Magtens centrum er i realiteten ikke staten eller EU, men den økonomiske magt

af Hanne Mouritsen, Værløse
Den 4. december læste jeg en udmærket artikel her i Arbejderen, hvor John Holten Andersen (JHA) giver et bud på, hvad det er for en magt der styrer vores liv.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig JHA's verdensanskuelse, og hans bekymring for fremtiden. Vi kan ikke blive ved med at ødelægge aturen, og skabe stadig større ulighed mellem lande og mennesker, uden at det udløser negative reaktioner. Men med al respekt for JHA's gode sag mener jeg dog ikke, at han når ind til sagens kerne, men er kommet ud på et sidespor i betragtningerne over de mekanismer, der styrer samfundsudviklingen.

Mål og middel
JHA betragter mål-middel logikken som en negativ bærende kraft i de kapitalistiske samfund, hvor både natur og mennesker reduceres til tingsliggjorte objekter.
Det har han jo ret i, men mål-middel logikken har fra 'tidernes morgen' eksisteret i alle samfund. Forskellige folkeslag har slået sig sammen i samfundsfællesskaber, som gav bedre beskyttelse, og større mulighed for at blive mæt hver dag.
Ethvert samfundsfællesskab koordinerer indsatsen hen imod det fælles overordnede mål, men en naturlig brug af naturen i arbejdet for fællesskabet, gør ikke hverken natur eller mennesker til tingsliggjorte objekter, men til medspillere.
Det er først når 'magtens' overordnede mål (markedets vækstfilosofi) bevirker, at midlet til at nå målet ikke længere harmonerer med naturens rytme og menneskets naturlige ønske om tryghed og mæthed, at de bliver tingsliggjorte objekter for magtens mål. Resultatet ses nu. Naturen ødelægges, og menneskets forhold til arbejdet bliver den enkeltes personlige vækstfilosofiske mål - grådighed og egoisme.

Penge og klassesamfund
Pengenes bytteværdi er i sig selv neutral. Om et kilo kaffe koster en høne eller 50 kroner er i princippet ligegyldigt, men i et samfund hvor det økonomiske overskud ikke er ligeligt fordelt (klassesamfundet) får bytteværdien en helt anden betydning. Både de fattige, de velstillede, og de rige vil hele tiden presse på, for at reducere eller forøge forskellen mellem deres egen og de andre klassers indkomster.
Grådighed og misundelse opstår ikke kun mellem klasserne, men også mellem de enkelte borgere, hvilket er en af hovedårsagerne til, at det klassedelte samfund har kunne overleve så længe.
Er arbejdstagerne først 'spundet ind' i vækstfilosofiens tankegang, og kun ønsker at tjene flere og flere penge, lukker de øjnene for systemets udnyttelse af arbejdstagerne, og de vil aldrig kunne mindske det økonomiske svælg mellem klasserne.
Det kan forklare den stadigt tiltagende kynisme, samt fagbevægelsens fokus på den økonomiske kamp.

Markedets magt
Den der har den økonomiske magt, har også (indirekte eller direkte) magten til at ændre politiske beslutninger, der ikke er i deres favør.
Den politiske magt kan kun udmøntes, indtil lovene rammer den økonomiske magt, som kræver økonomisk vækst. Og politikerne føjer dem. De er tilsyneladende enige med erhvervslivets overordnede mål - økonomisk vækst, som i sidste ende er årsagen til udnyttelsen af arbejdstagerne, klassesamfundets beståen, arbejdsløshden, sekulariseringen, miljøsvineriet og så videre.
Det har hele tiden ligget mere eller mindre skjult bag Socialdemokratiets forsøg på at give kapitalismen et 'menneskeligt ansigt', men indlemmelsen i EU har tydeliggjort processen.
Magtens centrum er derfor i realiteten ikke staten eller EU, men den økonomiske magt (erhvervslivet), der anvender staten eller EU som redskabet til at få deres ønsker opfyldt indefor alle politiske genrer, - og derfor også indenfor videnskaben.

Kulturer i opløsning
Den virkelige fare for kulturel opløsning ligger i liberalismen og vækstfilosofien, som er blevet meget tydelig, siden vi tiltrådte EU. Den økonomiske magt, der lobbyer EU, er ved at få helt til at ensliggøre og ensrettte alting,lige fra agurker over kulturen og til de sociale pensioner.
Vores eget Folketing hjælper til ved at sørge for, at kultur med et 'internationalt' sigte bliver støttet, mens alle nationale kulturellse særpræg må 'sejle i deres egen sø', og derfor langsomt forsvinder.
JHA definerer ikke, hvad han mener det gode liv er, men jeg er overbevist om, at vi snart må stoppe snakken og begyne at handle. Ellers vil det være for sent at gøre noget. Vi kan jo begynde med at finde ud af hvilke konkrete muligheder, der er for at vende udviklingen hen imod 'det gode liv'.