Ved at læse Marx og Lenin kan vi lære ien måde at tænke på/i - det er op til os selv at bruge denne måde på vor nutids problemer

af Eigil Nielsen, Glumsø
Som en stor beundrer af Marx og Lenin tænker jeg undertiden over, hvad marxisme-leninisme egentlig er for et begreb. Ud fra mit eget kendskab til de to store skal jeg gøre et forsøg:
Marx er der grund til at beundre for hans meget indgående analyser af de økonomiske udviklingstendenser på hans tid. Han påviste den enorme drivkraft i den frie økonomiske konkurrence på et tidspunkt, hvor teknikken gav mulighed for skabelsen af et enormt produktionsapparat.
Han påviste også, hvorledes udviklingen måtte føre til stadig større produktions- og kapitalophobning, samtidig med at størstedelen af befolkningen ville stå ejendomsløse med hensyn til produktionsmidlerne. Han pegede i denne forbindelse på den enorme potentielle kraft, der lå i det udbyttede 'proletariat'.
Det var i og for sig en meget nøgtern analyse, som eftertiden har måtte give ham mere og mere ret i.

Men samtidig var Marx en stor humanist, og han led som menneske ved den udpining, så store dele af befolkningen var udsat for. Derfor var han også følelsesmæssig engageret i muligheden for, at den altovervejende del af befolkningen gennem en revolution kunne komme til at herske over produktionsmidlerne og indrette en eller anden form for et socialistisk samfund til gavn for helheden og det enkelte menneske.
Det blev Lenins senere opgave at påvise, at kapitalen efterhånden havde forstået at bruge statsapparatet til støtte for udbytningen. Det skete i hans beskrivelse af imperialismen, hvor den frie konkurrence afløses af monopolernes herredømme.
Til den nøgterne økonomiske analyse lagde også Lenin et følelsesmæssig engagement, uden hvilket han ikke ville være blevet lederen af den russiske oktoberrevolution.

Jeg finder hos begge personer en sammenføjning af nøgterne analyser med et personligt engagement for 'mennesket'. Hvis jeg skal bruge udtrykket marxisme-leninisme, kan jeg vist godt bruge det for denne kombination af stor indsigt og gennemgribende analyse med kærligheden til og omsorgen for 'mennesket'. I denne korte forståelse er der lagt mere vægt på 'ånden' i deres arbejde end på 'bogstavet, ' og det er måske ikke så galt.
For en bogstav-skematisme byggende på datidige betragtninger hos Marx og Lenin vil kunne være i høj grad bremsende for den videre udvikling af deres tanker.
Når Marx i sin tid skrev om 'arbejderklassen' som den, der ville kunne gennemføre en socialistisk revolution, beskrev han nok i høj grad en arbejder, som til daglig stod ved en drejebænk i en fabrikshal. Men det væsentligste i denne sammenhæng er vel, at arbejderen er én af dem, der står ejendomsløs med hensyn til produktionsmidlerne. Skal tankegangen overføres til nutiden, må den føres til det stadig større flertal af nutidens befolkning, der heller ikke besidder produktionsmidler eller -kapital. Er det så væsentligt, hvorledes han arbejdsplads fysisk ser ud?

Man kan måske hertil sige, at det er det, for hvis det kan påpeges, at udbytningen er tydeligst i bestemte grupper, vil man også kunne finde størst 'revolutionært potentiale' her. Det kunne umiddelbart lyde meget marxistisk, men det er nok en forgrovet opfattelse, og historien har gang på gang vist, at det ikke altid behøver at forholde sig således.
Det vigtigste for en revolutionær situation har altid været, at tilstrækkeligt mange mennesker er blevet overbevist om, at der må ske en afgørende ændring til det bedre, og at de også har været parate til at gøre en indsats for det. Der er ikke nok, at folk lider. De må også blive klar over, hvorfor de gør det, og de må kunne forestille sig en vej ud af miseren og fæle en styrke i sig til at kunne udrette noget.
Miseren kan vi finde flere steder. Uden at glemme kampen mod den generelle økonomiske kapitalistiske udbytning er det min opfattelse, at vi kommunister også må give os tid og besindelse til en prioritering af vores opgaver.
Den absolut vigtigste opgave er et samfund, der er indrettet efter menneskets og naturens behov. Det vil sige, at der må en planlægning til, der hurtigt indskrænker kapitalens råderum kraftigt. Denne livsvigtige opgave er altså samtidig en, der peger i retning af et socialistisk samfund.
(Denher påpegede opgave kan virke utopisk, men jeg har hørt den ægyptiske Amin citeret for udtalelser, at det eneste realistiske i den nutidige verden er en utopi.)
En anden vigtig opgave er kampen med den psykiske nedslidning af mennesket. Hundredtusinder er udsat for den, og stadig flere er ved at være opmærksom på den. Ved at læse Marx og Lenin kan vi lære en måde at tænke på. Det er op til os selv at bruge denne måde på vor nutids problemer.