Den gode uenighedskultur er en praksis, der er nødvendig for, at den demokratiske centralisme kan fungere, mener DKP´s formand

af Henrik Stamer Hedin, formand DKP
Birgit Unnerups artikel om uenighedskultur i Dagbladet Arbejderen den 25. september affødte en række reaktioner. Jeg ville gerne have blandet mig i debatten dengang, men det kneb med tiden. Imidlertid er problematikken væsentlig, ikke mindst for den partidiskussion om det moderne kommunistiske partis organisation og rolle, som DKP på landsmødet tre uger senere vedtog at sætte i gang. Trods den betydelige forsinkelse vil jeg derfor kommentere et par af reaktionerne.
Flere debatdeltagere har bakket Birgits synspunkter op; dem kommer jeg ikke ind på. Jeg vil interessere mig for et par af de indvendinger, der er rejst - først og fremmest af Sven Tarp i hans kronik 'Uenighedskultur eller filosofisk hjemmestrik' i Dagbladet Arbejderen den 3. oktober.
Tarp skriver: 'Når menneskene har skabt sig en teori om et givet område, og når de gennem deres praksis har efterprøvet, at denne teori inden for givne rammer stemmer overens med virkeligheden, er teorien rigtig og sand.'
Kun en kvart spalte længere nede skriver han: 'Det er meget svært at se, hvorfor man ikke må diskutere, hvad der er rigtigt og forkert, før man tager en beslutning og skrider til handling.'
Tarp har ellers selv lige forklaret det: Fordi det er praksis, der afgør, om en beslutning er rigtig eller forkert.

Men for Tarp bliver det til, at 'uenighedskulturen ikke henviser til nogen teori'. Det er svært at se, hvordan en kultur skulle kunne henvise til en teori. Kultur er praksis. Kultur er praktiserede normer for omgang mellem mennesker indbyrdes og for menneskers omgang med deres frembringelser. 'Uenighedskultur' handler altså om, hvordan man omgås uenighed.
Flere (for eksempel Raymond Swing i et indlæg, som jeg desværre ikke er i stand til at identificere lige nu) har ment, at man i stedet for uenighedskultur burde tale om 'debatkultur'. Det er imidlertid ikke nok. Uenighederne findes også, selv om de ikke debatteres, og det er nødvendigt at kunne omgås dem. For så vidt kan man sige, at man slet ikke kommer uden om at have en uenighedskultur, men den kan være god eller dårlig.
Så hvis man synes, det er nødvendigt at lave om på terminologien, måtte det blive noget i retning af, at vi i stedet for at tale om uenighedskultur og dens modsætning ('sammensværgelseskultur'?) ville tale om god og dårlig uenighedskultur.
Prøv at erstatte ordet 'uenighedskultur' i Tarps kronik med ordene 'god uenighedskultur'. Det går slet ikke. Og det gør det ikke, fordi Tarp opfatter 'uenighedskultur' som en teori eller et særligt princip.
Det er den ikke. Den er en praksis. Og den gode uenighedskultur er en praksis, der er nødvendig for, at den demokratiske centralisme kan fungere. Men denne praksis har, som påvist af flere, ikke altid været til stede i vor bevægelse.

Sven Tarp, som jeg ellers nok i andre sammenhænge synes har vist sig i stand til at praktisere god uenighedskultur, er i sin kronik selv et godt eksempel på dårlig uenighedskultur - eller i hvert fald dårlig debatkultur.
Det indledende eksempel viser det. Tarp er så forhippet på at sætte Birgit Unnerup til vægs, at han for det første gør uenighedskulturen til en filosofi, der har 'tilhængere', for det andet sætter den i modsætning til demokratisk centralisme og endelig i den grad slår knude på sin egen argumentation, at han kommer til at modsige sig selv.
Hvad Birgit siger, er selvfølgelig (og det burde vel ikke være så svært at se), at svaret på, hvad der er sandt eller falsk, rigtigt eller forkert, ikke kan gives af en autoritet, men kun af praksis. Og indtil praksis har givet det svar, er alle bud ligeværdige.
Selvfølgelig forudsat at de respekterer de svar, praksis tidligere har givet. Vi behøver ikke begynde på bar bund hver gang.

God uenighedskultur finder man (selv om Raymond Swing i 'Dansk for 1. klasse' i oktobernummeret af Skub mener noget andet) blandt andet hos Lenin. Et berømt eksempel: Plehanov, der havde introduceret marxismen i Rusland, gik ved partisplilttelsen i 1903 med mensjevikkerne. Der var tilløb til at gøre Plehanov til en 'ikke-person' og negligere hans teoretiske arbejde. Lenin vendte sig mod disse tendenser: Hvad Plehanov end havde gjort nu, kunne det ikke tage hans tidligere fortjenester fra ham. Derfor studeres Plehanovs udmærkede lille bog Personlighedens rolle i historien den dag i dag på kommunistiske skolingskurser.
Birigt Unnerup udtrykker sig ofte provokerende. Således hævder hun tilsyneladende, at kværulanter altid har ret. Der er kun to fornuftige svar til kværulanter, skriver hun: Du har ret, og vi vil rette os efter dig. Du har ret, men vi vil ikke rette os efter dig. Det er faldet ikke alene Tarp, men også Finn Hermann (novembernummeret af Skub) for brystet. Han foreslår et tredje muligt svar: 'Vi er uenige med dig. Og vi har flertallet og ledelsen.'
Hvis Finn havde udeladt den sidste sætning, ville jeg have været enig med ham. Selvfølgelig har man også lov at være uenig med en kværulant. Men hvad Birgit vender sig imod, er jo netop den holdning, at fordi vi har flertallet, behøver vi ikke tage anderledestænkende alvorligt, men kan affeje dem som kværulanter.
Den autoritet, jeg talte om højere oppe, kan også være flertallet. Man kan ikke stemme sig til sandheden.

Diskussionen om den såkaldte uenighedskultur sluttede i Dagbladet Arbejderen i oktober. I mellemtiden har DKP på sit landsmøde besluttet at igangsætte en partidiskussion om det kommunistiske partis organisation og rolle. Nu har vi fra DKP's formand, Henrik Stamer Hedin, modtaget et indlæg i den hidtidige debat. Netop fordi indlægget kommer fra DKP's formand, og fordi partiet er i gang med en diskussion af emnet, bringer vi dette indlæg sammen med et svar. Vi ønsker DKP al mulig held med deres partidiskussion, som interessede kan følge i DKP's blad Skub. Med venlig hilsen redaktionen.