Denne skærveknusers overskrift er titlen på en af de skønlitterære bøger, som har gjort størst indtryk på mig i mit liv. Det er mange år siden, jeg har læst den, men nylig fik jeg den mellem hænderne under en oprydning. Er der noget skønnere på en mørk vinterdag end at rydde op i sine bøger?

af Kjeld Stenum
Bogen, jeg her taler om, er en selvbiografi skrevet af en nordmand, der hedder Asbjørn Elden. Den handler om hans ungdom i trediverne, hvor han gik arbejdsløs, hvilket var noget, man skammede sig over. Blandt andet for at flygte fra skammen endte han med at vagabondere på de norske landeveje.
Her gik han og drømte om, at henne bag næste vejsving ville han finde så fundamentale menneskerettigheder som en varm kakkelovn og tag over hovedet, og måske fra medmenneskene en smule accept, hvis betydning kun den, som ikke er accepteret, ved om. Vi skal slet ikke komme ind på ordet kærlighed her. Det var altfor utopisk en ting til overhovedet at leve i den unge Eldens forventninger til livet.
Så kom krigen. Og hos de norske nazister fik Asbjørn Elden så den personlige bekræftelse og det substitut for et hjem, som den forhutlede vagabond hungrede efter. Han blev nazist og endte med at udnytte sin dermed vundne magt til at give en krigsfange en lussing, værre forbrydelser er blevet begået af andre, men det var hans del i ondskaben, og han førte proces mod sig selv i årtier for det.
Hans bog var en del af hans offentlige opgør med sin egen fortid, et opgør, som han modigt påtog sig, fordi han ikke følte, de retslige processer efter krigen på nogen måde var kommet til bunds i det. Selvfølgelig var bogen også en advarsel til os.
Måske har den især noget at sige dem, der i disse år har så travlt med at bekrige terror, eller hvad de i øvrigt måtte opfatte som politisk ekstremisme. Vil du undgå sådan noget, så overlad aldrig unge mennesker til et udsigtsløst og kærlighedsløst liv!
Jeg husker stadig bogen ganske tydeligt. Altså, nu er jeg efterkrigsbarn og som de fleste efterkrigsbørn grundigt vaccineret imod at begå samme politiske fejltrin som Asbjåørn Elden.
Men var jeg vokset op i trediverne, og havde jeg haft en lidt ulykkeligere skæbne og måske betydeligt ringere mulighed for at læse bøger, end jeg rent faktisk har haft....
Jeg skal i hvert tilfælde ikke spille hovmodig, dertil følte jeg for meget, at bogen var skrevet af en bror. En, jeg kunne tale med om udsigtsløshed.
Ikke at jeg ikke har været forkælet sammenlignet med ham. Jeg havde muligheder for at låne penge og læse i min ungdom, og i hele mit arbejdsliv er det begrænset, hvad jeg har kendt til arbejdsløshed, ligesom jeg slet ikke har kendt til fornemmelsen af, at jeg aldrig ville få noget at lave.
Men udsigtsløsheden findes ikke kun uden for arbejdsmarkedet, den findes også indenfor. Selve mit arbejde har kun i meget ringe omfang givet mig nogen følelse af selvbekræftelse. Størstedelen af mit produktive liv er gået med at producere ting, der var noget værd for kapitalisterne, men som var overflødige eller skadelige for samfundet. Kæmpestore trafikprojekter, forurenende kraftværker, golde nationalbanker.
Har jeg følt glæde eller stolthed ved at være jord- og betoner, har det været på grund af solidariteten arbejdsfolk imellem, og næsten aldrig på grund af arbejdets indhold.
Og denne solidaritet har det skortet en del på til tider, især siden drømmen om socialisme fik et kraftigt skud for boven, dengang muren faldt. Så har man været henvist til at hente kraft til dagligdagen fra forhåbningen om noget spændende bag næste sving.
På mange måder er det bittert, at murens fald har ført til, at så få arbejdsfolk gider interessere sig for socialisme. For det havde nok aldrig kunnet udvikle sig til virkelig kommunisme, det de bedrev i Østeuropa. Måske var det knapt socialisme.
Og så var det bedre at indse den ting i tide end at rende efter lygtemænd. Så var chancen der til at begynde på noget rigtigt. Men i stedet opgav de fleste ævret, medierne gjorde deres til det, og manglen på holdbare alternative eksempler gjorde det vanskeligt at modsige, hvad borgerlige medier sagde.
Og med troen på socialismen forsvandt også en meget stor del af arbejdersolidariteten. Siden har jeg af og til haft det sådan, at jeg ikke følte større lyst til at gå på arbejde. Når jeg fortalte venner om det, foreslog de mig at skifte erhverv. Men det gider jeg ikke, det er ikke det, det handler om, at skifte erhverv er bare at løbe fra den ene ende af buret til den anden. Og det er ud af buret, jeg vil.
Så jeg forstår, når Asbjørn Elden skrev om udsigtsløshed. Det, der er det mærkelige, er, at hans i grunden temmelig sorte og deprimerende bog var så varm og givende en oplevelse at læse. Jeg tror, at det skyldes, bogen både handler om og er en del af hans kamp for at blive et ordentligt menneske.
Hvorfor påtog han sig den kamp? For den belønning, en social accept ville være? Det tror jeg ikke. Asbjørn Elden havde fået nye venner, da han skrev sin bog, for hans politiske sympatier var for længst skiftet til venstrefløjen, og han var blevet en respekteret fagforeningsdmand.
Hele den sociale accept og respekt, han havde tilkæmpet sig, satte han modigt på spil ved at begynde at tale offentligt om sin fortid. Kunne han ikke lige så godt bare have ladet være, ja, kunne han ikke ligefrem gøre større politisk nytte ved at tie stille om den ting og koncentrere sig om sit politiske arbejde?
Det siger mig en masse, at Asbjørn Elden ikke syntes, han kunne tie. Hvadenten der var nogen politiske udsigter i det eller ej, så handlede det hele for ham først og fremmest om at blive et ordentligt menneske. At se sandheden i øjnene, som den var, og at bygge på sande menneskelige relationer, ellers kunne det hele være ligemeget.
Det kan jeg følge ham i. Vi skal sgu ikke kun have socialisme, når den ser ud til at være en succes, og vi skal ikke vælge vore handlinger, bare fordi de er politisk effektive. Men fordi det forløjede er uudholdeligt og spreder råddenskab i samdundet.
Var den østeuropæiske socialisme forloren, er det kun godt, den er væk. Ja, strengt taget betyder det end ikke noget for det væsentlige, om vi i det hele taget kan være sikre på, at socialismen en dag vil sejre. Det væsentlige er at gøre det rigtige, bare fordi det er det rigtige at gøre. Og det er noget med moral. Moral er noget, vi udviser for at sikre, at et samfund kan overleve på langt sigt. Moral er ligeglad med kortsigtede politiske successer.