Kravet om materialisme i den marxistiske analyse er ubetinget, fastslår Enid Riemenschneider.

af Enid Riemenschneider, KPiD
Det er vanskeligt at tale om, hvordan vi bruger vores analysemetode, uden samtidig at se på metoden selv. Så i dette indlæg fletter metoden og anvendelsen sig i nogen grad sammen.
Vores instrument er den dialektiske og historiske materialisme.
Vi kommunister lægger vægt på materialismen. Vi taler jo netop ikke om den materialistiske dialektik.
Dialektikken - læren om, hvad der afstedkommer udvikling - er uhyre vigtig, men den er underordnet materialismen.
Det er slående, hvordan Marx, Engels og Lenin ofrede mængder af tid og kræfter på igennem hele deres liv og virksomhed at tilbagevise - og modbevise - teoribygninger og forklaringsmodeller, der forsyndede sig imod materialismen. Det gjaldt ikke mindst, når der var tale om politiske venner. Ikke fordi de var trættekære eller spidsfindige, men fordi de som oftest så, at selv små afvigelser fra materialismen både førte direkte over i idealismen og førte til politiske fejltagelser.
Vi kan sige, at idealismen og materialismen er antagonistiske modsætninger - her er kun kamp, ingen enhed. Kravet om materialisme i analysen er således ubetinget.

Materialismen i erkendelsesmæssig forstand udtrykkes meget kort sådan: Det er ikke i menneskets bevidsthed, den virkelige verden skabes, men den virkelige verden betinger vores bevidsthed. I samfundsmæssig og historisk forstand udtrykker Marx det sådan: 'Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.'
Når vi kommunister betragter - og analyserer - den virkelige samfundsmæssige verden, går vi ud fra samfundets basis - det vil sige produktionsforholdene, altså de forhold der er mellem menneskene under produktionen i det kapitalistiske samfund. Hvem ejer produktionsmidler, hvem sælger sin arbejdskraft, - og vi ser på dialektikken i basis, det vil først og fremmest sige klassekampen.
Vi ser også på produktivkræfternes udvikling og på dialektikken mellem produktivkraftudviklingen og produktionsforholdene, som jo danner rammerne om udviklingen.
På denne måde kan vi analysere, hvorledes kapitalismen udvikler sig.

Vi tager i betragtning, at mennesket er den vigtigste produktivkraft.
Det kan på dette sted indføjes, at det er af basis - og af dialektikken mellem basis og produktivkræfterne - vi udvikler klasseanalysen.
Det var betragtningen af basis, der ledte Marx frem til den materialistiske historieopfattelse, og det var også den, der ledte ham frem til at fastslå arbejderklassens historiske rolle under kapitalismen.
I dag udvikler alt i verden sig under modsigelsen mellem den samfundsmæssiggjorte produktion og den private tilegnelse - den antagonistiske - uløselige modsigelse mellem arbejderklassen og kapitalen.
Men vi må også interessere os for, hvad marxismen kalder overbygningen. Det vil sige måden, hvorpå samfundet i øvrigt er indrettet. Hvordan staten er indrettet, hvilke institutioner samfundet rummer, og ikke mindst ideologien i samfundet. Alt forstået i vid forstand. (Borgerligt demokrati eller diktatur? Retsregler? Kultur og religion og så videre.)
Staten er jo i bund og grund den herskende klasses magtapparat, og den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi. Men vi husker på, at der også findes en dialektik mellem basis og overbygning.
Dog - marxismen - for eksempel Engels - betoner her kraftigt, at 'i sidste ende er de økonomiske forhold afgørende.' Igen produktionsforholdene, igen materialismen!
Altså, forholdene i basis - herunder også dialektikken mellem produktionsforholdene og produktivkraftudviklingen - er afgørende for dialektikken mellem basis og overbygning. Det gør også hele overbygningen til en slagmark for klassekampen.
Herudfra tilrettelægger vi vores strategi og taktik, som for eksempel parlamentariske strategier eller strategier i de daglige politiske og økonomiske (de faglige) kampe.

