Et nyt år er begyndt. Som sædvanligt indledes det med taler - af majestæten og statsministeren. Det er taler, der ofte giver anledning til løftede øjenbryn og polemik

Hvad kan majestæten tillade sig at sige - hvor moralsk kan en monark være? Hvad har statsministeren i ærmet? 2004 startede som et tamt år. Ingen lovede noget og ingen risikerede noget - mon det bliver et stille år?

En arbejders mulighed
Majestætens tale var rund og lagde ud med temaet - lad os tale sammen, for måske bliver man klogere af det. Sandt nok.
Sandt er det også, at hvert enkelt menneske har meget på hjerte og har en stor viden om livet i Danmark. Det er en god idé at lytte. Var mon majestætens tale møntet på statsministeren, som jo ikke kan beskyldes for at lytte til hvad folk i Brøndbyerne, Randers eller Ydre Nørrebro har at fortælle. De ved godt hvad de drømmer om, hvad der kunne være bedre og endog hvad der kunne være meget, meget bedre: et spændende arbejde, en passende løn, tryghed i ansættelsen, rige muligheder for kulturel, social og sportslig udfoldelse, en god bolig med den rigtige beliggenhed, adgang til det lokale sundhedscenter eller specialbehandling på et moderne sygehus, spændende og billig mad, løbende uddannelsesmuligheder og en fornøjelig snak med indvandrerne henne i nummer 17.
Folk ved godt hvad de ønsker sig til en begyndelse. Og når de første ting er virkeliggjort vil der ud af hverdagen udvikles nye perspektiver og afdækkes nye muligheder i menneskelivet, som kan realiseres via samfundet og egen indsats. Sådan kan det blive ved i en uendelighed. Det er menneskets mulighed - det er arbejderklassens mulighed. En faktisk og realiserbar mulighed - troen på det er afgørende. Og det er ikke særlig mystisk eller et utopisk projekt, selvom det har utopiske dimensioner.

En Foghumulighed
Men vi lever i Foghs Danmark - monarkiet Danmark, EU-Danmark, et borgerligt Danmark. Her lytter man ikke til folk.
Hvem da lægger Fogh ører til? 'En kollega fra Østeuropa', som fortalte om kommunismens diktatur. Han lytter til Bush og hans propagandakontor i Det Hvide Hus, når denne beder om danske soldater og F16-fly. Han lytter til markedet - og dets ubønhørlige signaler om en stram økonomisk politik. Og han lytter en betragtelig grad til Dansk Folkepartis Kraballefraktion, der ber' om endnu en stramning af indvandrerpolitikken.
Foghs nytårstale viste en statsminister der er trådt ind i anden fase af sin regeringsperiode, og den skal bruges til at sikre ham genvalg. Talen var bemærkelsesværdig ved alt det den ikke handlede om. Kulturkampen var borte, det var det store slagnummer sidste år. Velfærdsreformen var der ikke en lyd om, selvom det er her regeringen siger, den har visioner. EU - Foghs og Lykketofts fælles mærkesag - blev ikke nævnt. Det blev til en gentagelse af kravet til indvandrerne om at de må forstå hvad de skal.
De store løfter var arbejde til alle! Ikke fordi Fogh vil gøre noget, for han vil blot vente på opsvinget, som han lovede er på vej. Og så skal vi uddannes: Det er min ambition, at vi danskere skal være blandt de allerbedst uddannede i verden. Og at Danmark i løbet af de næste ti år udvikler sig til ét af verdens absolut førende højteknologiske samfund, sagde Fogh. Vist er uddannelse godt, men det er mindst lige så godt, hvis der også er arbejde bagefter.

Det umuliges mulighed
Det er tykt opportunistisk - hvis man ikke siger noget, fornærmer man ikke nogen. Skal vi ikke tale pænt sammen, som majestæten sagde. Alliancen med Dansk Folkeparti nedtones af hensyn til valget. For Fogh er jo en folkets mand - der er jo ingen grund til at stille tingene skarp op for: Vi har afskaffet klassemodsætningerne, så vi danskere udgør et forenet folk, et samfund, der bygger på frihed, frisind og fællesskab, sagde Fogh. Endnu engang forsøgte han at tale klasserne bort - at gøre det umulige muligt.