Nu, hvor de amerikanske styrker har fanget Saddam Hussein har USA´s præsident travlt med at finde ud af, hvordan retssagen mod den tidligere irakiske præsident skal foregå.

af Harkishan Singh Surjeet
Bush sagde for nyligt under en nyhedskonference i anledning af nytåret, at han 'vil samarbejde med irakerne for at finde en måde at retsforfølge Saddam på, som lever op til internationale normer'.
Juridiske eksperter er imidlertid ikke overveviste af denne forsikring og de har deres tvivl om Saddam får en en retfærdig retssag. Nogle af dem foreslår, at den tidligere irakiske præsident bliver retsforfulgt ved en domstol med både irakiske og internationale dommere.
En ting står klart... ingen retssag vil blive retfærdig hvis Bush får lov til at diktere betingelsrne fra sidelinien. Det bedste i denne situation er, hvis Sadddam altså skal retsforfølges, at det sker efter international lov.
I henhold til international lov har et lands befolkning fuld ret til at beslutte hvilken type socio-økonomisk eller politisk sysem de ønsker. Denne ret omfatter retten til at smide deres herskere ud, hvis de føler, at herskerne ikke handler på en passende måde.
Selvom man accepterer argumentet om at Saddam Hussein var et blodtørstigt monster, sådan som far-søn Bush-duoen har elsket at betegne ham - er det et klart faktum, at USA ikke havde noget at gøre i Irak.
Men dette grundlæggende princip i international lov har USA åbent forbrudt sig imod, og nu søger det at styre landet ved stedfortrædere. Hvis Saddam i en sådan situation bliver retsforfulgt efter irakisk lov, er der grund til at frygte at USA's medsammensvorne vil søge at få indflydelse på retssagens forløb. Så meget desto mere på grund af den manglende gennemskuelighed, der karakteriserer den amerikansk-støttede administration i landet.
At retsforfølge Saddam efter amerikansk lov er uacceptabelt for enhver demokratisk sindet person i verden.
I et sådant tilfælde ville de amerikanske imperialister ikke nære nogen bekymring. De ville simpelthen stemple Saddam som én der støttede 'terrorisme' og så sætte ham i den elektriske stol, eller i det mindste spærre ham inde. Det var jo det de gjorde med Panamas general Noriega, som en tid var deres egen mand.
Desuden skal det huskes, at nårsomhelst det handler om ikke-amerikanere eller om sorte og latinamerikanske amerikanere, så udstiller det amerikanske retsvæsen sin forudindtagethed på den mest nøgne måde.
Og så var det jo det amerikanske retsvæsen, som erklærede Bush for vinder af præsidentvalget, selvom han havde tabt.
Konklusionen er enkel. Selvom Bush ikke bryder sig om det, så må FN og den Internationale Domstol gribe ind og retsforfølge Saddam i henhold til international lov. Det er den eneste måde hvorpå verden kan håbe at den afsatte irakiske præsident kan få en retfærdig retssag.

Bush er den største forbryder
Uanset alt dette, så er sandheden, at det først og fremmest er George Bush, som skal retsforfølges.
Som nævnt havde USA absolut ingen ret til at være i Irak.
Som alle ved så påstod USA, at Saddam Hussein havde et arsenal af masseødelæggelsesvåben som - påstod man - var en trussel mod USA's og verdens sikkerhed. Vi ved imidlertid også, at det ikke handlede om andet end at lave et alibi for at skaffe sig af med Saddam Hussein.
Det skal huskes, at amerikanerne selv havde skabt Saddam for at blive et tidligere Bagdad-regime kvit og senere brugte de ham imod Iran. Men de samme amerikanere blev senere fjendtlige over for ham. Da de ikke kunne arrestere ham, som de havde arresteret Noriega, fandt de på det med masseødelæggelsesvåben.
Inspektionshold fra FN har tilbragt årevis i Irak. De har besøgt hver en krog af landet i deres jagt på påståede masseødelæggelsesvåben, men sluttede med at konstatere, at landet overhovedet ikke havde nogen.
Den tidligere svenske udenrigsminister Hans Blix, som ledede holdet nedfældede sine resultater i klart sprog i sin rapport til FN. Men fast besluttet på at skaffe sig af med Saddam og få indsat et marionetstyre i Irak, så afviste Bush simpelthen at acceptere rapporten - ignorerede FN-systemet og fortsatte med sin ulovlige krig mod Irak.
I en bog, som Blix er igang med at skrive, lægger han op til at udstille de politikere, som pessede på for en krig mod Irak, og som forfaldt til tvivlsomme metoder for at retfærdiggøre den.
Men hvem tror på, at det i virkeligheden handlede om masseødelæggelsesvåben?
Det handlede om olie. Irak har verdens næststørste reserver - tilstrækkeligt til at dække verdens forbrug på det nuværende niveau i mindst seks årtier.
Saddam Husseins virkelige 'forbrydelse' var, at han ikke ville give yankeerne ubegrænset frihed til at udnytte landets oliereserver.
De senere og nuværende skænderier om kontrakter i Irak afslører også imperialismens sande ansigt, dens grådighed.
Man skal også huske, hvordan yankeerne snød den tidligere irakiske præsident. Der er klare beviser på, at det var amerikanerne som i august 1990 opfordrede Saddam til at angribe Kuwait for derefter at indlede en krig mod Irak tidligt i 1991 - for at befri Kuwait.
De kunne ikke dengang afsætte Saddam, hverken med krigen eller med de efterfølgede umenneskelige sanktioner. Yankeerne havde kun held til at myrde mindst to millioner uskyldige irakere, de fleste børn, gamle, gravide og ammende mødre. Talrige specialister har fastslået, at disse dødsfald skete alene på grund af mangelen på mad og medicin. Det er klart, at skylden for alt dette hovedsageligt ligger hos de amerikanske imperialister, som ikke tager hensyn til menneskeliv.
Vi bør spørge: Hvor er domstolen, som skal retsforfølge alle dem, som ikke havde nogen skrupler med at myrde for deres egen vindings skyld?
Altså, der er ingen tvivl om, at de største krigsforbrydere i dag er de amerikanske imperialister. Læg dertil deres forbrydelser førhen. De bombede Afghanistan og Sudan med uholdbare begrundelser og udkæmpede tre krig på under fire år; imod Jugoslavien, Afghanistan og Irak.
Og de er ikke færdige. De fortsætter med at true Cuba, Iran, Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Syrien og en række andre lande på skift. I Latinamerika har de forsøgt sig med kup mod Chavez i Venezuela og de konspirerer mod Lula i Brasilien.
Hvis det ikke er muligt at retsforfølge hele bundtet af imperialister og krigsmagere, så fortjener i det mindste hovedfiguren George W. Bush en retssag for hele bandens forbrydelser.

Opgaven er klar
Ja, naturligvis ved vi godt at intet af dette vil finde sted nu. Men demokratisk sindede menesker i Veden vil ikke glemme imperialisternes krigsforbrydelser og ikke tilgive dem.
Vreden over forbrydelserne vokser dag for dag over hele verden og de kommende måneder vil vidne om flere anti-imperialistiske aktioner.
Her er ikke plads til sekterisme. Alle som ønsker fred, som ønsker en atomfri verden, som ønsker at forsvare deres lands suverænitet, som vil en uafhængig udvikling bliver nødt til at gå sammen for at modstå USA's geo-strategiske bestræbelser.
Opgaven må ikke vente. Ethvert stort eller mindre forum skal benyttes. Spørgsmålet om valg af den ene eller den anden udviklingsvej giver kun mening, hvis nationerne har friheden til at vælge. Således er der ingen undskyldning for ikke at samles imod den imperialistiske trussel, som bliver mere og mere alvorlig.

Irakerne behøver vores støtte
Det er i den forbindelse, at spørgsmålet om støtte til det irakiske folk bliver vigtigt.
Særligt efter Saddams fald har irakerne øget modstandskampen mod besættelsen, og de har fastslået, at de ikke vil opgive kampen eller give besættelsesstyrken nogen fred.
De kæmper en ulige kamp. I det store og hele uden ressourcer udfordrer de i dag verdens største militærmagt.
Hvordan det irakiske folk kæmper i dag fik man et glimt af i en nylig Reuter-rapport fra Bagdad: 'Legetøjsbiler, Coca-Cola dåser og kokasser har noget til fælles i Irak... de bruges alle til at dræbe amerikanske soldater med en ubarmhjertig effektivitet... Guerillaer, som bekæmper besættelsen fylder objekterne med sprængstof, placerer dem ved siden af vejen og trykker på en fjernbetjening når amerikanske tropper kommer forbi. I militært sprogbrug betegnes de som 'improviserede eksplosive ting'.
Det er sådanne våben oprørererne bruger og de har dræbt 193 amerikanske soldater siden Irak-krigen sluttede.
Det kræver ikke meget at bygge en. C4 eller noget andet sprængstof anbringes i almindelige ting.. ledninger sættes på og en fjernbetjening.'
Er det terrorisme. Overhovedet ikke. Det er folkelig modstand. Helt legitim. Det minder om Vietnamesernes kamp mod yankeerne, som tvang dem til at flygte fra landet.
Den irakiske modstandskamp har faktisk tvunget Bush til at overveje at overlade ledelsen til en marionetregering og trække sine soldater hjem.
Lad mig citere reporteren Robert Fisk, som ikke har noget til overs for Saddam Hussein. Fisk citerer en amerikansk soldat for at sige: 'Vi kommer ikke tidligere hjem fordi Saddam Hussein blev fanget... arrestationen af Saddam er meningsløs. Vi ved stadig ikke, hvorfor vi er her'.
I en anden beretning skriver Fisk: 'Virkelgheden er, at flere og flere irakere før Saddams tilfangetagelse sagde, at den eneste grund til at de ikke deltog i modstanden mod den amerikanske besættelse var frygt for - hvis amerikanerne trak sig ud - at Saddam ville vende tilbage til magten. Nu er denne frygt fjernet. Så mareridtet er slut... og mareridtet er lige ved at begynde. For både irakerne og os.'
Konsekvensen er klar. Modstanden stopper ikke med tilfangetagelsen af Saddam - formodentlig tværtimod. Den irakiske modstand er en del af den verdensomspændende anti-imperialistiske kamp, og frihedselskende mennesker kan ikke gøre andet end at udstrække solidariteten til modstandskæmperne i Irak.

Harkishan Singh Surjeet er formand for Indiens Kommunistiske Parti (CPI(M)).
Artiklen har været bragt i partiets ugeavis Ganashakti.