Regeringens retspolitik bygger på vås og populisme fra ende til anden, mener Carsten Korsar

af Carsten Korsar, Risskov
Med årene er jeg blevet mere hærdet, om end ikke forhærdet. Men indimellem bliver jeg alligevel rystet, selvom det sker mere sjældent. Den 11. december lykkedes det i Nordjyske Stiftstidende videnskabsminister Helge Sander at ryste mig grundigt med sit Synspunkt, 'Kriminelle skal mærke konsekvens'. Hele vejen gennem den letflydende tekst var det båret af uvidenhed og fordomme, floskler og letkøbte påstande.
Al virksom propaganda har en kerne af sandhed. Ellers ville den ikke være virksom. Modtageren skal kunne nikke genkendende til denne lille, sandfærdige kerne, som skal få de øvrige påstande til at glide ned.
I det følgende vil jeg forsøge at stille påstandene i Synspunktet op mod den virkelighed, som jeg kender. Af hensyn til de antageligt mange, som ikke har læst videnskabsministerens Synspunkt, er citaterne herfra tydeligt markeret med kursiv og citationstegn.

Allerede i overskriften går det galt: 'Kriminelle skal mærke konsekvens'. Al sandsynlighed taler for, at de fleste kriminelle allerede har mærket 'konsekvens', og at det netop er en - blandt flere - grunde til at de er blevet kriminelle.
Begrebet konsekvens er flydende og udefinerbart, og kan dække over næsten hvad som helst. Lige fra pædagogiske slag og spark, over ligegyldighed til udstødelse af fællesskabet i hjem, skole og andre institutioner. Nogle pædagoger hævder, at man allerede i 4.-5. klasse kan udpege dem, som senere får virkeligt alvorlige, sociale problemer - herunder kriminalitet. Videnskabsministeren fortsætter:
'Grov og meningsløs vold mod mennesker skal ned, og så skal der være klar konsekvens i retspolitikken.'
Danmark er et af de tryggeste samfund i verden at færdes i - både ved dag og nat. Denne banale kendsgerning er imidlertid fuldstændigt forbigået ministerens opmærksomhed. Eller også negligeres den bevidst.
'Den mærkesag har regeringen forfulgt de sidste to år, men nu skal vi videre i kampen mod grove lovovertrædere, så derfor har regeringen lagt nye initiativer frem i forhold til knivoverfald.'
Som altid er det enkeltsager, som bestemmer kriminalpolitikken i Danmark. Og denne gang sommerens ulykkelige drab på en ung, italiensk turist. Et drab, hvis ulykke for den afdødes forældre vi alle kan sætte os ind i - hvorfor vi er tilbøjelige til at medgive, at 'et eller andet må vi jo gøre'. Bare for ikke at føle os magtesløse. Og lovgivningsmagten bliver 'heltene' ved at forbyde lommeknive.

'Mange tænker sikkert, om al denne snak om kriminalitet og vold overhovedet har noget med dem at gøre, for det virker jo fjernt og heldigvis noget, der ikke rammer en selv. Men virkeligheden er jo, at vi desværre kender til alt for meget vold og ballade.'
Medierne lever i vid udstrækning af vold og ballade, som er blevet en del af den daglige underholdning. På samme tid tiltrækkes og frastødes mediebrugerne af den - som af skrækfilm. Eller reality-shows. Og ministeren forsøger fiffigt at få den ubestemmelige fare gjort nærværende: Du skal ikke føle dig for sikker. Men vi kan skaffe dig tryghed. Stem på os!
'På mig gjorde det et virkelig stærkt indtryk her i efteråret, da Nordjyske 1/10 bragte et interview med Bent Højgaard i anledning af, at han fratrådte som daglig leder af Aalborg Politis uropatrulje. Avisen skrev, at han stortrives med at jagte rockere, narkohandlere og voldsmænd, som rent faktisk er i byen. Og så fortalte Højgaard ellers, at uropatruljen kender alle de skidte karle i byen. Det var virkelig 'hverdagsrealisme', så det vil noget og på en sådan måde, at det blev meget mere nærværende.'
Så fik vi i samme åndedrag skamrost både avisen og politimanden. Desværre er Danmark for lille et land til enten en Dirty Harry, en Rambo eller en Terminator, men vi har da Rejseholdet - altså det fra tv. Det virkeligt virkelige rejsehold er nemlig nedlagt - på trods af tv-udgavens uomtvistelige succes og sejrsgang ved internationale konkurrencer.

'Det er ikke kun i det nordjyske og blandt voksne, man møder volden og balladen. Som borgmester i Herning oplevede jeg begyndende bandekriminalitet blandt de helt unge.'
For et års tid siden gennemgik P1's dokumentarafdeling et fænomen, som var opstået i Silkeborg. En såkaldt pigebande, 'Ninjer-tøsene', havde spredt skræk og rædsel på egnen, og det endte da også med et par voldsdomme. Men den efterfølgende research sandsynliggjorde, at fænomenet snarere var opstået på redaktionen af en søvnig provinsavis med svigtende oplag. Og derefter blæst op til ukendelighed. Banden var særdeles løst sammensat uden nogen form for struktur, og dens optræden som bande var helt tilfældig i forbindelse med fester, hvor unge samledes.
I Danmark må vi undvære bander som 'Bloods' og 'Crips' fra Los Angeles, men vi kan da låne lidt af deres aura - i det mindste når oplaget svigter. Forudsætningen for eksistensen af egentlig bandekriminalitet som i USA er en langt stærkere social polarisering. Med borgerlig flid kan vi nå så langt - hvis vælgerne vil!
'Og siden har man i Herning draget konsekvensen af det og med succes taget fat med at 'stresse' de unge, der ikke kender forskel på dit og mit.'
I Silkeborg skulle der blot et par korte voldsdomme og efterskoleophold til. Så var der ro igen.
'Det overordnede princip er enkelt: nul-tolerance og konsekvent retshåndhævelse over for alle ballademagere. Det sker i samarbejde mellem politi, skole samt kommune, og resultatet har været et markant fald i antallet af sigtelser over for unge.'
Det er anklagemyndigheden, som - i de fleste tilfælde - afgør om en lovovertræder skal sigtes, om der skal rejses tiltale eller den skal bortfalde. Der behøver ikke være nogen sammenhæng mellem et fald eller en stigning i antallet af sigtelser, og et fald eller en stigning i antallet af anmeldte kriminelle forhold. Eller for den sags skyld i antallet af faktiske kriminelle forhold, det vil sige dem, som rent faktisk er blevet begået - og ikke blot anmeldte. Eksempelvis falske anmeldelser.

'Regeringen har taget mange initiativer siden systemskiftet i 2001. Før regeringen kom til, var der i den grad et misforhold i straffeloven i forhold til, hvor mildt vold mod mennesker blev takseret i forhold til vold mod ejendom.'
Vold mod ejendom? Er det ikke det, som i almindelighed kaldes hærværk? Nuvel! Nogle mænd omfatter deres bil med mere kærlige følelser end deres hustru. Men ønsker man en nogenlunde meningsfyldt kommunikation, så er det vel rimeligt at fastholde nogle basale begreber? Ungersvenden, der efter at have indtaget lidt for meget alkohol, på vej hjem laver en bule i en bil, skal altså i ministerens verden straffes for vold! Imidlertid har regeringen sammen med dens støttepædagog afskaffet konfliktrådene, hvor den slags kunne være klaret - uden brug af fængsel og en efterfølgende plettet straffeattest.
Hvorvidt man - rent subjektivt - mener, at der var/er et misforhold i straffeloven, er og forbliver en smags sag. Også selvom et mageligt flertal i befolkningen mener det ene eller det andet.
'Det var Socialdemokraterne imod at gøre noget ved, da V og K før valget foreslog det. Da vi så fik regeringsansvaret overdraget af vælgerne, valgte vi at øge strafferammerne for vold og voldtægt med i gennemsnit to år.'
Det skal - for god ordens skyld - lige indskydes, at Elisabeth Arnold (R) og Sandy Brinck (S) fremsatte et forslag om at hæve strafferammen for voldtægt fra 10 til 12 år, men det nedstemte regeringspartierne med flere. For derefter at fremsætte det i et såkaldt bunkebryllup, det vil sige sammen med andre stramninger.
'Denne gang ville S gerne være med, og jeg synes det er fint, at man ændrede mening! Og de foreløbige tal viser desuden, at de højere strafferammer allerede har haft en vis virkning.'
Her foretager ministeren en regulær tolkning. Det er der intet odiøst i. Men andre tolkninger kan være lige så korrekte - eller ukorrekte. Han henviser ikke til undersøgelser, der viser sammenhæng mellem høje strafferammer og lav kriminalitet. Det kan han heller ikke; thi de findes ikke.
Derimod viser mange undersøgelser sammenhæng mellem stor spredning i indkomsterne i et samfund og høj kriminalitet - altså det, der kaldes stærk, social polarisering. Måske burde han overveje at blive kirkeminister, når stolen om føje tid bliver tom. Metafysik er han åbenbart bedre bevandret i end viden.

