En af de sager, der haster, og som ikke måtte strande på topmødet i Bruxelles, er rammerne om det militære samarbejde.

af Enid Riemenschneider, 67 år, tidligere socialrådgiver, folkepensionist, medlem af KPiD's landsledelse.

Selvom EU-grundloven er udsat, så lykkedes det for topmødet at få et kompromis i land om det europæiske forsvarssamarbejde og dets forhold til NATO.
Efter forslag fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien oprettes under ministerrådet i Bruxelles et militært planlægningskontor, og samtidig blev arbejdsdelingen (eller kommandovejen) aftalt med NATO. Sågar en europæisk musketer-ed indgår i aftalen. NATO fik desuden det løfte, at en passus om, at europæisk sikkerhed bygger på NATO, tilføjes i EU-grundloven.

Våbenkapløb
Som man har kunnet læse i Arbejderen, afholdt det græske kommunistiske parti en konference om EU-grundloven for de europæiske kommunistiske og arbejderpartier samtidig med det strandede topmøde.
I det indledende oplæg fra den græske partiformand beskæftigede hun sig indgående med den militære side af samarbejdet. Hun forudsagde et våbenkapløb, udløst af denne politik, idet hun pegede på den skærpede konkurrence inden for våbenindustrien både i og uden for Europa. Konkurrencen vil også omfatte atomare våben. Det øger i sig selv krigsfaren, samtidig med at det betyder civile afsavn for Europas folk.
Og det er det, der er sagen. Selvom det politiske spil foreløbig er sluttet med et nyt kompromis, der er resultatet af et hårdt pres fra USA, så fortsætter i det virkelige liv konkurrencen om profitten, både inden for Europa og med USA. Danmarks statsminister, som også er en tro væbner for præsident Bush, har udtrykt tilfredshed med dette topmøderesultat, og uden at beklage at Danmark på grund af forsvarsundtagelsen ikke deltager i det militære samarbejde.
Men det har jo hidtil heller ikke forhindret dansk elektronik- og våbenindustri i at få kontrakter.

Hold dampen oppe
Sjældent har den europæiske monopolkapital vist sine kort så tydeligt som med forslaget til en europæisk grundlov. At de store lande, der holder de politiske tøjler, mødte modstand fra nogle af de mellemstore, som ikke kunne komme hjem med degraderingen, stopper dem ikke fra at gå videre på alle felter efter de udstukne linjer, som allerede de eksisterende traktater giver god mulighed for.
Nu gælder det om for den konsekvente EU-modstand at være årvågen. De unge, der strømmede til fredsbevægelsen ved truslerne mod Irak, vil også være modstandere af et EU, der fabrikerer våben og deltager i krige. Disse sammenhænge bør indgå i Folkebevægelsens valgkampagne, som ingenlunde må tabe fart. Det er mere end nogensinde nødvendigt, at den konsekvente EU-modstand findes i EU-parlamentet - og helst i mindst dobbelt antal!