17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Penibel opgave

Penibel opgave

Tirsdag, 06. januar, 2004, 00:00:00

Strukturkommissionen har en skjult opgave, der handler om at tilpasse den offentlige sektor til forbundsstatens ”Region-Dänemark”

af Elma Lindberg
På fredag offentliggør regeringens strukturkommission sit forslag til ændring af strukturen i den offentlige sektor. Folketingets politikere varmer op til de største omlægninger siden landet i 1970 gik fra over tusind små kommuner til 275 storkommuner.
Der er tilsyneladende udbredt stemning for at nedlægge amterne. Men ingen ved endnu, om der så også kan samles politisk flertal for en helt ny struktur.
Det springende punkt bliver sikkert om partiet Venstre, der har flest poster i amtsrådene, kommer gennem de kommende diskussioner uden at bukserne revner.

A/S-ulvene hyler
Selvom de ændringer politikere og eksperter varmer op til, berører alle danskere, har det ikke fået mange op af stolen. Det er også meget tvivlsomt, om Jensen og Hansen i Nørre Snede får ret meget indflydelse, når det kommer til stykket.
Debatten om fremtidens offentlige sektor og fordelingen af opgaver mellem stat, amter og kommuner har hidtil holdt sig til de cirkler, hvor ledende politikere og embedsmænd færdes. Og de store beslutninger bliver helt givet støbt i magtelitens snævre korridorer.
Her er det ikke borgernes indflydelse og daglige trivsel, der er i centrum. Her er udgangspunktet uden tvivl overordnede hensyn til arbejdsgivernes og erhvervslivets interesser. For eksempel hvordan socialvæsen, sundheds- og uddannelsessystem kan rettes endnu mere ind efter kapitalens behov.
Bag den trivielle snak om struktur lurer den store privatiseringsulv! Hvis man lytter godt til regeringens udtalelser om arbejdet i strukturkommissionen, opdager man at en skjult dagsorden, der stemmer dårligt med Anders Foghs valgtaler. Regeringen tænker nemlig på at udnytte den åbne situation, der opstår når der flyttes rundt på det offentlige Danmark, til nye privatiseringer. Det handler om, hvordan man bedst kan komme af sted med at hjælpe private profitfirmaer ind i varmen, hvis amterne nedlægges.

Misfoster efter mange spareknive
Selvom det ikke siges højt, så er regeringens strateger også klar over, at den offentlige struktur må forberedes på de forandringer, som er på vej fra EU.
”Udfordringer” er det begreb tilhængerne ofte dækker sig ind under, når de mere eller mindre skjult knokler på for at tilpasse danske forhold til unionsudviklingen og den kommende EU-forfatning.
Når man ser bort fra de øvrige nordiske lande, så har EU-landene ikke de samme traditioner for lokalt nærdemokrati som Danmark. De fleste har heller ikke umiddelbart brug for en veludviklet lokal struktur, der spiller tæt sammen med den statslige.
Den skandinaviske velfærdsmodel, som endnu sætter sit kraftige præg på strukturen i Danmark, kræver en veludbygget offentlig sektor, fordi borgernes velfærd ikke kun er et privat anliggende.
Vi må dog erkende, at nedskæringskniven og 30 års EU-tilpasning har forhindret en sund udvikling. Dagens offentlige sektor er et underligt misfoster, som hverken modsvarer de behov og forventninger, som borgerne stiller, eller de borgerlige politikeres drømme om en strømlinet, erhvervsvenlig administration.

EU har ikke brug for amter
Selvom rammerne fra 1970’'ernes kommunalreform stadig står, er der alligevel sket store ændringer i arbejdsdelingen indenfor det offentlige.
I mange år var parolen ”glidende decentralisering”. Konsekvensen er at flere og flere opgaver i de seneste årtier er flyttet væk fra staten og ud til de lokale myndigheder, amter eller kommuner.
I de senere år er mange offentligt ansatte kørt trætte, blandt andet på sygehusene. Her har den ene strukturforandring aflyst den anden, uden at der bliver givet tid til at se, hvordan de nye tiltag virker.
Én af de erfaringer som kommer fra dem på gulvet er, at ny struktur i sig selv sjældent giver forbedringer, hvis der samtidig skæres ned på de økonomiske resurser, eller på antallet af ansatte, der skal udføre opgaverne.
Straks VC-ministrene satte sig på taburetterne afslørede de, at regeringen har tænkt sig at gøre et kolossalt indhug i den offentlige sektor.
Fogh-regeringens effektive redskab hedder skattestop og stram central styring af de lokale myndigheders økonomi.
Principper der passer som fod i hose med EU-politikken og ØMU-kravene, og som i en eller anden form hænger ved, indtil det lykkes at sætte en helt anden dagsorden i dansk politik.
Derfor må fagbevægelsen og venstrefløjen ikke falde i den fælde, det vil være at isolerer debatten til at handle om, hvordan den offentlige struktur skal se ud i ”Danmark. Vi må se i øjnene, at der er stor risiko for, at en kommende strukturreform skal føres ud i livet i ”EU-region Dänemark”.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp