Med strukturkommissionens rapport, primo 2004, går de afgørende forhandlinger i gang om en kommunal reform, som ikke kun handler om antal kommuner og amter og fordeling af opgaver.

af Ulla Nygaard, 55 år. Næstformand i BUPL Århus Kommune, hovedbestyrelsesmedlem i BUPL. Medlem af DKP/ML.

Der er masser af politik i strukturdiskussionen. Derfor bliver det vigtigt at få sat fokus på de indholdsmæssige forandringer, regeringen pønser på, så det hele ikke ender i en gold strukturdebat.
Hvad er det for en udvikling, de nye strukturændringer skal tilpasses og understøtte? Hvordan vil strukturændringerne påvirke fremtidens velfærd i Danmark? Hvad er det for en offentlig sektor, vi ønsker at bevare?

Regeringen har travlt
Der er lagt op til en meget snæver tidsramme, gerne med et politisk forlig allerede i foråret 2004.
Med det new zealandske eksperiment i erindring er der god grund til at frygte, at kommende strukturændringer har til formål at sætte vældig fart i den markedsgørelse, der allerede i dag finder sted indenfor den offentlige sektor. Kommissionen skal blandt andet komme med vurderinger af snitfladen mellem den offentlige og private sektor, og på brugen af udlicitering, privatisering, pengene-følger-borgeren og frit valg.
Syn for sagen får man, når man læser den københavnske venstreborgmester Søren Pind`s kronik i Jyllands-Posten den 15. november. Han skriver, at strukturkommissionens arbejde giver mulighed for at skabe et super sundhedssystem, hvor amterne nedlægges og den politiske og planøkonomiske styring af sundhedsvæsnet ophører. Han fremhæver flere udenlandske systemer, blandt andet det amerikanske, hvor en sundhedsforsikring er finansieret af den enkelte selv. Hospitalerne fungerer enten drevet af forsikringsselskaberne eller som rene privathospitaler, hvor kunderne (patienterne) kan købe sig til ydelser.

Alt offentligt i spil
Det handler selvfølgelig ikke kun om sygehussektoren, men hele den offentlige sektor. Der er ingen tvivl om, at regeringen ønsker at udbygge den nyliberale kurs med omdannelsen af offentlige institutioner til selskabslignende størrelser, som senere kan udliciteres eller privatiseres.
En sådan ”firmatisering” af den offentlige sektor vil have det økonomiske afkast som rettesnor og ikke de menneskelige behov. Man kunne fristes til at sige, at regeringens mål er at omdanne den offentlige sektor til en servicekoncern, der skal konkurrere med det private.
Det er en helt anderledes måde at betragte den offentlige sektor på, som også indbefatter indirekte valgte ledelser, det vil sige mindre politisk kontrol og mindre demokratisk indflydelse hos borgerne.
Derfor handler diskussionen om kommunalreformen i høj grad om demokrati og om bevarelsen af en offentlig sektor, hvor det er borgernes behov og ikke den økonomiske bundlinie, der er i centrum.
Derfor bliver det vigtigt, at fagbevægelsen og alle andre organisationer og bevægelser involverer sig i strukturdebatten.