Antallet af nyfødte børn med Downs Syndrom - de såkaldte mongol-børn - falder drastisk i disse år. Og i løbet af ganske få år regner man med, at vi vil have nået et niveau, der er ti gange så lavt som udgangspunktet, nemlig fem imod en 60-70 børn idag.

af Kjeld Stenum
Grunden til udviklingen er moderne fosterscanning. Gennem noget, som kaldes en nakkefolds-scanning, kan man meget tidligt opdage sygdommen og tilbyde forældrene mulighed for at vælge abort. Hvilket rigtig mange forældre så vælger.
Men er der noget galt så, vil nogen måske spørge. Naturligvis er man imod, at et samfund udrydder sine svageste. Det vil de allerfleste i hvert fald nok betragte som en meget dårlig udvikling. Men vi må sætte princippet om kvinders fri ret til at bestemme over egen krop og princippet om forældres fri ret til at vælge mellem abort og fødsel højere.
Og forældres ret til at have fuldstændig adgang til de informationer, moderne lægevidenskab kan tilbyde, og træffe deres valg på det mest muligt saglige grundlag, er også et princip, de fleste af os vil opfatte som ukrænkeligt.
Må vi så ikke også acceptere den moderne privatiserede udgave af racehygiejnen som en uundgåelig konsekvens? Det er reelt jo blot hvad forældrene ønsker. Hvem er vi, hvis vi på den ene side vil tilbyde forældrene fri valgmulighed, og på den anden side ikke vil acceptere de valg, som de træffer?
Ja, hvem er vi? Jeg personlig går på den ene side ind for, at forældre skal have fuldstændig fri valgmulighed på baggrund af de bedste informationer, som lægevidenskaben kan tilbyde. Og jeg mener ikke, jeg på nogen måde har ret til at opkaste mig selv til dommer over deres valg. Jeg tror, deres valg er uhyre svære og rummer de frygteligste samvittighedskvaler og indre konflikter for næsten alle.
Og når forældre vælger abort, er det helt sikkert oftest, fordi de føler sig i en tvangssituation, som vi, der ikke er i den, i det mindste kan vise tilbørlig respekt og forståelse for.
På den anden side er jeg fuldstændig lige så helhjertet imod, at et samfund praktiserer racehygiejne, hvadenten det er på nazismens brutale facon, eller det er med tvangssterilisering, som det blev praktiseret i Danmark for kun halvtreds år siden, eller det er i moderne privatiseret indpakning.
Jeg ved faktisk dårligt, hvad jeg synes er værst. Jeg synes i hvert fald slet ikke, den moderne facon rummer elementer, der gør den spiselig. Racehygiejne er at udrydde sygdommene ved at udrydde patienterne.
Det er en krænkelse af et endnu mere grundlæggende moralsk princip for os mennesker, nemlig respekten for livet. Det viser dyb fattigdom i et samfund, eller i hvert fald hos dets magthavere, hvis det ikke længere kan opretholde respekt for livet.
Jeg tror, der er mange, der ser på disse to sider af sagen på præcis samme måde, som jeg gør. Men hvordan kan man det? Er det ikke at modsige sig selv? Det tror jeg ikke, det er. Som jeg 'kom til' at skrive, så tror jeg, næsten alle forældre vælger abort, fordi de føler sig i en tvangssituation.
Hvis man spurgte disse forældre, hvorfor de valgte, som de gjorde, ville garanteret næsten ingen sige, at det var fordi de ikke syntes, mongolbørn skulle leve i samfundet. De allerfleste ville uden tvivl også mene, at de havde lige så stor ret til livet som børn uden den sygdom.
Men forældre, som står og skal vælge, kan helt konkret i det pressede liv, som børnefamilier i vores moderne samfund jo ofte har, ikke påtage sig den ekstra byrde og det ekstra ansvar, som det vil være at sikre et mongolbarn en lige så lykkelig tilværelse som et raskt barn.
Hvis samfundet var rigt nok, eller hvis dets magtforhold var sådan, at den slags beslutninger kunne træffes, så ville man i situationen træde til og tilbyde så megen ekstra hjælp og støtte, at der ikke ville være nogen ekstra belastning.
Sådan et samfund ønsker jeg. Det er sådan et samfund, jeg betaler min skat og går på arbejde hver dag for at bygge op. Men jeg har kun begrænset indflydelse på, hvad min skat går til, og jeg har ingen indflydelse på, hvordan min arbejdsindsats bliver udnyttet.
Så sådan bliver samfundet ikke bygget, uanset hvor mange af dets borgere der går rundt med de samme holdninger som jeg. Så udviklet er vores højt besungne demokrati trods alt ikke. Vi har mange problemer, der er knapt så dramatiske, men alligevel helt parallelle til problemet om, at vi er i fuld færd med at genindføre racehygiejnen ad samfundets bagdør.
Tag for eksempel privatbilismen. De allerfleste kan godt se det samfundsmæssigt fornuftige i mere kollektiv trafik og mindre privatbilisme. Alligevel stiger privatbilismen, og den kollektive trafik forringes.
I dagligdagen, hvor man skal tværs over det meste af Sjælland for at komme på arbejde, og hvor ungerne skal til fodbold eller ridning om eftermiddagen, da er det svært at undvære bilen, for dagen er kort nok i forvejen, når både fatter og mutter skal hjemmefra og knokle for at klare huslejen.
Eller tag det med overarbejde. Efterhånden er ønsket om fritid til familien større hos det arbejdende folk end ønsket om mere i lønningsposen, alligevel stiger de enkeltes behov for de ekstra skillinger, lidt overarbejde kan give, og derfor kan EU's overarbejdsdirektiv så forholdsvis let glide ind i danske overenskomster.
Giver det mening at protestere imod lovindgreb og arbejdsmarkedsforlig, der blot udtrykker i ord, hvad så mange af os alligevel helt frivilligt praktiserer?
Men selvfølgelig giver det mening. Hvad vi vælger privat er sjældent udtryk for et valg, det er en tvangssituation. Derfor skal vi heller ikke acceptere, at ansvaret for valget er en privat sag imellem hver og en af os og vores samvittighed, Allah, Vorherre, eller hvad vi vælger at kalde det.
Vi er ikke forpligtet til at 'stå ved', hvad vi har været tvunget eller presset til at gøre. Vi er nødsaget til at leve i samfundet på de vilkår, det har at tilbyde, men vi er ikke forpligtet til at ønske samfundet udformet, som det er.
Hvad vi er forpligtet til er at arbejde sammen om at få samfundet til at realisere vores virkelige ønsker til dets udformning. Hvilket uden ret meget tvivl bliver noget med kamp mod dem, der former det i dag.