Historiens personligheder erindres ofte i glimt. Husker vi ikke Milos Formann i 1974, der vælter omkuld efter at være slået i gulvet af Muhammed Ali i Kinshassa, Zaire?

Husker vi ikke Neville Chamberlain, der kommer ud fra flyet fra München i 1938 - 'this means peace in our time'! Husker vi ikke Preben Elkjærs flænsede bukser, da han brænder det afgørende straffespark i 1984 i semifinalen i foldbold-EM - 6-5 til Spanien?
Eller den nuværende chefredaktør på Ekstra Bladet, der efterlod en plet på erindringen, da han kørte ind i en betonklods den 20. februar 1997 med en promille på 1,37?
Og Per Stig Møller? Mon ikke han vil blive husket for billederne fra EU-topmødet i København i 2002? Den meget viste dokumentarfilm - Fogh bag facaden - viser en udenrigsminister, der gang på gang bliver forbigået og kørt over af sin statsminister. Der er ikke mange sammenhængende sætninger fra udenrigsministeren. Mest forsmået måben. Foghet er kørt.
Spørgsmålet er så - hvor er Udenrigsministeriet? Officielt er adressen: Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, DK-1448 København K. Det er indlysende, at Fogh-regeringen har placeret en stor del af Danmarks udenrigspolitik, dels i Washington og dels i Bruxelles.

Enten er man med eller imod tiden
De Radikale melder kraftigt ud for tiden. 'Djøfficeringen' af partiet har ført til en dynamik. På grundlag af enkle rationelle modeller og managements effektivisering tilsat en passende hensynsfuldhed udvikler partiet sig hurtigt ind på noget, der beskrives som den globale nødvendigheds dagsorden. Enten er man med tiden eller imod tiden!
Denne logik kommer til udfoldelse i en kronik i tirsdags i Politiken, samme dag der var valg på Færøerne. Den er forfattet af Christian Friis Bach og Martin Lidegaard - den ene er kandidat for Det Radikale Venstre, den anden er medlem af Folketinget.
Deres budskab er 'vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den'.
I stedet skal vi: 'styrke den fælles europæiske udenrigspolitik, og droppe vores egen. Eller rettere: vi må droppe den formelle danske suverænitet og medbestemmelse i fjerne lande til fordel for en reel dansk indflydelse på EU's udenrigspolitik'.
Det skal groft sagt ske ved at nedlægge Udenrigsministeriet og arbejde for flertalsafgørelser i EU. Et af argumenterne er, at det har vi allerede gjort i forhold til verdenshandels-organisationen, WTO!

Deponeringsrisiko...
For Lidegaard og Bach er der ingen risiko i det, de foreslår. De har helt tillid til, at EU vil det gode i verden og derfor skal kunne sætte sin størst mulige økonomiske, politiske og militære magt bag sin EU-idealisme. Ja, EU skal 'skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt USA'.
Tilliden til systemet er storslået. EU vil ikke ende som hård, uforsonlig, militaristisk og mindre humanistisk end summen af en række mindre lande, fordi EU's befolkning vil noget andet. I det sidste kan de nok have ret. Men mon befolkningerne ikke også gerne vil være fri for et EU-monsterudenrigsministerium.
Hvorfor allerede nu tildele de europæiske folk en forpligtelse til at være bagstoppere for Lidegaard og Bach for den deponeringsrisiko, som de så sorgløst deler ud af på andres vegne.
Men det er ikke alle, der går ad den logisk rationelle radikale-venstrevej. Færingerne ønsker løsrivelse fra Danmark, mens tid er. Det var i al fald det som tirsdagen viste.
Befolkningen ønsker suverænitet og mulighed for at beslutte i egne sager. Det forstår man godt. Færingerne har nok - på baggrund af egne erfaringer - mere end svært ved at følge Lidegaard og Bachs logik. For færingerne handler det om af komme fra borde, inden de bliver losset over i supertankeren.