Den kommunalreform, som regeringen forsøger at pushe igennem nu på rekordtid, vil pille det sidste liv ud af det kommunale demokrati og selvstyre.

a Karen Sunds, medlem af DKP/ML's landsledelse.
Debatten om kommunalreformen er i fuld gang flere steder i landet. Og til manges overraskelse strømmer borgerne ind for at være med i debatten. I små udkantsbyer på Djursland dukker 80-90 borgere op på byens skole for at give sit besyv med. På trods af det håbløse i en 1500 sider tyk embedsmandsrapport og ord som 'strukturkommission' , 'udligningsreform' - og det, der er værre.
Hvorfor? Fordi de fornemmer, at de er ved at blive taget i røven, at der stikker noget under de mange fine ord. Og det er lige, hvad der gør.

Selvstyre og demokrati
I årtier har politikerne talt begejstret om det kommunale selvstyre. 'Beslutninger skal træffes tæt på borgerne ', hedder det. Men hvad er virkeligheden ?
Da kommunalreformen fra 1970 blev udformet i de glade 60'ere, skete det fordi væksten i de offentlige velfærdsopgaver havde skabt et behov for at tildele kommunerne en høj grad af politisk og økonomisk selvstyre. Som sådan er det kommunale selvstyre et barn af de nordiske velfærdssamfund.
Der er næppe tvivl om, at der dengang i 1970 lå et oprigtigt ønske om at fremme decentralisering. Ingen bekymrede sig for alvor om, hvordan den udstrakte grad af selvstyre ville virke, hvis en ny dybtgående kapitalistisk krise slog igennem. I 30érne havde staten netop kørt med en stærk statslig styring, for at undgå, at uligheden skulle eksplodere på grund af arbejdsløsheden.
Men et par år senere, i 1972 blev det pludselig virkelighed. Nu fik piben en anden lyd. Nu skulle der dikteres nedskæringer.
Lige siden er armen blevet vredet om på det kommunale demokrati. Der er blevet stadig mindre økonomiske ressourcer at gøre godt med. For blot at nævne i flæng:

* Fuld statsrefusion af udgifter til sociale udgifter og velfærdsordninger erstattes med bloktilskud til kommunerne. Derved bliver det meget lettere at skære i det samlede statstilskud.
* Bloktilskudsreformen, der trådte i kraft i 1984, beskærer kraftigt den såkaldte tilskudspulje. Den daværende Schlüter- regering lover at sige, hvor servicen skal forringes. Det gør de aldrig. I stedet pålægger den kommunerne nye opgaver, uden at tildele ekstra penge. Kommunerne reagerer ved at hæve kommuneskatten.
* Bloktilskud ændres, så det ikke længere gives efter en række objektive kriterier, men alene efter kommunernes skattemæssige indtægtsgrundlag: jo rigere kommune, jo mere i bloktilskud.
* De statslige refusioner på det sociale område sænkes, så der ikke længere gives fuld statslig refusion til sociale omkostninger som revalidering, førtidspension med videre. I stedet skal den samme mængde penge tilføres kommunerne som forhøjelser i bloktilskuddet. I praksis bliver kommunerne dog ikke fuldt kompenseret.

Resultatet af disse tiltag gennem 80'erne og 90'erne er en dramatisk økonomisk udsultning af kommunernes økonomi. Frem for alt de kommuner, som i forvejen er fattigst eller som trækker det største læs, socialt.
Udviklingen er blevet yderligere forstærket af, at danske regeringer lader sig underlægge EU's strenge krav til de offentlige budgetter. Det er ikke mindst ØMU-kravene, der er baggrunden for finansminister Thor Pedersens benhårde politik for at skære ned i kommunernes budgetter.
Når det kommunale demokrati reduceres til at være beslutninger om nedskæringer - med ført hånd - er det reelt blevet et bluff-demokrati.

Uligheden vokser
Resultatet af denne politik gennem nu tyve år er åbenbar: Den økonomisk ulighed mellem kommunerne er eksploderet. Udkantsområder bliver endnu mere marginaliseret, de sociale problemer koncentreres i bestemte kommuner. Der er i dag enorme forskelle på, hvilken service, der ydes i en rig og en fattig kommune.
De fine ord om, at borgerne skulle have et frit valg, holder ikke en meter. Borgerne skulle frit kunne vælge, om de ville bo i en kommune med god service og høj skat, eller i en kommune med discount-service og lav skat, hed det fra både de åbent borgerlige partier og Socialdemokratiet. Men der er ikke noget reelt valg. I udkantsområderne og de fattige arbejderkommuner i København har de både høj skat og lav service. Ikke fordi kommunerne er dårlige til at administrere, men fordi deres økonomiske underlag er blevet udsultet gennem mange år.
De fattige udkantsområder er blevet trukket ind i en ond spiral, hvor de manglende muligheder, den dårlige service, den dårlige og dyre kollektive trafik, betyder, at afvandringen forstærkes, og kommunernes økonomi bliver endnu dårligere.

Medicin eller gift
Det er status anno 2004. Og lade det være sagt med det samme: den udvikling kan ikke fortsætte. Der er brug for en drastisk ændring.
Men den kommunalreform, som Strukturkommissionen lægger op til, er ikke medicin, men derimod gift for det kommunale selvstyre:

* Der bliver endnu færre penge til den offentlige service i fremtiden. Det har indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalt gang på gang.
* Derfor skal regeringens muligheder for at styre kommunernes økonomi strammes yderligere op, fortsætter han.
* Det skal være lettere at samle skoler og plejehjem i store enheder, trods den folkelige modstand. Der er sikkert en stordrifts-gevinst, hvis børnene samles i enorme skoleanlæg eller de gamle i centrale plejehjemsanlæg. Men er det det, vi vil? Det nytter ikke noget, at velfærden har en fin kvalitet, hvis den ligger i en afstand af borgeren, hvor den reelt er umulig at nå.
* Der skal åbnes for udlicitering og markedsmekanismer .

Det er ganske vist ikke så direkte formuleret, når det kommer ud af politikernes mund. Nej, her er det bekymring for, at borgerne med Lars Løkkes ord 'falder ned mellem to offentlige stole', hvis der er mere end én indgang til det offentlige rum. Eller bekymring for, om de små enheder nu også kan levere tilstrækkelig god service.
Ikke et ord om, at når kommunerne ikke leverer god service, er det fordi de er blevet udsultet af statens økonomiske politik. Eller om, at de mange eksempler, der er på at borgere kommer i klemme mellem offentlige instanser, oftest opstår, fordi den fulde statslige refusion for sociale udgifter er fjernet. Så går der kassetænkning i det, og de offentlige kasser slås indbyrdes for at undgå at skulle betale. Som vi ser det med flere sager om tvangsfjernelse af børn eller psykisk syge og handikappede.
Den kommunalreform, som regeringen forsøger at pushe igennem nu på rekordtid, er endnu mere af den gift, som allerede har vist sine katastrofale konsekvenser. Der vil blive endnu større forskel på service-niveauet mellem de rige og fattige kommuner, og internt i kommunerne. Og det vil pille det sidste liv ud af det kommunale demokrati og selvstyre.

Fremad
Derfor er det på høje tid, at der nu formuleres en anden vej. Vi må stille krav, der genindfører retten til en række grundlæggende velfærdsgoder, uanset, hvor du bor i landet. Krav, som samtidig skaber de økonomiske rammer, der gør det kommunale demokrati reelt igen. For at ridse nogle principper op, der bør gælde:

* Generelt skal alle de sociale og velfærdsgoder, som vi mener, at alle bør have lige adgang til, uanset, om man bor på Rådhuspladsen i København eller i Thyborøn, være finansieret at staten. Det vil sige: hjemmehjælp, ældrepleje, skoler, børnehaver, biblioteker. Selv om kommunen administrerer selve driften af disse, skal der altså være fuld statslig refusion. Pengene skal ikke gives som bloktilskud, men i form af øremærkede midler, ydet efter objektive kriterier til hver kommune.
* Når det landspolitisk besluttes, at der for eksempel skal være pasningsgaranti, eller at en børnehave maksimalt må koste 1000 kroner om måneden, så skal det alt sammen følges op ved, at der formidles ressourcer ud til kommunerne, der modsvarer disse beslutninger.
* I samme grad, som de fulde statslige refusioner genindføres for en lang række fundamentale velfærdsordninger, skal den proportionale kommuneskat skæres dramatisk ned, og erstattes med progressiv statslig skat.

Tilbage er nogle områder, hvor det kan være op til det lokale byråd, hvordan man vil indrette sig: Når det gælder områder som kultur, grønne arealer og erhvervspolitik, kan det vel være acceptabelt, at serviceniveauet svinger fra kommune til kommune, og at skatten varierer.
Alt dette betyder ikke, at der ikke kan være brug for omstruktureringer på konkrete områder. Både indenfor det sociale og indenfor sundhedsområdet er der både opgaver, som kræver et meget stort befolkningsmæssigt underlag, og opgaver, som nemt løses i nærmiljøet. Den førstnævnte type opgaver bør ligge i amtet fortsat, hvis de skal løses forsvarligt.
Tilsvarende kan det meget vel være en god ide at overføre en række sundhedsopgaver fra amtslige sygehuse til kommunale sundhedscentre, i tilknytning til de enkelte kvarterer. Det er relevant, i det omfang at metoder til behandling og forebyggelse af sygdomme som sukkersyge, astma og demens i dag er udviklet, så de kan praktiseres i lokale sundhedscentre.
Så længe der er fuld statslig refusion for disse opgaver, og de offentlige kasser ikke kævles indbyrdes om betaling, er der næppe nogen borger der bliver forvirret over, at sundhedsopgaverne deles af kommune og amt.

Folkeafstemning
Det er meget populært at mene, at kommunesammenlægninger skal ske ad frivillighedens vej, via lokale folkeafstemninger.
For mig at se, er der flere problemer i dette: I øjeblikket hersker det glade anarki, hvor de rige kommuner forlover sig med andre rige kommuner. Mens ingen vil være sammen med de fattigste kommuner. Hele denne uprincipielle kamp virker ekstremt splittende i befolkningen, hvad der kan være til stor skade for den samlede modstand mod det reelle indhold i kommunalreformen. Dertil kommer, at den placerer fokus fuldstændig forkert i debatten .
Derimod er der al mulig grund til at kræve, at den samlede kommunalreform bliver sendt til folkeafstemning. Et sådan krav ville også være med til at rejse debatten om de principielle spørgsmål, som trænger sig på. Ligeledes ville det skabe enhed i kampen, på tværs af kommuneskel.
Debatterne og den politiske kamp foregår i de næste to og en halv måned. Deltag i den!