I en kommentar den 12. december mener Sven Tarp, at en organisation byggende på bedriftsceller skal tilstræbes i et kommende kommunistisk enhedsparti

af Bo Møller, medlem af KPiD
Vi skal ikke være dogmatiske, når det gælder den praktiske organisering af et kommunistisk parti. Partiet skal bygge på den demokratiske centralisme - men den helt konkrete organisering må tage de aktuelle betingelser i betragtning. At bedriftsceller var den bedste organisationsform under 3. Internationale betyder ikke automatisk, at det stadig er den optimale form.
Som kapitalismen har udviklet sig i Danmark, er antallet af meget store arbejdspladser faldet kraftigt. Samtidig har arbejderklassens sammensætning ændret sig. Mens en organisering i bedriftsceller tidligere kunne være meget rigtig på for eksempel B & W, giver det mindre mening at oprette bedriftsceller blandt de måske seks til syv pædagoger i den enkelte vuggestue!

Statsmonopolkapitalismen indebærer, at der sker en sammenfiltring mellem monopolerne og statsapparatet. Det betyder at kampen mod den monopolkapitalistisk dominerede statsmagt indtager en voksende rolle i klassekampen. Denne kamp føres naturligvis ikke kun på de enkelte arbejdspladser - der er derfor et stort behov for en politisk organisering, der ikke kun dækker arbejdspladserne. Den antimonopolistiske strategi indebærer samtidig, at kommunisterne skal finde alliancepartnere også uden for arbejderklassen - og hertil dur bedriftscellerne jo ikke rigtigt.
En ganske stor del af befolkningen er ikke tilknyttet nogen arbejdsplads - det gælder ud over de arbejdsløse for eksempel også pensionisterne og de uddannelsessøgende. Også disse store befolkningsgrupper skal naturligvis inddrages i kampen - og det kan ikke ske via bedriftsceller.
Og så er det heller ikke uvæsentligt, at arbejdstiden er sat ned og ferien forlænget - så i en stor del af den vågne tilværelse befinder arbejderne sig faktisk ikke på arbejdspladsen. Derfor vil også en stor del af den politiske aktivitet finde sted uden for arbejdspladsen.

Sven Tarp nævner, at DKP frem til 1980'erne havde organisationer på de virksomheder, hvor der arbejdede kommunister. Det er korrekt - men samtidig må bemærkes, at antallet af bedriftsceller (i DKP kaldet arbejdspladsafdelinger) var meget begrænset, og at koordineringen af disse afdelingers arbejde med partiets arbejde i øvrigt langt fra altid var smertefrit.
Langt de fleste partimedlemmer i DKP var organiseret i grundorganisationer opdelt efter geografiske kriterier. Og sådan tror jeg også, at organiseringen fremover som hovedregel bør være i et kommunistisk parti i dagens Danmark.
Den geografisk bestemte organisering af partiets grundorganisationer skal så naturligvis kombineres med et kommunistisk fraktionsarbejde på større arbejdspladser, blandt bestemte faggrupper og så videre.
Skulle der herudover findes enkelte arbejdspladser, hvor en organisering af en arbejdspladsafdeling forekommer hensigtsmæssigt - så skal den mulighed naturligvis ikke udelukkes. Men hvis vi på forhånd lægger os fast på, at hovedorganiseringen skal ske gennem bedriftsceller, risikerer vi at spilde en masse gode kræfter på at få noget op at stå, som kun meget få steder vil være levedygtigt.