KFI fordømmer på det skarpeste såvel denne støttedemonstration for besættelsesmagten i Irak som de irakiske quislinge og kollaboratører, der står bag den.
fra Komiteen for et Frit Irak
Med afsky har Komiteen for et Frit Irak (KFI) erfaret, at der i den svenske hovedstad Stockholm lørdag den 13. december under hovedparolen 'Nej til terrorisme i Irak! Ja til demokrati!' vil finde en irakisk indkaldt demonstration sted, som er et utilsløret og beskidt angreb på det irakiske folks retfærdige modstandskamp og en slet skjult støtte til den ulovlige amerikansk ledede besættelse af Irak. Dagen er langtfra tilfældigt valgt, for samme dag afholdes i Rom demonstrationen 'Solidaritet med det irakiske folk i modstandskamp!', en begivenhed, som KFI helhjertet støtter og opfordrer alle verdens antikrigsbevægelser til at bakke op.
Demonstrationen i Stockholm, der arrangeres af blandt andet Iraks Kommunistiske Parti (ICP), Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), Kurdistans Patriotiske Union (PUK) og Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), som alle den 13. juli blev udpeget af USA til det såkaldte Regerende Råd i Irak, har følgende paroler: 'Nej til terrorisme! Ja til demokrati!', 'Terrorister, fjern jeres beskidte hænder fra det irakiske folk!', 'Saddam Hussein og hans terroristiske system er et masseødelæggelsesvåben!', 'Solidaritet med det irakiske folks kamp for et demokratisk, føderalt og pluralistisk Irak!' og 'Saddam Hussein, bin Laden og de arabiske lejemedier er det irakiske folks fjender!'.
KFI fordømmer på det skarpeste såvel denne støttedemonstration for besættelsesmagten i Irak som de irakiske quislinge og kollaboratører, der står bag den. De har af deres herre, USA, blandt andet fået til opgave i Irak og i udlandet massivt at miskreditere og herigennem svække og likvidere enhver støtte til det irakiske folks modstandskamp, som ikke er terrorisme, men derimod er fuldt ud legitim i henhold til 'Geneve-erklæringen om terrorisme' og har det overordnede og retfærdige formål at drive dem, der har besat Irak, ud af landet.
Det er ikke en tilfældighed, at de irakiske quislingeorganisationer går i offensiven lige nu. For i dag står det mere tydeligt end nogensinde, at den irakiske modstandsbevægelse, der omfatter mere end 40 forskellige organisationer fra et meget bredt politisk spektrum, virkelig har udfordret den amerikansk ledede besættelsesmagt, der dagligt lider tab, mens mismodet breder sig med lynets hast i dens egne rækker.
Selve modstandens fremgang og besættelsesmagtens svar på denne i form af en eskalering af terroren mod den irakiske civilbefolkning, såsom 'Operation Iron Hammer' og den amerikanske massakre i Samarra den 30. november, er et klart bevis på, at modstandskampen nyder en bred, massiv og for besætterne truende opbakning i det irakiske folk. En så kraftfuld modstand som den, der foregår i Irak, kan ganske enkelt ikke eksistere uden en temmelig betydelig folkelig støtte. Og eftersom quislingeorganisationerne fuldstændigt har lagt deres skæbne i Det Hvide Hus, så udgør modstandskampens styrkelse også en stadig større fare for deres egen politiske fremtid, og dette får dem til at øge omfanget og graden af alle slags angreb på modstandsbevægelsen.
KFI opfordrer antikrigsbevægelsen overalt i verden til at fordømme demonstrationen i Stockholm og lignende fremtidige initiativer rettet imod den retfærdige irakiske modstandskamp og tage klart afstand fra alle de irakiske quislingeorganisationer, der bag besættelsesmagtens kanoner i det Regerende Råd ikke bare samarbejder med denne, men også betegner deres eget folks legitime og modige kamp mod en imperialistisk supermagts ulovlige og tyngende besættelse som terrorisme. KFI opfordrer derfor også antikrigsbevægelsen i Danmark og resten af verden til positivt at udtrykke deres støtte til det irakiske folks modstandskamp som en naturlig, logisk og berettiget konsekvens af den FN-stridige aggressionskrig mod Irak og på alle måder at forstærke solidariteten med det irakiske folks kamp mod olierøvernes besættelse og økonomiske udplyndring af Irak.
Den irakiske modstandskamp er en stor støtte til og opmuntring for både det kæmpende palæstinensiske folk i dets befrielseskamp mod den israelske besættelse og alle andre folk, der lider under besættelse, undertrykkelse og udplyndring og kæmper for deres frihed og uafhængighed.
KFI gentager således sin fulde støtte til modstandskampen i Irak og vil - set i lyset af de irakiske quislinges feje og intensiverede forsøg på ligesom deres allierede USA at dæmonisere den irakiske modstandskamp og stemple den som 'terrorisme, Saddam Hussein og bin Laden' - forstærke sin solidaritet med det kæmpende irakiske folk. Det er modstandskampen, og ikke de amerikanske lakajer i det Regerende Råd, eller sjakalerne, som den store irakiske digter Saadi Youssef med åben foragt kalder dem i digtet 'Sjakalernes bryllup' skrevet i anledning af marionetstyrets oprettelse, som er forudsætningen for og bærer kimen til et frit og uafhængigt Irak.
Det er den retfærdige modstandskamp mod besættelsen, som bør støttes af alle progressive og demokratiske mennesker i verden. Ægte demokrati, frihed og social fremgang er umulig under besættelse.
Stop besættelsen og udplyndringen af Irak!
Danske tropper hjem nu!
Støt den irakiske modstandskamp!
For et frit, uafhængigt og demokratisk Irak!
Komiteen for et Frit Irak (KFI), Danmark
www.kfi.fcpages.com og www.fritirak.dk (kommer snart)
E-mail: fritirak@yahoo.dk
Økonomisk støtte til KFI: Reg. nr. 9860, Kontonr. 892-97-01977
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278