Danske kommunister har siden oprettelsen november 1919 stillet op til valg i stat, amt og kommune. Det udemokratiske Landsting undgik man. Nogen gange stillede man op i forbund med andre i noget bredere lister i amt og kommune, hvor det såkaldte stemmespild kan undgås i alliancer med beslægtede lister, der måske er mere sikre på valg.

af Christian Toubro, Viby J.
Ved folketingsvalg var betingelserne hårdere, men det lykkedes lige akkurat i 1932 at komme ind og siden var kommunisterne, fraregnet tyveriet af mandater under krigens grundlovsstridige forbud, repræsenteret frem til 1960. Dertil kom en række lokale kæmpere, der i amter og kommuner og sogne sloges for arbejderklassen og de små.
Den selvstændige opstillling fortsatte fra 1960 og i 1973 blev partiet atter repræsenteret frem til 1979. Disse år var gyldne med fin balance mellem det derinde bag de tykke mure og gode aktiviteter udenfor. Knebent røg vi ud.
Mne vi fortsatte med at stille op og agitere for hvad der er ret og først med Enhedslistens dannelse i 1988 ophørte selvstændig kommunistisk opstilling.
Er det tid at tage tråden op igen? Lokalt! På landsplan! Visioner der gerne måtte blive virkelighed.

Op at stå med Liste K
Der er for mig ingen tvivl om at de enhedstræbende kommunister bør arbejde for lokale kommunistiske lister overalt, hvor det er muligt. Lokale gode traditioner med andre listeformer kan gøre undtagelse. Og alliancer med Enhedslisten, som mange er kritiske overfor, men som er de nærmeste, vil være oplagte. I de større byer vil det være muligt med en Liste K og den har været savnet mange steder.
Samtidig vil fælles valgkampe styrke enheden i praksis og være med i udviklingen af en moderne kommunistisk politik lokalt og nært. Det kræver ikke det helt store arbejde at stille op lokalt med at samle stillere - lave programmer og føre valgkamp. Det skulle være muligt.
Er arbejde i Folketinget utopi...
Anderledes stiller det sig med Folketinget. Her er sagen mere kompliceret. Der er Enhedslisten og der er DKP i Enhedslisten. Der er skrappe regler for indsamling af underskrifter til opstilling og der er spærregrænsen på de to procent. Det ser noget broget ud.
Men spørgsmålet er, om vi vil blive ved med at være mer eller mindre passive vælgere til en liste der har udviklet sig uheldigt i sin væren. Er der ikke brug for et arbejderklassens redskab i det politiske landskab herhjemme?
Ikke et ondt ord om det allestedsnærværende mellemlag, men arbejderklassen er dog stadig en stor og mægtig og desværre stærkt underrepræsenteret kraft i det danske samfunds politiske organer. Det vil kommunisterne på et eller andet tidspunkt kunne råde bod på og indtil da, og det er ikke til at sige hvornår, vil opstilling, markering og fremstød måske være rigtigt.
Der har været rigtig sure perioder i den kommunistiske bevægelses historie herhjemme. 20'erne med små stemmetal og vrøvl eller for eksempel 1960, hvor SF rendte med næsten alle vælgerne anført af CIA's ven Aksel Larsen.
I dag har vi kommunister i frugtbar dialog og samarbejde - avis og blade og en organisatorisk styrke der ikke er helt ueffen. Er vi i fællesskab så meget ringere stilllet, end vores gamle kammerater til tider har været?

Splittelsesmagere
Problemet med splittelsesspøgelset - at Liste K skulle vippe Enhedslisten af taburetterne er seriøst - men er det ikke den politiske kamps vilkår? En liste der nok har et program, men ikke meget at have det i - som samarbejder med meget snævre grupper internationalt - som ingen vekselvirkning har mellem inde og ude af Borgen - som ikke har nogen synderlig opbakning i arbejderklassen - som har en Per Stigs forhold til den kommunistiske verdensbevægelse - som har et besynderligt såkaldt demokrati - som har vist uldne takter overfor EU og som er delvist lammet, tynget af papir - skal den i længden fredes?
Og hvem ved, måske overlever Liste Ø en Liste K opstilling. Det ville da være godt nok sådan set. Et eller to SF-partier er trods alt bedre end to gange Venstre.

Et lille godt skridt.
Der vil være en mellemliggende proces af koordinering af synspunkterne i de respektive kommunistiske partier, men den lokale opstilling skulle efter min bedste overbevisning være ret så ligetil, med det gode lokale samarbejde der er.
Det ville være en lykke om vi kunne blive enige - også på dette punkt. Det bliver måske ikke bragende valgsejre i første omgang, men et vigtigt politisk skridt for danske kommunister og for dem vi betingelsesløst repræsenterer - almindelige mennesker.