Og det bringer os lige over til det sidste element i den marxistiske analyse, som jeg vil nævne.
Spørgsmålet er: Når vi ved, at mennesket er i stand til at erkende den virkelige verden og de virkelige sammenhænge, hvorfor er der så ikke flere, der når denne erkendelse? og ikke mindst - handler derefter?
Vi er oppe imod årtusinders falske genspejlinger. Set i historiens lys er det ikke så mange år siden, man kunne holde de undertrykte på plads ved at indrette en himmel, der spejlede helvedet på jorden. Vore dages kapitalisme har mere raffinerede metoder. Men apparatet er lige så overvældende, som kirken var det engang - og stadig er det visse steder.
Disse falske genspejlinger indgår i overbygningen, i den herskende ideologi. Og sagen er, som Marx siger det, at overbygningen ændrer sig langsommere end basis. Det gælder både under en bestemt samfundsformations udvikling og i forbindelse med omvæltninger.
Først efterfølgende, som en afspejling af ændringerne i basis, kommer der skred i overbygningen.
Det kulturelle efterslæb er enormt. Man kan sige, at falske ideologier er akkumulerede i menneskenes bevidsthed, nye blander sig med rester af gamle. Derfor har det borgerlige propagandainstrument et enormt klaviatur at spille på.
En vigtig tangent er individualismen og frygten. Du alene er ansvarlig over for din gud. Du er din egen lykkes smed. Menneskets ubodelige ensomhed. De fremmede er dine fjender. Det er slagord, der holder på plads.

Og så til nogle eksempler på, hvordan vi i vores politiske, økonomiske og ideologiske kamp bruger analysemetoden.
Jeg vil for det første nævne aktionsenhedens metode.
Den er udviklet ud fra den indsigt, jeg har gjort rede for. Den kan være virksom i en økonomisk kamp og i den politiske kamp - som for eksempel i freds- og solidaritetsbevægelser og i kampen mod EU.
Når jeg siger 'kan være' beror det på to forhold: Dels at det kræver stor dygtighed at føre metoden igennem. Dels at 'virksom' på længere sigt har som forudsætning, at der opnås resultater i kampen.
Men vi tænker ikke altid over, at aktionsenhedens metode i høj grad er virksom i den ideologiske kamp.
For det første kan den sætte store menneskegrupper i aktivitet om en bestemt sag. Og oplevelsen af et kollektiv i aktivitet og kamp modvirker den herskende individualisering.
For det andet er det vor virksomhed, vor aktive handlen, der gennem erfaringer giver os den dybeste indsigt.
Vi kan sige, at måden hvorpå viden og erfaringer opnås i aktionsenhed afstedkommer et kvalitativt spring i vores erkendelse af verden.
Jeg gentager, at resultatet er sikrest, når aktiviteten eller kampen giver resultater.

For det andet vil jeg nævne den marxistiske kritik af vor tids idealisme.
Her tænker jeg både på anti-globaliseringsbevægelsernes ideologi og strategier og på den vrimmel af forfattere, der forpester luften med deres mere eller mindre originale forklaringer på verdens tilstand og forudsigelser om dens fremtid.
Man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at meget af det er bestillingsarbejder, men muligvis er der da nogle af dem, der selv tror på det, de skriver.
Fælles for alle disse strømninger er nok, at de ser på og dømmer ud fra kapitalismens fremtrædelsesformer og ikke ud fra dens væsen.
For eksempel får det anti-globaliseringsbevægelsernes ideologer til at mene, at arbejderklassen ikke mere eksisterer, og at faglig kamp - den økonomiske kamp - er betydningsløs. Deres analyser, der ellers ofte indeholder stor faktuel viden, kører derfor helt af sporet.
Vi får nærmest en vagabond-strategi: Drag omkring og demonstrer din modstand i verdens gader. Resultatet kan blive blind aktivisme - og kan give farlige skuffelser ikke mindst blandt aktivisterne.