30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nationalstaten er grundlaget for succes

Nationalstaten er grundlaget for succes

Fredag, 02. januar, 2004, 00:00:00

Uddrag af bidraget fra Kommunistisk Parti i Danmark til konferencen i Athen den 13.-14. december 2003

Vi er ikke enige med dem der siger, at nationalstaterne har udspillet deres rolle. For det vil jo betyde, at den nationale kamp for selvstændighed og demokrati har udspillet sin rolle.
Tværtimod! Det er her er at vi ser det væsentligste udgangspunkt for succes i kampen mod EU-grundloven og i det hele taget i kampen mod EU - og for perspektivet: et folkenes Europa.
De meget positive erfaringer vi i Danmark har gjort og de resultater vi i modstanden har opnået, blandt andet gennem samarbejdet i den meget brede Folkebevægelsen mod EU, ville ikke have været mulige, hvis vi havde afskrevet betydningen af den nationale kamp for selvstændighed.
Selve kampens grundlag udspringer heraf!
Og således må, efter vores partis opfattelse, kampen mod EU-grundloven og kampen mod EU i det hele taget, tage sit udgangspunkt i hvert enkelt lands særegne nationale forhold, forudsætninger og kampbetingelser.

Forskellige kampbetingelser
Det er rigtigt, at vores fjende sætter ind med fælles tiltag overalt: nedskæringer af de offentlige budgetter, dereguleringer, privatiseringer og så videre. Også i denne sammenhæng vil EU-grundloven kunne få en væsentlig betydning, da den kan skabe et forfatningsmæssigt grundlag for denne politik.
Men vore vilkår og kampbetingelser er forskellige. Der er stor forskel på den offentlige sektor i Danmark og i Italien. Der er stor forskel på arbejdsmarkedernes opbygning og funktionsmåder i Sverige og Spanien.
Derfor skal vi tage vore udgangspunkter i vore forskellige nationale forhold; det er i stor udstrækning dem, der dikterer vore kampbetingelser og dermed vore strategier.
Men det udelukker på ingen måde solidaritet og fælles træk mellem vore partier og modstandere af EU-grundloven på tværs af de europæiske grænser. Her skal vi styrke enhver form for dialog og samarbejde.

Nej til europæisk venstre-parti
Men det kan efter vor opfattelse ikke ske ved oprettelse af et 'Europæisk Venstre'-parti.
En sådan konstruktion vil netop tilsidesætte de særegne nationale forudsætninger og kampbetingelser. Det anerkender ikke dialektikken mellem det nationale og det internationale i vores kamp.
Forslaget om et sådant europæisk venstre bygger efter vores mening i virkeligheden på en opfattelse af, at EU-konstruktionen kan og skal bekæmpes i ét slag; uden syn for den samfundsforandrende proces, der i modstandskampen kan og vil forløbe på forskellig måde i de enkelte lande, afhængig af de særegne nationale forhold.
Forslaget har ikke bund i en marxistisk analyse af situationen, men er snarere et udslag af opportunisme. Vi betragter derfor ideen om et Europæisk Venstre på samme måde som forslaget om at udvikle ATTAC-bevægelsen til et politisk parti.

Brug for kommunistiske partier
De meget omfattende folkelige bevægelser mod krigen, mod imperialismens globalisering og så videre, som vi ser dem samlet i det Sociale Forum i Europa og globalt, er forskellige og selvstændige folkelige bevægelser.
De kan ikke samles op i et enkelt parti, uden at miste den bredde og kraft, som de besidder i dag.
Og vi må også sige til os selv: skal sådanne brede og diffuse partier afløse vore nuværende kommunistiske partier?
Nej! Der er fortsat brug for de enkelte landes kommunistiske partier.
Det er fortsat nødvendigt, at der er kommunistiske partier der analyserer udviklingen på grundlag af marxismen-leninismen og med socialismen som perspektiv.
Det er stadig nødvendigt med kommunistiske partier, der er en organisk del af deres egne landes arbejderklasser og befolkninger og som kan give perspektiv på de nationale kampe.
Det udelukker på ingen måde samarbejde, koordinering og fælles aktioner.
Dem ser vores parti gerne flere af - men på det enkelte parti«s grundlag og ud fra de enkelte folks konkrete og særegne nationale betingelser og muligheder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp