18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Erhvervsafvikling og arbejdsløshed

Erhvervsafvikling og arbejdsløshed

Torsdag, 22. januar, 2004, 00:00:00

I april måned sidste år var 70 specialarbejderne og smede for sidste gang på arbejde på LM-Glasfiber i Haarup ved Silkeborg. Deres arbejdsplads lukkede. Danwear besluttede at lukke. SEM Electronic besluttede at fyre 38 arbejdere og flytte produktionen til Litauen

af Christian Juhl, formand for SiD i Silkeborg.
Sådan går det i mange provinsbyer for tiden.
SiD i Silkeborg har nu 300 arbejdsløse. Omkring hver femte af de medlemmer, der ikke er på efterløn eller pension, er arbejdsløse. De, der finder arbejde, må køre langt. Forleden fik en SiD'’er arbejde ved Aalborg, og en anden fandt arbejde på Djursland. Begge må påregne mere end tre timers transporttid hver dag –fordi der ikke er arbejde at finde i Silkeborg.

Arbejdsgivere vil ikke yde
Det er uholdbart. Arbejdsgivere vil gerne nyde godt af den infrastruktur, den uddannelse og forsyningsvirksomhed, som samfundet stiller til rådighed. De vil gerne have skattefordelene og de korte opsigelsesfrister i overenskomsterne.
Men når mulighederne for økonomiske gevinster er større i lande, hvor lønnen er lav og fagforeningerne svage, søger mange væk for at sikre sig større indtjening. I disse år flytter tusindvis af danske industri-arbejdspladser til Østeuropa, Rusland og Asien.
Det eneste område, hvor vi har en smule lokal vækst, er indenfor lager og transport. Her sikrer enkelte lokale virksomheder nye lokale arbejdspladser til ufaglærte.
Da flertallet skiftede til den borgerlige side i 2001, nedsatte byrådet et erhvervs- og beskæftigelsesudvalg. Formanden blev den konservative Benny Jensen.
Da han blev valgt, holdt vi i fagforeningen et møde med ham. Han lovede at lave en plan for beskæftigelsen og erhvervsudviklingen i vores kommune indenfor 100 dage. Løfterne er indtil videre varm luft. Ingen har endnu set planen, på trods af at der nu er gået næsten 500 dage. Det eneste, der indtil nu er sket, er, at hundredvis af lokale arbejdspladser er lukkede.

Krav om handling
Fagforeningen har ved flere lejligheder kritiseret arbejdsgiveres og byrådets passivitet. Vi har krævet uddannelse og arbejdspladser til det tiltagende antal ledige. Vi er ikke tilfredse med politikernes indsats og har lavet et forslag til erhvervspolitik, der bygger på uddannelse og øget kommunal aktivitet.
Den lokale situation forværres af regeringens politik. Det gør kun ondt værre, at den borgerlige regering, som tiltrådte samtidig med byrådet, ikke har villet gøre noget mod arbejdsløsheden, men har satset på nedskæringer og økonomiske stramninger.
Regeringen har udstukket økonomiske rammer for amter og kommuner, der betyder mange fyringer i 2004 – og Anders Foghs nytårstale indeholdt en spådom om, at de internationale konjunkturer ville sikre et økonomisk opsving i det nye år. Ingen konkrete initiativer fra den side.
Meget tyder på, at borgerligt styre og stigende arbejdsløshed følges ad. Derfor handler erhvervspolitik og beskæftigelse også om at sikre politiske flertal, der kan og vil gavne beskæftigelsen.
Vi må i fagforeningerne selv tage aktiv del i at formulere en sådan politik. Faglig Ansvar –samarbejdet mellem omkring 60 progressive fagforeninger og klubber har udgivet en pjece om forsørgerbyrden og arbejdsløsheden. Her tegnes nogle linier ud af passiviteten om den stigende arbejdsløshed, ligesom det dokumenteres, at der er gode muligheder og økonomi i at sikre flere i arbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp