
For unionsmodstanden er der også tale om en ændret situation. Uanset hvad, giver topmødesammenbruddet mere tid og rum. Samtidig udstiller det stormagternes diktatpolitik i al sin klarhed.
Men der er også en negativ effekt: Den politiske dagsorden frem til EU-parlamentsvalget den 13. juni vil blive mere mudret. Indtil i lørdags var der en klokkeren dagsorden: for eller imod EU-forfatning. Dette ville i høj grad bidrage til at få mange vælgere til at rykke fra deres traditionelle partitilhørsforhold og over til NEJ-bevægelserne. Nu skal der kæmpes hårdere for at fastholde dagsordenen.

Der må ikke være nogen tvivl om, at faren for en EU-supermagt på ingen måde er overstået. Ryger EU-forfatningen på gulvet, så står vi blot overfor EU's imperialistiske planer i en ny form. Der er ingen grund til at nedlægge våbnene.
Men hvis EU splittes op i A-lande og B-lande, så giver det unægtelig EU-modstanden nye perspektiver og muligheder, som bør udnyttes.
For i en lang række EU-lande, vil der være stor utilfredshed i befolkningerne med denne model. Og der vil åbne sig nye muligheder for, at en række lande kunne samles om at samarbejde, helt udenfor EU-projektet. EU-modstanden må forstå at udnytte denne situation maksimalt, og være klar med de nye svar. De kommende måneder bliver helt afgørende.