I Dagbladet Arbejderen fredag den 19. december stiller Fritz Schaumburg - Müller (FSM) nogle spørgsmål til vores oplæg om klasseanalysen bragt i Arbejderen den 4. og 5. december

af Søren Becher, DKP/ML's landsledelse.
Lad mig starte med at indrømme, at jeg ikke har nogen eksakt opgørelse over hvor mange danske arbejdere der i er besiddelse af aktier i den ene eller den form. Jeg er også i tvivl om der overhovedet findes en sådan pålidelig opgørelse.
Ikke desto mindre er fænomenet jo velkendt og i de senere år er der for alvor kommet gang i opbygningen af de store såkaldte 'lønmodtager pensionsfonde'. De drives efter samme principper som andre kapitalistiske investeringsforretninger. Midlerne skal jo forrentes så 'lønmodtagerne' kan få udbetalt deres pension!
At især mere velstillede arbejdere, og højtlønnede ansatte indenfor særlige brancher, køber aktier eller medarbejderaktier, deltager i særlige investeringsforeninger og så videre er også velkendt. Om der i dag er flere arbejdere, der opkøber aktier end tidligere ved jeg ikke. Jeg tvivler. Jeg tror i højere grad på, at arbejdernes 'sparepenge' bindes til forskellige former for pensionsopsparing.

Betyder denne udvikling, at vi bevæger os i retning af en slags 'folkekapitalisme' eller at arbejderne i stigende omfang så at sige har et 'ben i hver lejr' - er kapitalist og arbejder på én og samme tid, - spørger FSM?
Efter min mening er svaret nej på begge spørgsmål.
Fordi en arbejder køber nogle få aktier og modtager en vis dividende bliver han naturligvis ikke kapitalist. Arbejderen har i realiteten ingen indflydelse på udviklingen i det enkelte aktieselskab - der domineres af store kapitalgrupper, der sidder med kontrollen over aktiemajoriteten.
For de store kapitalgrupper er der en fordel ved at øge antallet af små aktier og i det hele taget forøge aktionærernes antal. Hvorfor? Fordi det forøger den kapital de råder over. Og jo flere aktier der er - jo færre skal der til at råde over et bestemmende flertal af stemmerne. At stimulere aktieopkøb i dele af arbejderklassen er med andre ord en 'kapitalistisk folkefidus', der intet ændrer ved den 'lille aktionærs' klassemæssige placering.

Naturligvis prøver kapitalisterne og den politiske elite, at sprede forvirring i arbejderklassen, at skabe illusioner og forsoning på mange forskellige måder. Ideen om Økonomisk Demokrati (ØD), eller Overskuds Deling (OD), eller ideen om at overtage produktionsmidlerne via fredelige fondsopkøb, den såkaldte fondssocialisme, er forsøg på at nedbryde arbejdernes klassebevidsthed og skabe illusioner om kapitalismen natur. Imidlertid har disse strategier det med at bryde sammen når regningen skal betales - især når kriserne bryder igennem.
Efter vores opfattelse har Engels givet en kort og meget præcis definition på borgerskabet i Det Kommunistiske Manifest. Han siger her:
Ved bourgeoisi forstås de moderne kapitalisters klasse, som er ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler, og som udbytter arbejderne.
Denne definition levner ikke plads til en kapitalisme i folkelig variant.
Og slutteligt er jeg enig i, at vi bør analysere og få et bedre overblik over de former og metoder borgerskabet tager i anvendelse for at inddrage arbejdernes sparepenge i den kapitalistiske spekulation.