'Med den ny finanslov, som Folketinget lige straks vedtager, er der lavet en ambitiøs flerårsaftale for politi og kriminalforsorg. Sagt på dansk betyder det blandt andet 720 flere betjente på gaden i løbet af de næste tre år.'
Den af mediernes misbrug af kriminalitet som underholdning vidt skræmte befolkning vil næppe opleve det øgede antal betjente som en tryghedsskabende faktor. Flere betjente i gadebilledet vil måske tværtimod øge indtrykket af mere kriminalitet - altså en slags selvopfyldende profeti.
'Der bliver sikret flere fængselspladser. Og så bliver der indført en nul-tolerance politik overfor narko i fængsler og arresthuse.'
Med det forudsigelige resultat, at brugen af enerumsanbringelse (strafcelle i isolation) vil øges - med flere psykosociale skader til følge. Med andre ord vil fangerne få sværere ved at klare sig både inde og ude, og flere skal have sociale pensioner, samt at behovet for andre støttefunktioner øges. Distriktspsykiatrien vil blive løbet over ende.
'Der skal også sættes ind med en hårdere kurs overfor unge kriminelle gennem flere af de såkaldt sikrede pladser.'
Der har manglet pladser på sikrede institutioner for unge i hen ved 15 år. Ansvaret for manglen er amternes, og den er et resultat af simpel kassetænkning. Anbringes den unge i et arresthus, så betaler statskassen; mens amterne skal betale for pladserne på de sikrede institutioner. Så enkelt er dét!
'Der skal også fremover gælde et noget-for-noget-princip for dem, der sidder i fængsel. Hvis man gør en ekstra indsats, skal man belønnes. Den ekstra indsats kan ske gennem deltagelse i behandlingsprogrammer eller undervisning, og så skal man have mulighed for at komme ud før tiden, hvis man også er parat til at fortsat at deltage i behandlingen eller samfundstjeneste.'
Det, man rent faktisk kan konstatere, er, at fængselsvæsnets resocialiseringsforsøg gennem årtier er slået grundigt fejl. Og at de har været halvhjertede, konservative og dilettantiske. Den økonomiske udsultning af væsnet fortsætter under denne regering, men her gælder ikke et noget-for-noget-princip: Ikke flere penge til uddannelse og behandlingsprogrammer, men endeløse lapperier på et system, som kun der egnet til at fremkalde flere sociale skader.

'Netop samfundstjeneste skal også bruges der, hvor det giver ekstra mening i forhold til den enkelte. Dermed får vi signaleret, at den enkeltes egen indsats gør en forskel, og at vi ikke ønsker et konsekvensløst samfund.'
Borgerlige politikere har til ulidelighed påstået, at det var uden konsekvenser at begå kriminalitet i Danmark. Dette til trods er Danmark stadigt et trygt samfund, og danskerne forbavsende lovlydige - bortset fra lidt fusk med skat og afgifter. Men efter at have sunget den samme sang i årevis, er den borgerlige regering nødt til at foretage sig noget for bevare troværdigheden. Det gør den med signallovgivning - til ære for dens vælgere.
Det er dokumenteret, at samfundstjeneste fortrinsvist kommer de velfungerende lovovertrædere til gode. Mens dem, der virkeligt har behov for en socialpædagogisk indsats og sociale støtteordninger (netværk), i stedet må nøjes med en kold og beskidt celle. Fremover vil Christian Bendtsen og andre fra samme samfundslag kunne nøjes med en dom til samfundstjeneste, mens Hassan fra Vollsmose ryger direkte i fængsel.
'Regeringens retspolitik bygger på en fast, men også fair kurs. Det handler både om at sikre borgernes retsfølelse ved at slå hårdt ned på grov kriminalitet og så om at sikre at de, der er kommet i uføre, har mulighed for at vende tilbage til samfundet og blive almindelige borgere.'
Regeringens retspolitik bygger på vås og populisme fra ende til anden. De 720 flere betjente på gaden kunne med betydeligt bedre resultat have været konverteret til et lavere antal socialpædagoger og/eller socialarbejdere, men det tager sig mindre spektakulært ud i medierne, og ville være et ideologisk knæfald, som borgerlige vælgere ikke kunne eller ville sluge.
Begrebet retsfølelse er et ikke-begreb eller et pseudobegreb, og kunne erstattes med synes eller mener, idet retsfølelse er en helt subjektiv fornemmelse eller oplevelse, der ikke bygger på nogen form for viden eller indsigt. En følelse er altså i den borgerlige verden nok til at sende mennesker utallige år bag tremmer - til en straf, som ikke virker, men tværtimod invaliderer de nye ofre menneskeligt, psykisk og socialt. Thi almindelige borgere bliver de aldrig!