´GEORGE - det er Anders, jeg har en god og en dårlig nyhed´. Sådan lyder det i en taleboble i Roald Als´ satiriske tegning i mandagens Politiken.
Under overskriften Udslip vise en tegning af Anders Fogh i Iraks ørkensand omgivet af tre danske soldater iført kemiske kampuniformer. Den gode nyhed er angiveligt, at de danske soldater har fundet kemiske våben i Irak.
Den dårlige nyhed er - at der på granaterne, der ligger i sandet - står MADE IN USA.
Fra nu af kan der kun komme flere sandheder for dagen om USA's politik og krig i Irak. Beretningerne om hvad der egentligt er foregåetog hvad der gik forud er på vej over Atlanten.
Den fyrede finansminister Paul O'Neill beretter nu, at Det Hvide Hus allerede i januar 2001 begyndte at planlægge et militært angreb på Irak.
'Lige fra første øjeblik handlede det om Irak. Det handlede om, hvordan vi kunne udskifte regimet', siger O'Neill. Han tilføjer, at han aldrig i sine 23 måneder som medlem af Det Nationale Sikkerhedsråd så skyggen af beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. USA's planer om at invadere Irak inden 11. september har ganske vist været kendt før, men bliver nu bekræftet.
Også andre beviser kommer for en dag. Det er indlysende, at USA har gennemført en omfattende misinformation. Det fremgik blandt andet, at DR2's Dokumentar sidst på aftenen i tirsdags.
Den blinde Powell
For eksempel blev det vist, hvordan medierne som system og organisationer reproducerer og overfører deres måde at iscenesætte sportsbegivenheder på til krigsreportager. Budskaberne bliver leveret fra Richard Perle, Rumsfeld, Wolfowitz, Pentagon, Office of Special Plans med videre.
I torsdags forsøgte USA's udenrigsminister Powell - igen - at gøre det klart, at han fremlagde beviserne for at Irak var involveret i terrorisme og havde masseødelæggelsesvåben i FN i februar sidste et år. Det var ikke en fortalelsesboble, men blot en lille løgnelomme.
'Min præsentation gjorde det klart, at vi havde set forbindelser til terrororganisationer. Jeg har ikke set en såkaldt rygende pistol, konkrete beviser, men jeg tror, at beviserne eksisterede', sagde Powell.
Det var den samme Colin Powell, der undersøgte My Lai massakren i Vietnam i 1968 uden at finde anledning til at kritisere det passerede. Enten går Powell over i historien som den mest blinde eller som den mindst troværdige udenrigsminister.
Made in Denmark...
God eller dårlig nyhed for Fogh? De foreløbige analyseresultater af fem ud af de mellem 100 og 200 granater, som de danske styrker fandt i sidste uge i Irak, indeholder ikke blistergas. Der vil dog blive foretaget nye undersøgelser i laboratorier i USA.
Men Måske står der MADE IN DENMARK på dem? Det vil i al fald være et problem for det regerende Danmark, hvis de fundne granater er produceret på en fabrik i Irak, som siden 1986 har været udstyret med maskiner fra det A.P. Møller-ejede Dansk Industri Syndikat.
Det er selvfølgelig en pinlig historie, der formentlig får folkene på Christiansborg og Esplanaden til at forbande de danske soldaters granatfund langs Tigris-floden.
Det er selvfølgeligt enormt pinligt og meget afslørende, hvis det viser sig, at danske firmaer har leveret dette udstyr. Men det vil ikke være overraskende. USA leverede krigsmateriel til Irak i stor stil, Frankrig gjorde det, Storbritannien, Tyskland med flere gjorde det.
Irak skulle smadre Iran. Siden skulle Irak smadres, med blandt andet Danmark som redskab. Målet var sikre USA's geopolitiske interesser i mellemøstregionen - ikke mindst for oliens skyld.
Det viser sig, at de åbne kilder, som Fogh henviser til når han skal begrunde Danmarks krigsdeltagelse, består af en blanding af løgn og manipulation. Alligevel fastholder han sin stålsatte krigskurs. En retræte ville næppe heller være politisk mulig. Hvornår mon panikboblen brister?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278