De traumatiske oplevelser, som enkeltpersoner har haft, kan aldrig retfærdiggøre, at man forkaster den leninistiske partiteori, erklærer Sven Tarp

af Sven Tarp, DKP/ML's landsledelse
DKP's formand, Henrik Stamer Hedin, knytter en række kommentarer til et indlæg, som jeg den 3. oktober skrev som reaktion på et andet indlæg, hvor Birgit Unnerup forklarede den såkaldte 'uenighedskultur'.
Mit indlæg sigtede først og fremmest på at gøre op med det filosofiske hjemmestrik, som 'uenighedskulturen' efter min mening bliver pakket ind i.
Men når man læser Stamers indlæg, virker det, som om vi forholder os til to forskellige virkeligheder. Han ser i hvert fald nydeligt bort fra de mange filosofiske udsagn, som fyldte Birgit Unnerups oprindelige indlæg.
I stedet gør han mig ansvarlig for, at 'uenighedskulturen' bliver opfattet som en filosofi, teori eller særligt princip. Altså omvendt bevisførelse.

Lidt erkendelsesteori
En central del af mit indlæg den 3. oktober var at vise, hvordan 'uenighedskulturen' er i modstrid med den marxistiske erkendelsestori. Henrik Stamer Hedin mener imidlertid ikke, at der er sammenhæng mellem følgende to udsagn i mit indlæg:
1. 'Når menneskene har skabt sig en teori om et givet område, og når de gennem deres praksis har efterprøvet, at denne teori inden for de givne rammer stemmer overens med virkeligheden, er teorien rigtig og sand'.
2. 'Det er meget svært at se, hvorfor man ikke må diskutere, hvad der er rigtigt og forkert, før man tager en beslutning og skrider til handling.'
Stamer mener, at jeg allerede selv har givet svaret:
'Tarp har ellers selv lige forklaret det: Fordi det er praksis, der afgør, om en beslutning er rigtig eller forkert.'
Her blander Henrik Stamer Hedin forskellige ting sammen.
For det første er det kommunistiske parti ikke en diskussionklub, men et handlingens parti. Dets medlemmer er ikke en flok nyudklækkede kyllinger, men må formodes allerede at have såvel en teori som masser af praktiske erfaringer. De diskuterer med andre ord ikke ud i den blå luft.
For det andet er det normalt en forudsætning for succesfuld handling, at man allerede i planlægningsfasen opstiller en hypotese, der angiver det forventede resultat af denne handling. Det er i den forstand, at man diskuterer, hvad der er rigtigt og forkert.
For det tredje stemmer man i det kommunistiske parti ikke om, hvad der er rigtigt eller forkert, men om hvilke mål man skal sætte sig, og hvilke handlinger man skal foretage. Man - eller flertallet - formoder, at disse mål og handlinger er de rigtige. Men alle ved samtidig, at kun praksis kan give det endelige svar.

Hvad man stemmer om
Henrik Stamer Hedin skriver ganske rigtigt, at man ikke kan stemme sig til sandheden. Hvad han mangler at tilføje er, at det faktisk ikke er det, man gør i det kommunistiske parti. Og at man i øvrigt aldrig skal kaste sig ud i noget så meningsløst.
Men dette betyder dog ikke, at man ikke kan diskutere, hvad der er rigtigt og forkert - både før og efter man træffer beslutninger og skrider til handling.
Og det betyder heller ikke, at man ikke kan beslutte at bygge sine handlinger og målsætninger på bestemte opfattelser af, hvad der er rigtigt.
Det er tværtimod en nødvendighed at arbejde på denne måde. Det er for eksempel en forudsætning for, at man kan udarbejde et program for det kommunistiske parti.

Partiteorien der blev væk
Henrik Stamer Hedin kan ikke lide, at jeg kritiserer 'uenighedskulturen' for ikke at henvise til nogen teori. I den forbindelse fremsætter han nogle synspunkter, som mildest talt må undre, når de kommer fra en formand for et kommunistisk parti:
'Det er svært at se, hvordan en kultur skulle kunne henvise til en teori. Kultur er praksis. Kultur er praktiserede normer for omgang mellem mennesker indbyrdes og for menneskers omgang med deres frembringelser. 'Uenighedskultur' handler altså om, hvordan man omgås uenighed.'
Det er rigtigt, at kultur i almindelighed ikke styres af nogen teori. (Hvad der omvendt ikke betyder, at man ikke kan lave en teori for at forklare denne kultur.)
Men når man laver et parti for bevidst indgriben i klassekampen, forholder det sig anderledes. Her har man brug for en teori til at vejlede ens handlinger. Og man har ligeledes brug for en teori for, hvordan dette parti skal opbygges og fungere indadtil.
DKP har nu indledt en partidiskussion af det kommunistiske partis organisation og rolle. Det kan blive spændende at se, hvilke konklusioner partiet kommer frem til på dette område.

Hvad taler vi om...
Det kan i den forbindelse også undre, at DKP's formand mener, at 'uenighedskultur' blot handler om, 'hvordan man omgås uenighed'.
Hvis det forholdt sig sådan, var der vel ingen grund til at gøre et stort nummer ud af denne 'kultur'. Uenigheder kan problemløst takles på grundlag af den demokratiske centralisme.
Enhver, der kender det russiske bolsjevikpartis historie under Lenins ledelse, ved, at partiet udmærket var i stand til at takle de mange uenigheder, som også fandtes blandt dets ledere. Det skete på forskellig måde på forskellige tidspunkter - alt efter de konkrete forhold og den form, som partiet antog i overensstemmelse med disse forhold.
Enhver ved også, at uenigheder ikke altid er blevet taklet rigtigt i partier, der har hævdet at bygge på den demokratiske centralisme. Det må selvfølgelig kritiseres, så man kan undgå gentagelser.
Men de traumatiske oplevelser, som enkeltpersoner har haft, kan efter min mening aldrig retfærdiggøre, at man forkaster den leninistiske partiteori og erstatter den med en teoriløs 'partikultur'. De må tværtimod føre til, at man i endnu højere grad værner om denne teori og forsøger at tilpasse den til de stadig skiftende omstændigheder.