Kommunisternes strategi går ud på at samle en bred alliance mod monopolerne. Bredden i denne alliance gøres mulig af monopolernes uhæmmede jagt på profit, som får stadig større negative konsekvenser for stadig flere mennesker. Den brede antimonopolistiske alliance kan, med arbejderklassen i spidsen, skabe betingelserne for overgangen til socialismen.

Af Simon Gregersen, DKP/MLs landsledelse

Hent som word-dokument

Monopolernes størrelser og magt i samfundet, og deres jagt på profit, gør at kampen mod dem – den antimonopolistiske kamp – kæmpes på mange områder.

Kamp for velfærd
Monopolerne har sat nedbrydningen af det såkaldte velfærdssamfund på dagsordenen. Udgifterne til velfærden opfattes af monopolerne som en unødvendig byrde. Hele velfærds området skal i stedet drives med henblik på profit, og der skal kun skal være velfærd til dem som kan betale prisen.
Et af socialismens mål er arbejde og velfærd til alle. Et samfund som skal sikre en omfordeling af rigdommene og indkomsterne til gavn for den arbejdende befolkning. Et samfund hvor mennesket sættes i centrum, og hvor alle sikres lige rettigheder.
Der er mange spørgsmål i den aktuelle kamp for velfærd, som har strategisk betydning i kampen for socialismen, og som må forbindes med opgøret med den kapitalistiske produktionsmåde. Diskussionen om solidariske fordelingsprincipper, demokrati, marked kontra demokratisk styring, profit overfor menneskelige behov, offentlige ejendom i stedet for privatejendom osv. Alt sammen er det med til at øge arbejderklassens og befolkningens bevidsthed om de store sammenhænge og modsætninger i samfundet.

Monopolernes større magt og indgriben/overtagelse af hidtidige offentlige opgaver lægger et kolossal pres på velfærden, og gør det muligt at arbejde for opbygningen af brede alliancer også på dette område.
Der er konkrete erfaringer fra budgetkampene, hvor modstanden mod forringelser af forskellige velfærdsområder, skaber alliancer mellem ansatte og brugere. I disse år udvikles fælles markeringer på tværs af den offentlige sektor.
Der er ligeledes tegn på en kobling til de studerendes/unges kamp for uddannelsesmuligheder.
Også det internationale aspekt er inde i billedet. Erfaringer fra New Zealand og England bringes frem i faglige sammenhænge. Samarbejdet med den norske bevægelse – For Velfærdsstaten – og deltagelse i World Social Forum`s møder er andre eksempler. Det er kampen mod neoliberalismen og de transnationale selskaber, der er i fokus.

Kamp for fred
Der bliver ikke skyet nogen midler for at sikre monopolerne adgang til alle markeder i verden. De kræver fri adgang til at udbytte og udplyndre alle områder og sektorer i de enkelte lande.

Der stilles krav gennem IMF, WTO og andre internationale organisationer. Hjælp, bistand og støtte fjernes helt, eller omlægges for at støtte en destabiliserende udvikling. Der bliver brugt åbenlyse trusler, sanktioner og blokader. Alt sammen for at sikre monopolernes uhindrede adgang til markederne i alle lande.

Hvis nogen lande står op imod dette pres, måske end da forsøger en demokratisk national udvikling, ja så er kursen sat mod krig.

Det har vi set adskillige eksempler på. Krigen mod Jugoslavien, krigen mod Afghanistan, Golfkrigene, destabiliseringen og kupforsøgene mod Venezuela, de vedvarende angreb, trusler og blokaden mod Cuba, krigstruslen mod Nordkorea og sådan kan man blive ved.

Kampen for fred er derfor en vigtig del af den antimonopolistiske kamp. Både for at stoppe USA og de andre imperialist magters krige, men i særdeleshed for at stoppe dansk deltagelse i disse krige. Det er vores særlige opgave i Danmark at stoppe dansk krigsdeltagelse.

Kamp for national selvstændighed
I vores verdensdel er monopolernes vigtigste redskab EU. EU er murbrækkeren for afmonteringen af velfærden, nedbrydelsen af de demokratiske rettigheder, militariseringen, åbningen af markederne, altså for gennemførsel af monopolernes dagsorden.

Kampen mod EU, for national selvstændighed, er i høj grad antimonopolistisk kamp.
På dette område er kampen og alliancepolitikken på mange måder bedst udviklet. Kommunisterne har arbejdet meget med EU-modstanden, og har været i front i hele perioden fra kampen om medlemskab af EF og er det stadig. I perioden er der vundet flere store sejre, og erfaringerne fra disse er vigtige i den fremtidige antimonopolistiske kamp.

Når vi har sejret har det altid været i kraft af en meget bred alliance – en nej front – som har rakt helt ind i borgerskabets rækker.
Forsvaret for velfærd, demokrati og for national selvstændighed, har været sat i fokus i kampen. Praksis har vist at der kan samles en bred alliance på disse spørgsmål. Det er i grundrids et billede på den antimonopolistiske alliance, som vi arbejder for at skabe.

Arbejderklassens rolle
Arbejderklassens ledende rolle
En forudsætning for at bevægelsen mod monopolerne bliver stor og slagkraftig, er at arbejderklassen spiller en ledende rolle i kampen.

Det er det af flere grunde:
a) Arbejderklassen er den klasse som har størst fordel af overgangen til socialisme, kampens mål.
b) Arbejderklassen har lange traditioner for at organisere sig og kæmpe organiseret.
c) Arbejderklassen har erfaringerne med de mest fremskredne organisations former, fra arbejdet i den moderne produktion.
d) Arbejderklassen er den eneste klasse som har muligheden for at ramme monopolerne effektivt, ved at lamme produktion, transport m.m.
e) Arbejderklassen er suverænt den største klasse og udgør over halvdelen af befolkningen, uden arbejderklassen ingen stor bevægelse.

Det vil sige at opbygningen af en bred antimonopolistisk alliance, går hånd i hånd med organiseringen og politiseringen af arbejderklassen.

Fagbevægelsen som grundorganisering
Arbejderklassens grundorganisering er fagbevægelsen. Derfor er det afgørende for arbejderklassens evne til at aktionere, politiske manøvredygtighed og bevidsthed at fagbevægelsen er en stærk kamporganisation.

Fagbevægelsen skal aktiveres og politiseres.
Vi må arbejde for at fagforeningerne ikke bare er kontorer bemandet med dygtige problemknusere. Fagforeningen skal ikke være et sted som man kun henvender sig til, når man har et problem.

Fagbevægelsen skal ud på arbejdspladserne. Omdrejningspunktet skal være en arbejdspladsorganisering – på dansk en klub, hvor arbejderne organisere sig for at stå stærkt overfor arbejdsgiveren.
Problemer løses primært på baggrund af det lokale styrkeforhold og handlekraft, hvor hårdt kan sættes mod hårdt hvis det bliver nødvendigt.
De professionelle kan så bruge en større del af sin tid på at sikre opbygningen af klubber på nye arbejdspladser.

Der er også nye områder som træder ind i kampen. Store grupper af offentligt ansatte er blevet og bliver ”proletariseret”. De bliver frataget deres privilegier og deres arbejdsforhold kraftigt forværret. Nogle grupper reagere med aktioner og strejker, men mange mangler at få vist en vej frem.
I finans- og IT-sektoren er der også nye grupper som mange træder ind i kampen. Store grupper har som i det offentlige fået forringet deres løn og arbejdsforhold, og som nu skal til at finde ud af hvordan man fører faglig kamp.
Der er også skabt en masse nye jobs, hvor det er udbredt med individuelle ansættelseskontrakter og lønforhandlinger. Disse nye grupper skal erfare at sammenhold gør stærk og at kollektive løsninger er bedre for den enkelte end individuelle.

Der skal fra fagbevægelsens side rettes en særlig indsats mod disse områder for at sikre en bedre organisering. De store nye grupper er nødvendige i kampen for bedre løn og arbejdsforholde, og i den antimonopolistiske kamp.

Ved at omdrejningspunktet er organiseringen på den enkelte arbejdsplads, sikres det at den enkelte deltager aktivt i forsvaret for sine rettigheder, og i kampen for at forbedre løn og arbejdsvilkår. Dette giver et større engagement og en højere bevidsthed.
På denne måde opbygges en kvalitativ stærk fagbevægelse og ikke en kvantitativ stærk bevægelse.

