Til trods for store forventninger, et enormt presse- og politiopbud og floskler om ´den europæiske nødvendighed´ lykkedes det ikke for EU´s stats- og regeringschefer på topmødet i december at blive færdig med det, der kunne være blevet årets julegave fra EU til EU-landenes befolkninger: En EU-grundlov.
af Trine Pertou Mach, 33 år, cand. scient. pol. Talsperson og kandidat til EU-parlamentsvalget for JuniBevægelsen. Projektmedarbejder i Verdensnaturfonden
Taget i betragtning, at den faktisk heller ikke står på vores ønskeseddel, gør det ikke så meget. Men sagen er, at de ikke har opgivet at give os en EU-grundlov; det bliver bare lidt senere. Det, man kalder det store sammenbrud, var jo ret beset ikke andet end en klassiske (og temmelig vigtige) kamp om magten i EU's Ministerråd.
Den kamp er der hver gang, der er traktatforhandlinger, og denne gang udmærkede den sig ved at være usædvanlig beskidt, fordi et par af de store 'gamle' EU-lande forsøgte at fravriste et nyt medlemsland, Polen, hvad man tidligere havde lovet i Nice-traktaten.
De store truer
Så beskidt var det, at man end ikke trak forhandlingerne ud til de sene nattetimer, men bare gik hver til sit lørdag eftermiddag. Nu truer Frankrig og andre 'gamle' lande med, at hvis de små og 'nye' ikke vil lege med på de stores præmisser (læs: Være marionetter og staffage i de stores stormagtsspil), så kan det også være lige meget. Så skrider de nemlig bare og laver deres egen klub, gennem bestemmelserne i Nice-traktaten om forstærket samarbejde.
Vores opgave som unionsmodstandere er klar: Vi skal fastholde, at forbundsstaten overhovedet ikke er stendød, trods topmødet. Man skal jo huske, at stort set alt andet i forfatningen gled gennem statsledernes hænder uden større konflikt: Fælles forsvar og forpligtelse på oprustning, flere flertalsafgørelser, fælles udenrigsminister, præsident, fælles retssystem, EU-rettens forrang og så videre.
Det var ikke en strid om manglende demokrati, manglende fleksibilitet eller om meningsløsheden i at tale om selvstændige stater, der lukkede topmødet. Nej, det var knaster, der generede de store EU-lande i deres ambition at gøre EU til deres eget projekt, styret af dem.
Afgørende år
Retningen i EU-samarbejdet led ikke nogen stille død på topmødet. Men vi vil sikkert opleve at blive kaldt dommedagsprofeter, løgnere, demagoger og at blive beskyldt for at råbe 'ulven kommer' i de kommende måneder, ikke mindst op til EU-parlamentsvalget til juni. Det er klart i ja-sidens interesse nu at udnytte den 'uklare' situation til at gøre vores argumenter utroværdige.
Heldigvis har vi de stærkeste våben - leveret af EU selv: Forfatningsudkastet, planerne om et forstærket samarbejde, som fuldbyrder det, man ikke kan tvinge igennem med 25 lande, en sammenbrudt stabilitetspagt, Tysklands og Frankrigs frifindelse - alene fordi de er store, den ene svindelskandale efter den anden.
EU's julegaver kan ikke byttes, selvom de er forsinkede. 2004 bliver det afgørende år i kampen for demokrati og selvbestemmelse. Og vi skal vinde den.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278