Det nye år byder på et EU-parlamentsvalg, samt måske EU-afstemning og folketingsvalg - der er nok at tage fat på
af Kit Aastrup, Århus
200.000 fattige børn i Danmark. Red Barnets undersøgelse viser, at der er mange fattige børn. Selv om socialminister Henriette Kjær prøver at så tvivl om antallet, er det ikke vigtigt, om der er 100.000 eller 200.000.
Det er en skændsel, at der overhovedet findes fattige børn i Danmark. I det land, som OECD har udnævt til at have verdens fjerde stærkeste økonomi, kun overgået af Finland, USA og Sverige. Danmark er et rigt land, og det er skændigt, at vi ikke kan fordele rigdommen bedre. Det er usselt, når regeringens politik overfor udlændinge går ud over uskyldige børn.
'Det virker', siger regeringen. Ja, det skal jeg love for. Det virker virkeligt hårdt, når der ikke råd til børnefødselsdag og råd til en ferie fra betonbebyggelsen om sommeren. Det er ekstra hårdt, at være fattig i et rigt land som Danmark. Vi kender alle sammen H. C. Andersens fortælling 'Den lille pige med svovlstikkerne'. Den handler om, at få lov til at se rigdommen og det gode liv og selv være udelukket fra det. Den handler om at håbe og drømme og om at gå til grunde selv. Sådan behøver det ikke at være i et af verdens rigeste lande.
De borgerlige partier, Venstre og Konservative har sammen med Dansk Folkeparti - og desværre også med Socialdemokratiets støtte - bevidst og systematisk forringet levevilkårene for de fattigste.
Kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget hjælp i mere end seks måneder, fik hjælpen sat ned den 1. juli 2003, og fra 1. januar 2004 er der sat loft over den samlede hjælp. Ikke så underligt, at sort arbejde bliver mere og mere udbredt, og at rengøringsmafiaen i hotelbranchen har kronede dage. Det burde da være beviset for, at kontanthjælpsmodtagere gerne vil arbejde, hvis der ellers var et arbejde til dem. Det er jo ingen hemmelighed, at det er svært at få et job, hvis man har et udenlandsk klingende navn.
Forsøget på at få skovlen under dagpengemodtagerne lykkedes ikke i denne omgang, fordi Konservative bakkede ud, men vent bare, de onde hensigter er kun midlertidigt lagt på hylden. Fagbevægelsen udsættes for et meget stærkt pres, men det virker som om, den slet ikke har opdaget det og ikke er vågnet af tornerosesøvnen. Den bliver taget på sengen, hvis der ikke snart kommer et modspil.
I 2003 trådte de første forringelser og nedskæringer i kraft, og flere er på vej i 2004. Det er i sandhed den omvendte Robin Hood politik, hvor man tager fra de fattige og giver til de rige.
A. P. Møller har lige fået en foræring af den danske stat med aftalen om Nordsø-olien. Hvor meget 'folkegaven' er værd, kan man ikke engang sætte tal på, men det drejer sig om milliarder. Skattestoppet kan dårligt mærkes af almindelige mennesker, men de rige kan, og de fattige kan så sandelig også, for det er dem, der rammes af de budgetstramninger, der følger i kølvandet på det.
2004 bliver et meget vigtigt år. Måske et skæbneår. Vi får måske mulighed for at stemme om EU-forfatningen, og chancen for at stemme den ned, må ikke forspildes. Selv om forhandlingerne midlertidigt er udskudt på grund af sammenbruddet, vil afstemningen sandsynligvis alligevel komme til næste år.
Partierne er enige om, at der ikke skal være afstemning samme dag som parlamentsvalget, sådan som det bliver i nogle af de lande, som skal stemme om forfatningen. Derfor gætter jeg på, at afstemningen kommer til efteråret. Personligt håber jeg, at vi med et nej til forfatningen kan tage det første skridt til at frigøre os fra et udemokratisk og bureaukratisk foretagende, som ikke gavner befolkningerne men kun den internationale kapital.
Der er også mulighed for et folketingsvalg, og måske kommer det allerede i foråret. Regeringen kan væltes, men er det en forbedring med regeringsmagten hos et EU-liderligt, fremmedfjendsk og neoliberalt Socialdemokrati? Forskellen kan måske ligge på et meget lille sted. Der er nok at tage fat på.
Godt kampår 2004.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278