Umærkeligt er det kriminalpræventive fokus i SSP-samarbejdet blevet flyttet, og vægten lagt på netop den sociale kontrol

af Carsten Korsar, Risskov
Justitsminister Lene Espersen har, i samarbejde med blandt andre Kommunernes Landsforening, præsenteret endnu et 'nyt våben' i den hellige krig mod den såkaldte rockerterror. Det skete også denne gang under loyal mediebevågenhed fra den sædvanligvis ukritiske presse i vort ellers frisindede og oplyste fædreland.
Den 12. november udsendte Justitsministeriet en vejledning til en række myndigheder. Den drejer sig om udveksling af oplysninger mellem myndigheder - for eksempel mellem socialforvaltninger og politiet.
Egentlig indeholder den ikke så meget nyt. Men en enkelt nyhed er det da blevet til: Nu kan myndigheder også videregive oplysninger 'af forebyggende grunde'. Det vil sige også i tilfælde hvor der ikke foregår efterforskning af en overtrædelse af straffeloven.
Terrorpakken, der blev hastet igennem Folketinget efter 11. september, har sat sine tydelige spor på andre områder. Ellers er der ikke meget nyt. Bortset fra et par nytolkninger. Dem skal vi vende tilbage til.

I vid udstrækning bygger vejledningen på det eksisterende SSP-samarbejde. Altså samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi. Det startede i 80'erne, og var oprindeligt tænkt som en kriminalpræventiv foranstaltning. Både sproglige og juridiske begreber nedslides hen ad vejen, og noget tyder på, at det fra at være forebyggende er på vej mod at blive en del af politiets almindelige efterforskningsarbejde.
Der lød advarende røster, da det blev foreslået. Mange - også dem, som havde deres arbejde på området - frygtede, at det ville betyde, at sociale klienters tillid til sagsbehandlere og lærere ville blive svækket. Om det har været tilfældet, er svært at svare på. Det ville kræve en omfattede undersøgelse, som kun få partier ville støtte.
Men en række episoder på kommunale socialforvaltninger indikere i hvert fald, at en del klienter har et anstrengt forhold til sagsbehandlerne. De finder sig ganske enkelt i mindre, og rundt om på socialforvaltninger er der hærdebrede vagter fra private vagtselskaber til at beskytte de ansatte. Ikke mod 'rockere'. De opfører sig til manges forundring som regel meget pænt. Men mod almindelige, sociale klienter fra det, der kaldes samfundets nederste lag.

Der kan fremsættes mange teser om årsagerne til at Justitsministeriet udsender vejledningen nu. Det følgende er blot en af dem. Men som nogle vil huske, erklærede det pæne Danmark bikerne krig efter den fejde, som i populærpressen blev kaldt 'Den Store Nordiske Rockerkrig' (se bogen med samme titel af Thorkild Høyer, tidligere forsvarsadvokat og mægler mellem parterne i fejden).
De fleste politikere og mange højtstående politifolk var imod at forbyde bikerklubberne med grundloven i hånd, og Rigsadvokaten afviste da også muligheden. Men en række andre tiltag blev foreslået med henblik på at gøre det surt at være biker. Et af dem var, at spærre dem inde i fængslerne i særskilte afdelinger for at bryde sammenholdet indefra. Om dette skrev jeg en artikel, 'Fængselsvæsnets fæle fyre', i bladet Social Kritik, nr. 82, september 2002.
Sammenholdet i klubberne er ikke knækket. Der har været enkelte, svage tegn på gnidninger, som selvfølgelig kan henføres til belastningen ved at være stuvet sammen på et begrænset område i årevis. Men intet alvorligt. Og manglen på succes for denne strategi er derfor evident.

Nu mobiliseres alle samfundets midler til social kontrol: Skoler, socialforvaltning, politi og - ikke mindst - Told & Skat. Som medspiller har de den lille misundelse: Hvordan kan 'rockere' køre rundt på dyre motorcykler, når de er på overførselsindkomster?
Endnu har myndighederne ikke præsenteret opgørelser over hvor mange bikere, der er på overførselsindkomst. Det ville antageligt ødelægge mytebyggeriet. Der er næppe mange af de to store klubbers (Hells Angels og Bandidos) 265 medlemmer, som er på overførselsindkomster.
Politiets stresstaktik, som gik ud på at hente medlemmerne fra deres arbejdspladser til afhøring, og løslade dem igen efter 23 timer - hvorefter de stod uden arbejde - virker ikke længere.
Nogle har egne virksomheder, og fyres derfor ikke. Atter andre arbejder hos deres brødre. Det har været en nødvendighed. Sammen med mange andre tidligere straffede deler de den skæbne, ikke at kunne få almindeligt lønarbejde på grund af en plettet straffeattest. Sigtet er at obstruere og belaste deres firmaer. Med denne strategi - og Told & Skats hjælp - skal de tvinges i knæ.

Jeg mødte nogle af dem allerede i 1976, da de fire klubber, der senere blev til Hells Angels, fik stillet et hus til rådighed i Titangade på Nørrebro i København, og i tiden frem til 1979, hvor jeg flyttede til Frederiksberg.
Det er stærke mennesker, som adskiller sig fra de fleste i de lavere, sociale lag ved deres sammenhold og kompromisløshed. Samtidigt er det forklaringen på hvorfor både politikere og myndigheder oplever dem som en udfordring: De kan ikke kontrolleres med de sædvanlige magtmidler til social kontrol! Og med deres eksempel udgør de i magthavernes øjne en potentiel risiko.
Jeg kan kategorisk afvise, at noget af det, som myndighederne nu foretager sig, vil få som konsekvens at klubberne går i opløsning.
Al sandsynlighed taler også for, at politikere og myndigheder udmærket er klar over, at de tiltag, som de nu iværksætter, ikke vil få nogen effekt overhovedet. Men tiltagene er med til at gøre social kontrol til et bedre våben i magthavernes hænder. Umærkeligt er det kriminalpræventive fokus i SSP-samarbejdet blevet flyttet, og vægten lagt på netop den sociale kontrol.

Lovgivningen på området - forvaltningsloven og persondataloven - nævner intetsteds eksplicit 'rockere'.
Vejledningen vil uvægerligt med tiden blive brugt overfor alle borgere - hvad enten det er skoleelever eller sociale klienter. Ikke mindst på grund af den korpsånd, som har udviklet sig i de sociale forvaltninger, og som delvist også skyldes socialarbejdernes angst for deres klienter. I stigende grad ser de sig selv som en del af systemet, og klienterne som modparten.
Naturligvis er det en påstand, som ingen kan føre håndfast bevis for. Men sikkerhedsvagter, overfaldsalarmer og andre lignende forholdsregler taler deres eget, tydelige sprog. Og det er ikke en utænkelig fremtidstanke, at socialarbejdere og klienter mødes adskilte af en panserglasrude i de hårdest belastede områder.
Det interessante spørgsmål er, om den negative og nedadgående spiral kan brydes? Situationen burde give faglige organisationer grund til dyb eftertanke. Den tid er ikke fjern, hvor elever og klienter nødvendigvis må opleve lærere og sagsbehandlere som mulige 'stikkere'. De kan ikke vide hvilke oplysninger, der tilflyder andre myndigheder - eller hvornår.
Væggene mellem sagsbehandleren og politimanden er slidt tynde som japansk rispapir af dårlig sagsbehandlingsetik, og kun trænede jurister kan afgøre, om forvaltningsloven og/eller persondataloven er overtrådt. Det har en almindelig social klient hverken ressourcer til eller forudsætninger for.

Vejledningen følger altså hovedtendensen i samfundet: Mere - og mere fintmasket - social kontrol. Den blev grundigt forankret af det, der vel nærmest som en morsomhed blev kaldt 'lov om retssikkerhed på det sociale område' og anden følgelovgivning, som blev vedtaget under SR-regeringen. En lovgivning, som på visse områder betød et kvantespring - tilbage til stavnsbåndet.
Og nytolkningerne af mulighederne for udveksling af oplysninger peger i samme retning: Har du, som social klient, en gammel BMW, kan motorregistreringskontoret 'oplyse' din socialforvaltning om at du står som ejer. Det bedste råd er, at du skyndsomt sælger den for én krone til din gamle, pensionerede moder eller en fætter, som har fast arbejde.
Big brother passer på dig!