Men en stærk fagbevægelse er ikke nok. For en fagbevægelse som kun kæmper for ”faglige” krav, og som ikke vil tage generelle krav, politiske krav op, vil ikke kunne bidrage til udviklingen af den antimonopolistiske kamp.
Kun en stærk og politisk fagbevægelse vil kunne sætte kampen mod monopolerne på dagsordenen.

En politisk fagbevægelse
Det er kommunisterne og de aktive, kæmpende kræfters opgave at politisere fagbevægelsen, at vise der er en alternativ vej frem for arbejderklassen og samfundet.
At politisere fagbevægelsen er at arbejde med det subjektive, at vise folk at vores politik er den rigtige.
Vi skal forklare sammenhængene i samfundet ud fra konkrete eksempler.
Vi skal sætte fokus på arbejderklassens egne erfaringer, vi skal bearbejde dem, give forklaringer og anvise løsninger. Samtidigt skal vi holde perspektivet i kampen.
Vi skal åbne op for at socialisme er alternativet til samfundet som det er i dag.
Vi skal gøre arbejderklassen bevidst om sin egen styrke, og bevidst om at den kan ændre sine egne forhold.
Vi skal bevidstgøre arbejderklassen om at den er den ledende klasse. At den skal tage hånd om at forsvare de andre grupper i samfundet, vise solidaritet med disse grupper, og gøre det igen og igen selvom denne solidaritet ikke altid bliver gengældt.

Det er kommunisternes opgave at aktivere og politisere ikke bare fagbevægelsen, men arbejderklassen i bred forstand. Gennem agitation, propaganda og deltagelse i kampe politiseres arbejderklassen, så større sammenhænge bliver åbenlyse og forståelige.

Sådan udbygges partiets indflydelse, og evne til at lede klassen, og sådan kommer arbejderklassen til at spille sin ledende rolle.
Kun en organiseret og politiseret arbejderklasse kan kaste sine kræfter ind i kampen mod monopolerne.

Aktionsenhedens metode
Den antimonopolitiske alliance opbygges i kampen mod monopolernes magt og politik. En vigtig metode til at udvikle arbejderklassen enhed og styrke er aktionsenhedens metode.
Det kommunistiske parti må mestre denne metode for i det hele taget at kunne samle klassen og for at kunne virkeliggøre den antimonopolitiske alliance i dens bredde.

Aktionsenhedens metode kræver en evne til at forene på konkrete krav og paroler. At sætte de rigtige krav og paroler i centrum forudsætter en analyse af tidens brændende spørgsmål. En konkret analyse af tidens spørgsmål er grundlaget for at aktionsenheden i indhold og metode for alvor kan udløse klassens styrke og udvikle dens politiske bevidsthed på grundlag af egne erfaringer.

Aktionsenhedens metode er virksom ikke blot i arbejderklassen, men overalt hvor det gælder at skabe enhed og klarhed i det arbejdende folks kamp.

Vi stiller målene, at skabe arbejderklassens enhed og rejse den bredde antimonopolistiske alliance på én og samme gang.

Men hvad kommer først. Arbejderklassens enhed eller den bredde antimonopolitiske alliance ?

Det har Dimitrov for længst svaret på. Selvom det er længe siden rammer han alligevel plet når han svarer på spørgsmålet:

- Hverken den første eller de sidste forstår tydeligvis, at proletariatets enhedsfront og den antifascistiske folkefront er forenet gennem kampens levende dialektik, og at de i løbet af den praktiske kamp mod fascismen bliver sammenflettet og går over i hinanden og på ingen måde er adskilt med en kinesisk mur.
- Ingen tror for alvor på, at det ville være muligt at rejse den antifascistiske folkefront uden at rejse aktionsenheden indenfor arbejderklassen, som er den ledende kraft i denne folkefront. Samtidig er den videre udvikling af den proletariske enhedsfront i betydelig grad afhængig af at den bliver forvandlet til en folkefront mod fascismen. ( Enhedsfrontens og Folkefrontens problemer. Norsk Oktober 1970. s. 134)